To mænd skal danse sammen - håber det giver samtaler over spisebordet

Silas Holst og skuespilleren Jakob Fauerby danner par i den kommende sæson af 'Vild med dans'. Og én ting er sikkert: Ingen skal danse som 'kvinden'.

- Er det muligt, at jeg kan få lov til at danse med en mand?

Sådan spurgte skuespilleren Jakob Fauerby, da han fik tilbuddet om at være med i årets ’Vild med dans’.

Han har gennem de seneste sæsoner håbet på, at et par af samme køn dukkede op i tv-programmet. Nu stod han selv med chancen for at gøre noget ved det.

- Jeg synes, det er på tide. Vores samfund ser jo sådan ud, så det skal selvfølgelig også reflekteres i et af Danmarks største tv-programmer, siger han.

- Tanken om, at der kan sidde nogle små piger og drenge derude og opleve, at det her også er en mulighed. Det vil jeg gerne være en del af.

Skuespilleren er blandt andet kendt fra satiretrioen Platt-Form og desuden gift på femte år med sin mand, Anders.

Satiretrioen Platt-Form består af skuespillerne Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby (til højre):

Jakob Fauerby

41 år

Gift 

Opvokset i Smidstrup, Nordsjælland

Blev optaget på Statens Teaterskole i 2002

Har medvirket i serier som 'Dicte', 'Rita' og 'Ditte & Louise' og film som 'Sorte Kugler' og 'Klassefesten 3'

Er en fast del af satiretrioen Platt-Form sammen med skuespillerne Laus Høybye og Mille Lehfeldt 

Instruktør på flere revyer - blandt andet Dragsholmrevyen

Samtaler om spisebordet

Og sådan bliver det. Jakob Fauerby skal lære de nye trin af den professionelle danser Silas Holst, som allerede har takket ja til en mandlig partner på dansegulvet i efterårets sæson.

Faktisk var danseren slet ikke i tvivl om, hvad han skulle svare, da han blev spurgt.

Det har nemlig stået højt på Silas Holsts ønskeliste at afprøve, hvordan energien er mellem to mænd på ’Vild med dans’-gulvet.

Jeg synes, jeg har den erfaring, det kræver, så det ikke går op i hat og briller

Silas Holst

- Der står ret meget på spil. Det er fuldstændig vidunderligt at få lov til at løfte flaget for mangfoldighed. Og uanset hvad så tror jeg, at det afstedkommer nogle samtaler rundt om spisebordet. Det, synes jeg, er vigtigt og oppe i tiden, siger Silas Holst.

- Jeg er enormt stolt af at være den ene halvdel af et par, der kickstarter de her samtaler.

Konstellationen er dog ikke helt ny for den professionelle danser, for han har to gange tidligere vundet verdensmesterskaberne i 'same sex dancing' i latingenren.

Det er en viden, han vil gøre brug af. For Silas Holst vil gerne undgå, at deres danse bliver opfattet som gimmicks.

- Jeg synes, jeg har den erfaring, det kræver, så det ikke går op i hat og briller, men forhåbentlig bliver et virkelig fint produkt, vi kommer med på dét dansegulv, siger han.

Silas Holst har fem gange været i en finale i 'Vild med dans'. I 2014 vandt han programmet sammen med vejrværten Sara Maria Franch-Mærkedahl.
Silas Holst har fem gange været i en finale i 'Vild med dans'. I 2014 vandt han programmet sammen med vejrværten Sara Maria Franch-Mærkedahl. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

Den største udfordring

Parret kommer først officielt til at møde hinanden i træningslokalet til august på lige fod med de andre 'Vild med dans'-par.

Ifølge Silas Holst bliver den sværeste opgave at genopfinde måden, man danser sammen på i de helt klassiske danse - som eksempelvis valsen og quicksteppen.

Jeg tænker ikke, at der er nogen af os, der skal være kvinden, for det er vi simpelthen ikke

Silas Holst

Han får da også ofte et bestemt spørgsmål, hvis snakken falder på dans med samme køn: Hvem skal danse som manden, og hvem skal danse som kvinden?

- Jeg tænker ikke, at der er nogen af os, der skal være kvinden, for det er vi simpelthen ikke, siger han.

- Jeg tænker meget mere, at der er én, der fører og én, der bliver ført. I stedet for, at det er én, der danser mand og én, der danser kvinde. For vi er unægteligt to mænd.

Jakob Fauerby og Silas Holst kommer først til at øve dansetrinnene til august ligesom de andre 'Vild med dans'-deltagere.
Jakob Fauerby og Silas Holst kommer først til at øve dansetrinnene til august ligesom de andre 'Vild med dans'-deltagere. Foto: Privatfoto/Scanpix

Sætter sin lid til Silas

Hvordan koreografien helt lavpraktisk skal udarbejdes, og hvem der skal føre hvem, vil Silas Holst selv blive klogere på, når dansetræningen begynder.

- Det må opstå i træningslokalet, og så må vi se, hvad der sker. Om man kan bytte undervejs eller fra dans til dans. Det bliver en ret sjov opgave at skulle tænke ud af boksen i den grad.

Jakob Fauerby sætter sin lid til Silas' kreativitet på dansegulvet.

Skuespilleren mener selv, at han i "bedste fald er en mover" (en, der bevæger sig, red), og at han bestemt ikke er en danser.

- Jeg er så bange for at kvaje mig, men jeg håber, at Silas kan få noget ud af mine andefødder, griner han.

Satiregruppen Platt-Form under teaterforestillingen 'En smule i overkanten'.
Satiregruppen Platt-Form under teaterforestillingen 'En smule i overkanten'. Foto: Pressefoto.

Håber på to udfald

For den nye 'Vild med dans'-deltager er der to ting, han krydser fingre for at få ud af sin deltagelse.

Jakob Fauerby håber, at det bliver sjovt. Og så håber han, at han kan være med til at sætte en ny standard for, hvad der er muligt i et tv-program som 'Vild med dans'.

Derfor er han ikke sikker på, at han ville have sagt ja, hvis muligheden kun var, at han skulle danse med en kvinde.

- Jeg er i virkeligheden ret privat. Men jeg synes, at det her er så vigtigt. At børn og unge får lov til at se nogen repræsentere noget, som de måske går og tænker på eller slås med.

Se ’Vild med dans’ på TV 2 til efteråret - eller gense den seneste sæson lige nu på TV 2 PLAY.