Er det en app? Fem latterligt ligegyldige apps til at slå ventetiden ihjel

Denne liste over ubrugelige apps er næsten - kun næsten - lige så ubrugelig som de fem udvalgte apps.

En applikation er ikke nødvendigvis sat i verden for at hjælpe dig. Det er følgende fem apps nederst i artiklen beviser på.

Da skuespiller Lars Brygmann mandag besøgte Anders Breinholt i 'Natholdet', kastede de to sig ud i en omgang 'Er det en app?'. 

Konkurrencen gik i al sin enkelthed ud på at gætte hvilken af to apps, der rent faktisk eksisterer. Kender du bare lidt til app-junglen, så ved du, at det er et vanskeligt spørgsmål med det ocean af ligegyldige apps, der findes derude. 

Hvilken dag er det?

I aftenens anledning skulle Lars Brygmann gætte, hvorvidt det er app'en 'Is it Monday?', der på dansk kan oversættes til 'Er det mandag?' eller app'en 'Is it Tuesday?', der kan hentes i App Store. Altså to apps, der henholdsvis svarer på, om det er mandag eller tirsdag - lidt som hjemmesiden erdetfredag.dk.

Svaret på det spørgsmål kan du finde i klippet øverst i artiklen. Lars Brygmann svarede forkert.

Og når vi nu taler ligegyldige apps, så får du her fem yderligere applikationer, der ene og alene er spild af tid og penge - ja, en af dem koster faktisk penge. Hvis du har tendens til far-humor kan du måske få et lille grin ud af det.

5 ubrugelige apps, du kan smide tid og penge væk på

Tryk IKKE på knappen

En applikation, hvor du ikke må trykke på den røde knap. Foto: Apple
'Du må ikke trykke', 'Kom an. Prøv lige på at gøre det igen' og '...jeg hader dig...på den der jeg-skærer-dit-hovedet-af-med-en-tandbørste'-måde' er blot en række af de ubehagelige beskeder, du får, hvis du trykker på den røde knap med 'Dont Press The Button'-app'en.
For når man får af vide, at man ikke må trykke på knappen, så trykker man på knappen. Sådan er det bare. App'en er med andre ord fuldstændig ubrugelig, medmindre du tænder på dominante apps, der sviner dig til, i hvad der føles som en uendelighed, så er 'Dont Press The Button' helt sikkert noget for dig. 
Du kan købe 'Dont Press The Button' i App Store.
 

Lad som om du er sej

BOV2 Turbo er en applikation. Foto: Apple
Har du altid drømt om en turbomotor, men bare aldrig haft råd til at købe én - så er BOV2 Turbo et ynkeligt plaster på såret. Turbo App'en kan angiveligt simulere, at du har en turbomotor i bilen med et turbo-speedometer og turbo-lydeffekter.
Du skal med andre ord være virkelig desperat, lidt af en taber eller 6 år, hvis du er villig til at bruge 8 kroner på en app, der gør mindre for dit omdømme end en klemme og et spillekort på dit cykelhjul.
Kan købes i App Store.

Vil du gifte dig med mig?

En applikation til verdens værste frieri. Foto: Apple
'Will You Marry Me'-app'en er faktisk ikke helt ubrugelig. For hvis du vil sikre dig, at din kæreste siger 'nej', så er 'Will You Marry Me'-app'en uden tvivl den skudsikre måde at levere et frieri.
Helt lavpraktisk kan du med denne app stille det store spørgsmål, hvortil kvinden eller manden får to svarmuligheder. Så bliver det vist ikke mindre romantisk.
Vi vil meget gerne høre fra folk, der ikke fik et 'nej' ved brug af denne metode.
Kan købes i App Store.

Snav din iPhone

En applikation, hvor du skal snave med din iPhone. Foto: Apple
Står dine kyssetalenter i vejen for dit kærlighedsliv? Så er 'iFrenchKiss' altså ikke vejen frem, selvom applikationen angivelig skulle gøre dig til en bedre kysser. 
Hvis du nogensinde bliver fanget i akten at kysse eller ligefrem oversavle din iPhone, så kan du være sikker på at det bliver optaget og lagt ud i cyberspace, hvorefter dit fremtidige kærlighedsliv kan være ødelagt for altid. ALTID. For internettet glemmer aldrig.
Du kan i øvrigt også risikere at drukne din iPhone i savl, hvilket bare er sørgeligt.
Et fransk kys er på godt dansk en tungeslasker - og 'iFrenchKiss' giver dig både mulighed for at teste din tungegymnastik og din mere normale kysseteknik. 
Hvis du vil ødelægge dit liv helt gratis, kan du købe 'IFrenchKiss' lige her. 

Hodor, Hodor, HODOR

Få et keyboard, der kun kan skrive 'Hodor'. Foto: Google Play
Hvis du ser fantasy-serien 'Game of Thrones', så kender du måske den trofaste men tumpede karakter Hodor - opkaldt efter det eneste ord, han formår at fremstamme.
Med udgangspunkt i ham har nogen udviklet denne 'Hodor'-app, der dig et ekstra keyboard på din telefon. Et keyboard, hvor du kun kan skrive 'Hodor'. Faktisk kan du også skrive 'HODOR' og 'hodor' alt efter temperament.
Det er ret dumt - men også lidt sjovt mellem GOT-fans de første to gange, man bruger det måske. Køb det på Google Play her.
Så frem for at bruge tid på at download det, kan du med fordel downloade Game of Quotes - der gør det muligt at svare som flere karakterer i serien.