Kristian guider: Fem ting du aldrig skal gøre mod en person med handicap

Det kan være svært at manøvrere sikkert og politisk korrekt blandt folk med et handicap. Her får du et par gode råd.

Må man lave en joke om et handicap over for en person med handicap? Må man spørge, hvorfor de sidder i kørestol? Og må man siger fra over for en person med handicap?

Det er ikke nemt at overholde alle sociale regler og normer for korrekt opførsel - og slet ikke når det kommer til folk med et handicap. Men reglen virker til at være, at personer med handicap er mere robuste, end mange lige går og tror.

25-årige Kristian Hegaard er jurastuderende og født med en knoglesygdom, der binder ham til en kørestol. Derudover er han også medvirkende i ZULU-programmet 'Hvem er spasseren nu?', hvor han tager fusen på helt almindelige danskere.

TV 2 har kidnappet ham og tvunget ham til at lave en guide - en handi-guide - med nogle do's and don'ts til, hvad man må og ikke må gøre over for en person med handicap. Først får du fem råd til ting, du aldrig skal gøre.

Se klippet øverst eller læs med her, hvor Kristian Hegaard dikterer:

  1. Lad vær at spørge, hvad der er galt. Der er ikke noget galt. Jeg er faktisk ret godt kørende.
  2. Lad være at tage handicapparkeringspladsen. Dovenskab er ikke et handicap.
  3. Lad være med at banke på handicaptoilettet to gange inden for 30 sekunder. Ligesom alle andre, så kommer jeg ud, når jeg er færdig.
  4. Lad være med at spørge min ven ved siden af mig, om jeg kan tale. Hvis du spørger mig, skal du nok finde ud af det.
  5. Du skal ikke spørge, hvordan jeg sover. Det er simpelthen det dummeste spørgsmål, jeg får.

Fem ting du gerne må gøre

Og i videoen herunder får du fem ting, du - måske imod forventning - meget gerne må gøre over for en person med handicap.

Kristian Hegaard fra 'Hvem er spasseren nu?' hjælpe dig med at navigere i ting du må og ikke må over for personer med handicap.
  1. Du må gerne spørge; ’hvad går dit handicap ud på?’ Du bliver klogere. Og du får ikke noget svar ved at stå og glo.
  2. Du må gerne score en person med handicap…hvis du kan.
  3. Du må gerne give mig en drink i baren - ikke fordi jeg har et handicap, men fordi jeg er godt selskab.
  4. Du må gerne give mig et ordentlig high-five. Jeg er ikke så skrøbelig, som jeg ser ud.
  5. Man må gerne spørge, om jeg har brug for hjælp, men vent med at hjælpe mig til jeg har sagt, hvad du skal gøre.

Mere halvdelen har berøringsangst

En undersøgelse Megafon har lavet for TV 2 viste, at mere end halvdelen af danskere ville give positiv særbehandling til en person med et handicap frem for en person uden handicap. 

Det er selvfølgelig bedre end det omvendte, men det er også et misforstået hensyn, lyder det både fra Danske Handicaporganisationer og fra de handicappede selv. 

- Jeg tror, det skyldes berøringsangst og et misforstået hensyn til mennesker med handicap. Det, at det forekommer, er ikke noget nyt, men når det kommer ned i tal, bliver man lidt overrasket over graden, lød det dengang fra Thorkild Olesen, Formand for Danske Handicaporganisationer.

Man skal ikke have ondt af folk med handicap.

- Der er for mange tv-programmer, hvor folk uden handicap kigger på folk med handicap og skal have ondt af dem. Det interessante ved situationen her er, at vi vender den om, siger Kristian Hegaard.

Se et klip fra programmet herunder, hvor Kristian forsøger at smøre et uheld af på en anden.

I 'Hvem er spasseren nu?' tester fem personer med handicap vores berøringsangst. Se, hvordan det går, da Kristian forsøger at smøre et 'uheld' af på et uskyldigt øjenvidne.

Grin med i 'Hvem er spasseren nu?', der sendes hver mandag på TV 2 ZULU. Eller se de to første afsnit på TV 2 PLAY