Fik beskeden fra journalist og troede det var en fejl - dansker optaget i Oscar-akademiet

Natten til tirsdag blev 842 nye medlemmer en del af den gruppe, der bestemmer, hvem der skal vinde Oscars. 11 af dem er danskere.

Det måtte være en fejl.

Det var filminstruktør Pernille Fischer Christensens første reaktion på den sms, hun fik fra en journalist fra ’Go’ morgen Danmark’ tidligt tirsdag morgen.

Journalisten spurgte, om hun ville fortælle om sin optagelse i Oscar-akademiet.

- Jeg forstod ikke rigtigt, hvad der stod, så jeg henviste til min kollega Pernille Bech, der har klippet alle Susanne Biers film. Jeg mente, at det måtte være hende, I skulle have fat på, fortæller filminstruktør Pernille Fischer Christensen.

Pernille Fischer Christensen står bag film som 'Unge Astrid', 'En soap' og 'En du elsker'.
Pernille Fischer Christensen står bag film som 'Unge Astrid', 'En soap' og 'En du elsker'. Foto: Stefanie Loos / Ritzau Scanpix

Pernille Bech har rigtignok været medlem af Akademiet siden 2016, men det var ikke hende, journalisten prøvede at få fat på.

Der var nemlig en nyhed, Pernille Fischer Christensen ikke havde hørt.

Til hendes store forbløffelse var hun i løbet af natten blevet en del af filmbranchens fineste selskab.

Sammen med 841 andre filmbranchefolk fra 59 lande kan hun nu kalde sig nyoptaget medlem af Oscar-akademiet.

- Jeg glæder mig til det

Hendes nye rolle gik først for alvor op for Pernille Fischer Christensen, da hun var live igennem på telefon i ’Go’ morgen Danmark’.

Derfor var hun selvsagt en smule overrumplet, da hun talte med dagens værter, Adam Duvå Hall og David Guldager.

- Jeg synes, det er skidesjovt. Jeg glæder mig til det. Jeg elsker at se film, og det er jo bare endnu bedre, når man skal, og man ligesom har en opgave, sagde hun og blev afbrudt af sin egen latter.

Og se film, det skal hun. Sammen med resten af de 8733 stemmeberettigede i Oscar-akademiet skal Pernille Fischer Christensen være med til at bestemme, hvem der til februar skal løbe med de eftertragtede Oscar-statuetter.

Halvdelen er kvinder

Pernille Fischer Christensen lover, at hun vil forsøge at trække awardshowet lidt væk fra det allermest mainstream.

- Det er fedt at få lov til at pege på nogle film, som andre måske ikke ville pege på. Jeg har nogle gange en lidt anderledes smag. Jeg kan for eksempel godt lide film, der handler om kvinder. Dem er der ikke så mange af, siger instruktøren, der selv har stået bag en række film med kvinder i hovedrollerne. Senest ’Unge Astrid’, der handlede om Astrid Lindgrens tidlige år.

Noget tyder dog på, at Akademiet er på vej i en mere kvindelig retning.

Blandt de 842 nye medlemmer, der natten til tirsdag blev inviteret ind i det fine selskab, var lige præcis halvdelen kvinder.

Det er første gang nogensinde, at andelen af kvinder har været så høj, og det rykker markant ved kønsfordelingen i det samlede Akademi.

I 2015 var en fjerdedel af Akademiets medlemmer af hunkøn, mens det nu gælder en tredjedel.

Ud over Pernille Fischer Christensen er ti andre danskere nu blevet medlem af Oscar-akademiet. For deres vedkommende er statistikken i endnu højere grad i kvindernes favør. Hele 9 ud af de 11 nyinviterede danskere er kvinder.

Disse danskere er blevet optaget i Oscar-akademiet

Claes Bang

Foto: Valerie Macon / Ritzau Scanpix
Skuespilleren Claes Bang fik for alvor sit internationale gennembrud med sin rolle i ’The Square’, og det er blandt andet også den, der nu har givet ham en invitation til Oscar-akademiet.

Pernille Fischer Christensen

Foto: Stefanie Loos / Ritzau Scanpix
Instruktøren Pernille Fischer Christensen er blandt andet kommet med i akademiet på baggrund af sit arbejde med den anmelderroste film ’Unge Astrid’, der handler om Astrid Lindgrens liv.

Phie Ambo

Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark
Selvom dokumentaristen Phie Ambo har lavet en del dokumentarer siden, er det ’Free the Mind’ fra 2012 og ’Family’ fra 2001, akademiet fremhæver som årsag til, at hun er blevet medlem.

Kirstine Barfod

Produceren Kirstine Barfod er blevet medlem på baggrund af dokumentarfilmene ’Venus’ og ’Born to Lose’.

Eva Mulvad

Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark
Dokumentaristen Eva Mulvad er blandt andet blevet inviteret med i Oscar-akademiet på baggrund af ’Vores lykkes fjender’ fra 2006, hvor hun har fulgt den første afghanske kvinde, der fik en plads i landets parlament.

Mette Heide

Foto: Nanna Kreutzmann / Scanpix Danmark
Produceren Mette Heide er blandt andet blevet medlem på baggrund af hendes bidrag til dokumentarfilmen ’Amanda Knox’ om en amerikansk udvekslingsstudent, der blev anklaget for mordet på en skolekammerat i Italien.

Sara Stockmann

Sara Stockmann var blandt andet producer på dokumentarfilmen ’Armadillo’ fra 2010, hvor man fulgte et hold udsendte danske soldater i Afghanistan.

Per Kirkegaard Pedersen

Per Kirkegaard Pedersen er klipper og klipper primært dokumentarfilm. Han har fået stor hæder for sit arbejde med filmen ’Armadillo’, og det er også på baggrund af den, han er blevet inviteret med i Oscar-akademiet.

Rie Hedegaard

Rie Hedegaard har været i branchen i mange år. Her r hun fotograferet i 1996. Foto: Morten Juhl / Scanpix Danmark
Caster Rie Hedegaard er blevet medlem af akademiet på baggrund af castingen til ’Festen’ i 1998 og ’Flammen og Citronen’ fra 2008.

Lene Seested

Lene Seested er caster og indehaver af bookingbureauet Panorama. Hun finder de rigtige skuespillere til filmrollerne..... Foto: Bardur Eklund / Scanpix Danmark
Lene Seested er både agent og caster og er kommet med i akademiet på grund af castingen til Susanne Bier-filmene ’Efter brylluppet’ og ’Brødre’.

Annett Wolf Jr.

Som navnet antyder, er Annett Wolf Jr. danskamerikaner. Hun er publicist, og hun er inviteret ind i marketingkategorien.

Hør hele telefonsamtalen mellem Pernille Fischer Christensen og 'Go' morgen Danmark'-værterne på TV 2 PLAY.