Her er den nye Klovn-plakat: Casper og Frank i vovet positur

Se 'Klovn' lige nu på TV 2 Play Præcis tre måneder før den længe ventede premiere på 'Klovn Forever', som er fortsættelsen til mastodontsuccesen 'K

Se 'Klovn' lige nu på TV 2 Play

Præcis tre måneder før den længe ventede premiere på 'Klovn Forever', som er fortsættelsen til mastodontsuccesen 'Klovn - The Movie', er der nu verdenspremiere på filmens hovedplakat, der viser Casper og Frank tæt omslyngede og nøgne.

Fem år er der gået, siden vi forlod Casper og Frank i 'Klovn - The Movie'. De to venner står nu ved en skillevej. Hvad er det, de vil? Og hvad betyder de egentlig for hinanden, når det kommer til stykket? Eksisterer der overhovedet sådan noget som "venner for evigt"?

Det er omdrejningspunktet i filmen 'Klovn Forever', og på filmens hovedplakat eksponerer hovedpersonerne Casper Christensen og Frank Hvam sig selv i et stærkt vovet, kropsligt evighedssymbol.

Se hele plakaten i ubeskåret udgave nedenfor. Artiklen fortsætter under billedet:

I 'Klovn Forever' sættes venskabet mellem Casper og Frank på den ultimative test, og undervejs udsætter de sig selv og hinanden for deres livs prøvelser - både i trygge omgivelser herhjemme og tværs over Atlanten i Drømmenes By, Los Angeles. Her flytter Casper hen for at forfølge sin karriere, men for at redde venskabet sætter Frank efter ham.

I sidste ende må de to venner stille sig selv spørgsmålene: Hvad skal man hævne, og hvad skal man tilgive her i livet? Én ting er sikkert... Nu er det alvor!

Nye og gamle ansigter
Som altid i ”Klovn”-universet er 'Klovn Forever' befolket med både nye og gamle ansigter. Der er - naturligvis – gensyn med Mia Lyhne og Iben Hjejle som Frank og Caspers bedre halvdele, men også Elsebeth Steentoft som Pykker, Niels Weyde som Ole og Lars Hjortshøj dukker op.

Herudover medvirker bl.a. 'Game of Thrones'-superstjernen Nikolaj Coster-Waldau, Johannes Riis, Tina Hjortshøj Bilsbo, Ib Michael og Ulrich Møller-Jørgensen, og sidst men ikke mindst er der debut til Simone Colling som Caspers voksne datter Cille.

'Klovn'-brandet solgt til udlandet
Siden 'Klovn - The Movie' har også udlandet fået øjnene op for 'Klovn'-brandet. Tv-serien er solgt til remake i Belgien, Tyskland og Finland, og i Holland kører serien med stor succes på anden sæson i en lokal remake.

I USA har Warner Brothers netop forlænget retten til at lave en amerikansk remake af den første film med komikeren Danny McBride, og Sasha Baron Cohen er også tilknyttet projektet. Han har også arbejdet med Casper Christensen og Frank Hvam på sin kommende film ”The Lesbian” (produceret af Paramount Pictures), som de to skriver til ham. 

'Klovn Forever' er produceret i samarbejde med TV2 Danmark og med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen distribueres i Danmark af Nordisk Film Distribution. Internationalt salg til hele verden varetages af Protagonist Pictures.

'Klovn Forever' har gallapremiere torsdag d. 24. september 2015 - i mellemtiden kan du se 'Klovn' på TV 2 Play

Fakta om den nye 'Klovn'-film

'Klovn Forever' er ligesom forgængeren 'Klovn – the Movie' baseret på Frank Hvam og Casper Christensens populære tv-serie 'Klovn', som blev vist i 60 afsnit fordelt på seks sæsoner på TV 2 i årene 2005-08.

I 2010 fik 'Klovn – The Movie' premiere og blev den mest sete danske biograffilm i det nye årtusinde (855.000 solgte biografbilletter og 140.000 dvd’er).

'Klovn Forever' er instrueret af Mikkel Nørgaard, som også instruerede 'Klovn – The Movie' og hele 'Klovn'-serien med undtagelse af sæson tre. Han står bl.a. også bag de to første filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-bøger, 'Kvinden i buret' og 'Fasandræberne'.

'Klovn Forever' har manuskript af Casper Christensen og Frank Hvam og er produceret af deres eget produktionsselskab Nutmeg Movies med Jesper Zartov som producer.

'Klovn Forever' har gallapremiere torsdag d. 24. september 2015.

Se alle seks sæsoner af 'Klovn' og eksklusivt backstage-materiale på TV 2 PLAY