Claus Holms pizzaflop: - Jeg var sikker på, at kameraet ikke fangede mig

TV-kokken Claus Holms indre legebarn tittede frem søndag, da han var sikker på, at kameraet ikke fangede ham.

De fleste, der har givet sig i kast med at kreere en pizzadej fra bunden, ved også, at det langtfra er så nemt at svinge dejen rundt i luften, som den lokale pizzamand får det til at se ud. 

Det måtte tv-kokken Claus Holm også sande i 'Go' morgen Danmark' søndag, da han troede, at han var uden for kameraets synsvinkel. 

Claus Holm, der så ud til at være travlt optaget af sine egne tanker, forsøgte både at svinge sin 'søndagspizza' rundt i luften og vende den med en dejskraber - alt sammen til stor morskab for danskerne hjemme i stuerne og senere igen for 'Natholdets' seere onsdag aften.

- Det var ren og skær sjov. Jeg står og kigger over på Steen Langeberg (Go'-vært, red) og tænker, at de snakker et øre af, og jeg var helt sikker på, at kameraet ikke fangede mig. Så var det, jeg tænkte, om den dej kunne rulle rundt på Holms hånd, men det kunne den tydeligvis ikke, fortæller han til TV 2.

Kokken ser sit snit til at forsøge at dreje pizzaen rundt i luften.
Kokken ser sit snit til at forsøge at dreje pizzaen rundt i luften. Foto: Go' morgen Danmark
Men han må ret hurtigt konstatere, at det ikke går så let.
Men han må ret hurtigt konstatere, at det ikke går så let. Foto: Go' Morgen Danmark

Dernæst skulle dejen vendes på bordet. Og der kom den berømte dejskraber ind i billedet.

- Jeg var løbet tør for udstyr, og så står jeg pludselig med en dejskraber i hånden, konstaterer kokken, der dog forsikrer, at han normalt ikke ville bruge en dejskraber til netop dét formål.

- Det ville jeg aldrig gøre, men jeg er et legebarn og er så træt af det perfekte. Jeg gøgler bare og har det skide skægt, og det er dét, det handler om, når man laver mad. Men jeg kan så oplyse de danske borgere om, at man ikke kan bruge en dejskraber til at vende pizzadejen med, griner Claus Holm.

Dejskraberen er normalt ikke et køkkenudstyr, Claus Holm vælger at bruge til at vende pizzaer med.
Dejskraberen er normalt ikke et køkkenudstyr, Claus Holm vælger at bruge til at vende pizzaer med. Foto: Go' morgen Danmark

Det er væltet ind med beskeder

Siden onsdag aften er det væltet ind hos den muntre kok med beskeder og links til klippet fra 'Go' morgen Danmark', og Claus Holm kan sagtens selv se det sjove i det.

Sving aldrig en pizza i luften, medmindre du er født syd for Napoli.

Claus Holm

- Jeg synes, det er sjovt og rigtig godt fanget. For mig er det det største at komme i Natholdet. Og så lige i går, da det er med Anders Breinholt og Anders Lund Madsen - mine to største helte - det er bare skide skægt, siger han.

Gode råd til pizzadejen

Til alle dem derude, der gerne vil give sig i kast med en sprød pizzabund og måske ikke har færdighederne til at svinge dejen rundt i luften, har Claus Holm et par gode råd.

- Først og fremmest skal en pizza ikke flyve, den skal ligge på bordet. Sving aldrig en pizza i luften, medmindre du er født syd for Napoli, fastslår han og fortsætter:

- Man skal rulle dejen med håndfladen, mens man drejer den rundt. Så kan man lige tage det sidste med en kagerulle. Den skal rulles kanon tyndt ud, og det kræver en del, fortæller tv-kokken.

Men de fleste ved også, at en dej, der skal rulles tyndt ud, risikerer at sidde fast i bordpladen. Og hertil bliver lektionen fra søndagens 'Go' morgen Danmark' yderst brugbar: Brug ikke en dejskraber.

- Man skal sørge for at drysse dejen med mel, og ellers tager man en flad paletkniv og lige skraber den løs, lyder det.

Se 'Natholdets' klip med Claus Holm øverst i artiklen, og husk at du altid kan se eller gense 'Natholdet' på TV 2 PLAY.