25 års jubilæum: Så mange minutter har TV 2 sammenlagt vist Beverly Hills

Vi elsker Beverly Hills - men det gør du også.

25 år efter at serien for første gang blev vist på dansk tv, ruller den stadig over skærmen på TV 2 ZULU dagligt.  

For vi knuselsker den skandalebefægte ungdomsserie, der med ét forvandlede 90210 til verdens mest berømte postnummer og fik dit liv til at virke relativt gnidningsfrit med en uheldig Kelly Taylor til sammenligning.

Faktisk elsker vi serien så meget, at vi på TV 2 og TV 2 ZULU har sendt 213,6 dages 'Beverly Hills 90210', hvis det kørte 24 timer hver dag. Det er 5.127 timer og 307.620 minutters high school-drama på TV 2 og TV 2 ZULU.

Men det er der en ganske god grund til. Det er nemlig ikke kun os, der elsker at se 'Beverly Hills 90210' og lade som om, vi rent faktisk tror på, at Andrea kun er sytten - det gør du også. 

- Det kedelig svar på, hvorfor vi stadig viser 'Beverly Hills' er, at vi stadig har seere til programmet på ZULU. Faktisk har vi samme antal seere hver dag. Og i vores tid og vores tv-virkelighed er det en af vores vigtigste succesparametre, udtaler Mette Graversen, der er planchef for nichekanalerne TV 2 Charlie, TV 2 Fri og TV 2 ZULU.

Vi elsker det så meget, at 'Beverly Hills 90210' er blevet genudsendt 27 gange, heraf 13 gange på TV 2 og 14 gange på TV 2 ZULU. 

Donna Martin graduates igen og igen og igen

'Beverly Hills 90210' er langt fra den eneste serie, vi sætter på rutine. Også serier som 'Venner' og 'Matador' kan vi se igen og igen. 

En undersøgelse om 'hvorfor vi elsker genudsendelser' fra 2012 lavet af to forskere fra American University i Washington viste, at genudsendelser er særligt tilfredsstillende, fordi man er sikker på udfaldet, og derfor på forhånd ved, om man kan lide det.

Beverly Hills behandler nogle universelle problemstillinger på tværs af generationer. Om man er ung i dag eller for tyve år siden, så er tematikerne de samme.

Mette Graversen, planchef TV 2 nichekanaler

Du ved med andre ord (spoileralert), at Donna Martin nok skal få sit eksamensbevis, selvom hun godt nok blev voldsomt beruset af det ene glas champagne til afslutningsballet. Og du kan også læne dig tilbage, da Steve Sanders bliver involveret i et heftigt stereoidemisbrug, fordi du ved, at Brandon redder dagen som altid.

Undersøgelsen viste også, at det særligt er klassikere, vi kan se igen og igen. De er kendetegnet ved at trække på menneskelige følelser, som kærlighed, passion og jalousi, hvilket 'Beverly Hills 90210' må siges at opfylde. Derudover spiller nostalgi også en rolle.

Mette Graversen nævner også nostalgi, som en af de bærende grunde til programmets popularitet - men hun tror også, at de universelle problemstillinger spiller en rolle.

- Beverly Hills behandler nogle universelle problemstillinger på tværs af generationer. Om man er ung i dag eller for tyve år siden, så er tematikerne de samme. Og så har det en nostalgi for os, der er vokset op med Beverly. Og så skal man ikke undervurdere, at det foregår i 90'erne, som er ret meget oppe i tiden, siger Mette Graversen.

Herunder kan du blive ajour med samtlige skuespillere i dag.

Kelly var mere uheldig end de fleste

Aaron Spelling var faderen til serien - i øvrigt også fader til Tori Spelling, der spillede Donna Martin - og han var en mand med sans for det store drama. Der var derfor altid noget i gære blandt de unge i 90210.

Særligt Kelly Taylor havde det, man ville kalde en rå opvækst, der var plaget af 27 forskellige lidelser, overfald og misbrug af den ene eller den anden art.

Her får du en kort oversigt, som vi har fra Beverly Hills' wikipedia (ja, den findes).

Kelly

  • Hun er blevet voldtaget.
  • Hun er blevet forbrændt over det meste af kroppen - uden synlige ar naturligvis.
  • Hun har været afhængig af kokain.
  • Hun har haft en spiseforstyrrelse.
  • Hun blev kidnappet af sin rehab-veninde Tara, der mildest talt var besat af Kelly.
  • Hun har haft midlertidig hukommelsestab.
  • Hun er blevet skudt.
  • Hun er blevet seksuelt chikaneret.
  • Har fundet en baby i en skraldespand.

Dylan

  • Han har været alkoholiker.
  • Han har været heroin-misbruger.
  • Hans kone blev dræbt.
  • Han er søn af en kriminel far.
  • Han har været lidt for smuk til Hollywood.

Andrea

  • Hun har været supergammel, da hun som 29-årige skulle spille en 16-årige gymnasieelev.

David

  • Han har taget Donnas mødom.
  • Han har haft en depression.
  • Han har været stofmisbruger.
  • Han kørte Peach Pit After Dark i sænk.

Brandon

  • Han har været ludoman.
  • Han har haft en affære med en gift kvinde (sin professor, GISP!)
  • Han har tilbragt en nat i spjældet på grund af spritkørsel.
  • Han blev truet med kniv af en alfons ved navn Riggs.
  • Han har danset én gang.

Brenda

  • Hun har været udsat for væbnet røveri.
  • Hun har begået butikstyveri.
  • Hendes bedste veninde Kelly stjæler hendes kæreste.
  • Har røget cigaretter

Steve

  • Han har været stereoidemisbruger.
  • Hans forældre blev skilt.
  • Han fik børn.
  • Han ejede på et tidspunkt en… Avis?

Donna

  • Hun 'faldt ned' af en trappe...efter hun blev skubbet af Ray Pruit, den nar.
  • Hun har været fuld i champagne.
  • Hun fik sit eksamensbevis.
  • Hun er allergisk over for chokolade.