Pinligt eller perfekt? News-værter ved ikke, at kameraet ruller

Tøjlerne bliver sluppet løs, når kameraet er slukket på NEWS - eller når man tror, det er slukket.

Sang og trommen er måske ikke lige det, man normalt forbinder med nyhedsudsendelser. Men en gang skal vel være den første.

Så sandt fik TV 2 NEWS-vært luftet sine hidtil skjulte talenter for åben skærm, da 'Den korte Radioavis' besøgte Anders Breinholt og 'Natholdet' onsdag.   

I klippet fra TV 2 NEWS er Karen-Helene Hjort og Anders Havndrup i færd med at gøre sig klar til dagens nyhedsudsendelse.

Og når man gør sig klar som nyhedsvært, kan det være en ganske fortræffelig ide at varme stemmen lidt op. Om det var dét, Anders Havndrup tænkte, eller om han blot var i godt humør, melder historien ikke noget om. Men i hvert fald gav han den fuld gas med "Lille sommerfugl" i dybe toner.  

Mens værterne venter, bliver der også tid til at tale lidt om skærmen, der kan bruges som spejl og trommet en fin lille melodi på bordet. Men hvad Anders Havndrup og kollegaen Karen-Helene Hjort ikke ved, er, at kameraet allerede er tændt, og at udsendelsen bliver sendt live ud til danskerne.  

NEWS-værter med humor

'Natholdet' har efterhånden samlet en fin liste af humoristiske klip fra TV 2 NEWS. De fleste husker nok Søren Lipperts lidt uheldige entré, da han kommer for sent til nyhedsudsendelsen.

Eller da Janni Pedersen slår en bøvs og Lasse Sjørslev har svært ved at holde masken.

TV 2 NEWS har i sandhed leveret det ene humorspækkede klip efter det andet til 'Natholdet', og det er givetvis ikke sidste gang, vi får glæde af NEWS bag kameraet.

Best of 'Janni & Lasse'
Ni eksempler på, hvorfor Natholdet elsker Janni & Lasse