Før turde Claus ikke forlade sit hjem alene - nu hopper og springer kvinderne for hans fødder

Tidligere var Claus Andersen angst for at møde nye mennesker. I dag giver han helt fremmede danskere en kærlig overhaling på TV 2 ZULU.

Lægerne havde givet op.

I mere end tyve minutter havde man forsøgt at genoplive det nyfødte drengebarn, der under fødslen var blevet kvalt i sin mors navlestreng.

Men allerede efter nogle få minutter begynder hjernecellerne at dø uden ilt til hjernen, så man valgte at slukke maskinerne efter 24 minutter. Der var ikke mere at redde.

- Jeg var død. Men efter de havde slukket for det hele, begyndte jeg at røre på mig, fortæller Claus Andersen.

Han er i dag spillevende på 29. år og bor lidt uden for Aarhus med sin kone Mira. Men den fordømte navlestreng har ikke gjort livet helt nemt for Claus.

Permanent hjerneskade

Han er nemlig spastiker eller spastisk lammet, som det hedder på medicinsk. På grund af den manglende ilt til hjernen ved sin fødsel blev han permanent hjerneskadet. Det udmønter sig i krampeagtige bevægelser, som han ikke kan styre.

Mere om spastisk lammelse

Opstår ofte hos babyer, der er for tidligt født eller ikke har fået ilt til hjernen under fødslen, som permanent skade på en umoden hjerne.

Et manglende signal fra hjernen gør, at musklerne ikke kan slappe af og bevæge sig normalt. Musklerne er derfor konstant er i forhøjet spændingstilstand, hvilket gør dem stive. Symtomer er pludselige bevægelser og muskelsammentrækninger

Med tiden bliver musklerne for korte, hvilket resulterer i en fejlvridning af ledene, hvorfor cirka 15-20 procent får brug for en kørestol.

Claus kan gå selv, og har ikke brug for kørestol. Han kan køre bil, som man også kan se i klippet øverst fra ZULU-programmet 'Hvem er spasseren nu?', hvor Claus er en af de fem medvirkende. Her tester han danskernes berøringsangst over for folk med handicap. Sådan nogle som ham selv.

- Ligeså grænseoverskridende det har været - ligeså øjenåbnende var det at være med, siger Claus Andersen om sin medvirken i programmet.

For selvom det ret beset er Claus, der skal presse de forudsætningsløse danskere ud på et overdrev, så har han selv overskredet flere af sine egne grænser, end han troede var muligt. 

Angst for at møde mennesker

I lang tid havde Claus selv angst for alle andre. I skolen blev han mobbet med sit handicap, og derefter blev han mere og mere angst for at bevæge sig rundt i offentligheden alene.

Da jeg skulle lave min første optagelse, tænkte jeg bare lige pludselig: ’Hvad faen er det, du har gang i?’.

Claus Andersen

- Jeg havde en angst for at møde nye mennesker, at tage offentlig transport eller gå rundt i et indkøbscenter. Det ville jeg aldrig gøre alene. Jeg følte, at uanset hvilken bevægelse jeg lavede, så kiggede folk på mig, at det var en forkert bevægelse, fortæller Claus Andersen, da TV 2 besøger ham i sit rækkehus i Solbjerg.

Claus Andersens angst blev kun værre med alderen, og til sidst stoppede han helt med at gå ud alene.

- Man holder sig bare indenfor. Men når jeg gik ud med andre, så var det ikke noget problem. Det er på en eller anden måde dumt, siger Claus Andersen delvist henvendt til sig selv.

Men noget ændrede sig. Claus Andersen ved ikke helt selv, hvad det var. Men pludselig havde han tilmeldt sig castingen til et tv-program på TV 2 ZULU. De eftersøgte folk med et handicap til at hundse rundt med tilfældige danskere i en række forskellige situationer. Bare for at teste hvor langt dansk høflighed rækker over for en person med handicap.

Du står helt alene i nogle ekstremt stramme bukser og, jamen, jeg var helt væk. Mit hjerte sad oppe i halsen på mig hele dagen.

Claus Andersen

- Det skete lidt tilfældigt. Det var Mulle (en anden medvirkende i programmet red.), der skrev: ’Prøv lige at udfylde det her skema, og så send et billede med’, fortæller Claus Andersen.

En dag blev Claus Andersen ringet op af en fra produktionsholdet. De ville gerne have ham til casting.

- Så blev jeg jo nødt til at informere kæresten om, hvad jeg havde gang i. Og jeg fik så lov til at fortsætte, griner Claus Andersen.

Et skridt af gangen

Den 29-årige jyde overvejede aldrig rigtig, hvor han var på vej hen. I stedet tog han et skridt af gangen, og pludselig var han i Bilka.

- Det gik helt ad helvedes til. Vi skulle få andre mennesker til at betale vores varer, og det var virkelig grænseoverskridende. Jeg var sikker på, at jeg ikke skulle med, siger Claus Andersen .

Men Claus Andersen var tilsyneladende ikke så elendig som tv-joker, som han selv troede. Både han og veninden Mulle Skoubo blev udvalgt til at være med i programmet.

At være ligeglad er også en slags mod

Claus Andersen

På dag ét gik det for alvor op for Claus, hvad han havde sagt 'ja' til. 

- Da jeg skulle lave min første optagelse, tænkte jeg bare lige pludselig: ’Hvad faen er det, du har gang i?’.

Nogle opgaver var mere koldsvedsstimulerende end andre. I en scene, som du kan se i et klip af herunder, skal Claus Andersen være vikarierende fitness-instruktør for et hold af kvinder. Claus dyrker ikke fitness. Og slet ikke foran et helt hold af kvinder, der forventer en supertrimmet fitness-guru.

Claus Andersen agerer instruktørvikar for et hold af fitness-kvinder i 'Hvem er spasseren nu?'.

- Du står helt alene i nogle ekstremt stramme bukser og, jamen, jeg var helt væk. Mit hjerte sad oppe i halsen på mig hele dagen. Jeg har aldrig opnået noget så angstprovokerende, jeg ved ikke, hvordan jeg fik mig selv til at gøre det, fortæller Claus om oplevelsen.

Efterhånden lykkedes det ham at slå hjernen fra. Og en dag var det pludselig blevet meget nemmere at kommandere rundt med helt fremmede folk og tage tykt pis på dem.

En øjenåbner

Når Claus Andersen ser programmet i dag, er han stadig chokeret over, at det er ham på skærmen. Han håber, som de øvrige medvirkende, at programmet vil lære danskerne en ting eller to om at behandle alle ens.

Men for Claus Andersen har programmet også været en personlig øjenåbner. 

- Det har betydet meget. Ligeså grænseoverskridende det har været - ligeså øjenåbnende var det. Jeg er ikke så nem at slå ud længere, fortæller Claus Andersen, der ikke længere er nervøs for at gå i byen alene. 

Han tænker ikke så meget over, hvad andre folk tænker om ham længere. Han er blevet mere ligeglad.

- At være ligeglad er vel også en slags mod, slutter Claus Andersen.