Simon Talbot: - Jeg består vel af en knivspids alkohol, 500 gram Jehovas Vidne og en deciliter mobning

Simon Talbot er nomineret til titlen som Årets Komiker. Successen kan han hverken takke sine forældre eller sin skolegang for. Og så alligevel.

Simon Talbot er resultatet af to ret vilde ekstremer. Hans mor er Jehovas Vidne og hans far er irlænder, og drikker lidt for meget.

- Jeg består vel af en knivspids alkohol, 500 gram Jehovas Vidne og en dl mobning, siger Simon Talbot delvist for sjovt.

Men den nu 30-årige Talbot er ikke, hvad man ville forvente den præcise sum af hans forældrepar ville være. Han er noget helt tredje. Han er komiker eller fuldtidsgøgler, som han selv kalder det. Noget han på en eller anden måde kan takke hans forældre og sin opvækst for.

En opvækst, der på godt og ondt betyder, at han i dag er nomineret som en af Årets Komikere ved Zulu Comedy Galla.

Sofie Hagen om Simon Talbot

Simon er den komiker, jeg har set allermest elsker på scenen. Hans iver og glæde for comedy er så inspirerende. Det får andre til at føle sig utrolig ydmyg og taknemmelig. Jeg tror, at han er mit spirit animal. Hos ham har jeg altid en skulder at læne mig op af. En skulder, der hopper op og ned.

Ikke topmålet af cool

Simon Talbot blev født i noget, der kunne minde om en ballerinakrop i den jyske by Skanderborg. Han gik på tæer, havde konstant næseblod og så voksede han op i trossamfundet Jehovas Vidner med sin mor.

Jeg var bare ikke topmålet af cool, så folkeskolen var ikke pissegrineren.

Simon Talbot

Med andre ord havde han ikke de bedste odds for en uproblematisk barndom.

- Jeg var bare ikke topmålet af cool, så folkeskolen var ikke pissegrineren. Faktisk var det det værste lort, siger Simon Talbot og smågriner af sit eget ordbrug.

Hans forældre er og var meget forskellige og modstridende i alt, hvad de foretog sig, hvorfor Simon Talbot var vant til, at der altid var en, der tog fejl.

Noget, som Talbot på bedste vis har udstillet i sit program på TV 2 ZULU ’Simon Talbot Sketch Show’. Se med i videoen herunder.

- Begge mine forældre er ret sjove med meget ekstrem humor. Og de er begge velmenende og søde mennesker, men de ødelagde det lidt for mig. Så jeg havde det underligt i folkeskolen og det meste af min barndom, fortæller Simon Talbot.

Hokus pokus Simon i fokus

Hvis man ikke er skolens mest populære fyr, kan man altid være sjov. Og allerede dengang elskede Simon Talbot opmærksomhed. Særligt når folk grinede af ham.

- Det var sådan lidt ”hokus pokus mig i fokus”. At være sjov var så bare et greb, jeg havde for at få opmærksomhed. Som at falde helt idiotisk uden for folkeskolen med vilje, fortæller Simon Talbot, der da heller ikke var i tvivl om, at han skulle noget inden for showbiz.

Når han var med mor på arbejde i Holst Kloakservice, inviterede han for eksempel kollegerne på premieren på hans første film i Hollywood. For den tid skulle nok komme.

Med alderen blev Simon Talbot med sine egne ord mere realistisk og jysk. I 2006 fik han ud over alt forventning en flot finaleplads i DM i stand-up.

- Christian Fuhlendorff og Michael ’MC’ Christiansen sagde ’du har noget talent. Hvis du vil gøre noget ved det, skal du flytte til København’, fortæller Simon Talbot.

To måneder efter var den unge jyde på vej til København. Lidt af en omvæltning, der med årene har fyldt en hel del i Simon Talbots stand-up-materiale – blandt andet i hans nyeste show ’Mr. Copenhagen’, hvor han netop behandler de fordomme, der er mellem folk fra hver sin side af Danmark.

Jagten på den perfekte joke

Men man bliver ikke en succes fra den ene dag til den anden, og der gik nogle år, før Simon Talbot troede på det. Han var og er nemlig lidt af en perfektionist. Materialet kan altid blive bedre.

Alle skal igennem det at få tyret en julekugle i ansigtet på et julefrokostjob.

Simon Talbot

Derfor udskød han også sit første one-man-show ’Damp’ i lang tid.

- Jeg synes aldrig, at alt sad lige i skabet. I lang tid aftalte jeg med mig selv, at når hele mit show var så stærkt som den joke, jeg lukker med, så var det klar. Men så skrev jeg nyt materiale, lavede en ny lukker, der var stærkere end den anden, indtil det gik op for mig, at det aldrig ville blive helt perfekt, siger Simon Talbot.

Når man spørger komikeren, hvornår han vidste, at han kunne leve af at være sjov for alvor, peger han på en helt bestemt parfume joke fra selv samme one-man-show ’Damp’. En joke, som han selv var ret tilfreds med. 

Bedøm selv joken i videoen herunder.

Jeg måtte ikke sige ’nej’

Simon Talbot er 30 år, men han har opnået mere end de fleste komikere i den alder. Han har allerede hele tre one-man-shows på rygraden. Og alene det faktum, at han har sit helt eget show på TV 2 ZULU er mere, end de fleste kan prale af.

Når det er sagt, så har han også været igennem de dårlige jobs.

- Fiaskoerne er jo også en del af jobbet. Alle skal igennem det at få tyret en julekugle i ansigtet på et julefrokostjob. Alle skal igennem, at prøve jokes af, der overhovedet ikke virker. Det tager tid at blive god, fortæller Talbot.

Det gav for eksempel enormt mange nødvendige knubs, da komikeren i begyndelsen indgik en pagt med sig selv, om aldrig at sige ’nej’.

- Det er en presset måde at lave unødvendigt meget stand-up på. Men lige meget, om det var et job i Jylland og ligegyldigt, hvor træt og smadret jeg var, så SKULLE jeg gøre det, fortæller Simon Talbot.

Det behøver han ikke længere. Og faktisk pønser Simon Talbot på at erobre det store udland. Noget, som ikke mange danske komikere har gjort med succes – måske lige bortset fra Sofie Hagen, der også er nomineret som Årets Komiker.

- Lige nu planlægger jeg at tage til Los Angeles og lave noget stand-up på engelsk. Give det et skud. Med en irsk far er jeg trods alt flydende i engelsk, siger Simon Talbot, der dog forsikrer, at han nok kommer hjem igen.

Simon Talbots 'Mr. Copenhagen' bliver sendt på TV 2 ZULU under ZULU Comedy Festivalen den 10. september 20.55. Titlen som Årets Komiker uddeles den 1. september ved Zulu Comedy Galla i København. Stem på diin favorit til tilen herunder.