Walter White i legendarisk comeback - hyres som Trumps nye narkochef

16x9
Walter White præsenteres som Trumps nye chef for DEA i en ny sketch fra det amerikanske underholdningsprogram 'Saturday Night Live'. Foto: Youtube/Saturday Night Live

Breaking Bads narkobaron Walter White skal bekæmpe krigen mod narko i en ny Trump-regering. Eller det skal han i sketchshowet ‘Saturday Night Live’.

Donald Trump må nok efterhånden sande, at parodier og satiriske imitationer følger med embedet som amerikansk præsident.

For selvom han tidligere har kritseret denne disciplin, ser det amerikanske sketch-show ‘Saturday Night Live’ ud til at fortsætte deres intense dækning af Trump.

Under lørdagens show inviterede holdet nemlig en ret speciel gæst i studiet for at udstille de ekstremer, der præger den regering, som Donald Trump er ved at sætte sammen, efter han i november blev valgt som præsident. 

Kender DEA bedre end nogen anden

Her tog CNN-værten Jake Tapper (spillet af Beck Bennet) og Trumps kampagnechef Kellyanne Conway (spillet af Kate McKinnon) i en sketch derfor en snak med den kommende chef politienheden DEA - udvalgt af Trump selv.

Og hovedpersonen her var ingen ringere end Breaking Bad-stjernen Walter White - også kendt i visse kredse som the kingpin Heisenberg. En genial kemilærer, der viser sig at være mere end bare skabt til rollen som narkobaron.

- Tro mig. Jeg kender DEA bedre end nogen anden - både indefra og udefra, lød det fra Walter Whilte, der spilles af skuespilleren Bryan Cranston.

Stor fan af Trump og muren

(Spoileralert) Walter White-karakteren døde ellers for tre år siden i den sidste episode af tv-serien 'Breaking Bad'. Men som han fortæller i lørdagens ‘Saturday Night Live’, så er han såmænd bare den tredje Trump-tilhænger, der iscenesætter sin egen død.

Han fortæller dog samtidig, at han ikke kender Donald Trump personligt, men at han er stor fan af den kommende præsident.

- Jeg kan lide hans stil. Han reagerer først og spørger bagefter. Jeg er også fan af den mur, han vil bygge. Intet kommer ind i Mexico, og det betyder mindre konkurrence for os andre, sagde Walter White.

Og det fik CNN-værten til at stille det opfølgende spørgsmål: Du mener i forhold til arbejde?

- Helt sikkert, svarede Walter White.

Har drillet Trump før

Det er ikke første gang, at det amerikanske sketch-show ‘Saturday Night Live’ driller Donald Trump

Tidligere har skuespilleren Alec Baldwin imiteret USAs kommende præsident med mundvigene siddende i samme uimponerede folder og håret - eller parykken - meget lig Donald Trumps egen frisure.

På Twitter langede Donald Trump ud efter showet med følgende kritik:

- Jeg så dele af 'Saturday Night Live'-programmet i aftes. Det er et meget ensidigt og partisk show. Ikke sjovt overhovedet, skrev Trump.

Skuespillerne Cecily Strong, Emily Blunt og Vanessa Bayer har også givet Donald Trump hård medfart for hans sexistiske bemærkninger og handlinger mod kvinder med en sketch, der karikerer kvinderne i præsidentkandidatens liv.

Det gjorde de tilbage i oktober i rollerne som Donald Trumps kone Melania samt døtrene Ivanka og Tiffany Trump.