Har levet som enebarn i 50 år - opdagede, at søster boede tre gader væk

Berit Jensen fik ved et tilfælde at vide, at hun havde tre søskende. Og en af dem boede i samme lille by.

For tre år siden fik Sussie Cosmos Jensen et uventet brev i postkassen. Der var ingen afsender og intet frimærke.

Undrende åbnede hun det og læste, og indholdet gjorde hende tom for ord - noget, der sjældent sker for den i dag 51-årige midtjyde. Det skriver Horsens Folkeblad.

Brevet var underskrevet af en kvinde ved navn Berit Jensen, der påstod, at de havde samme mor - at de var søstre. Den besked fik Sussie til at gå ind på et værelse og lukke døren, fortæller hun i 'Go' aften Danmark'.

- Jeg blev meget chokeret, for vi havde jo ingen anelse om det overhovedet, siger Sussie Cosmos Jensen, der dog også var skeptisk.

Hun havde i forvejen to søskende, en storesøster og en lillebror, og kendte ikke noget til, at der skulle være en fjerde i flokken.

Ville have beviser

I brevet fortalte Berit Jensen, at hun blev bortadopteret som spæd, og at det ikke var hendes mening at rippe op i noget.

- Jeg håber ikke, at jeg gør dig ked af det, men jeg var nødt til at spørge, skrev hun blandt andet.

Det fik Sussie Cosmos Jensen til at gribe telefonen og ringe til sin storesøster, 55-årige Jessie Cosmos. For der var noget, der ikke stemte.

Hvis Berit talte sandt, var hun født, to år efter at Jessie Cosmos kom til verden. Forældrene kunne ikke give dem et svar - moderen blev begravet i 2011, og faderen kendte ikke noget til et fjerde barn.

Brevet, der landede i Sussie Cosmos postkasse for tre år siden. Moderens navn og Berit Jensen telefonnummer er overstreget.
Brevet, der landede i Sussie Cosmos postkasse for tre år siden. Moderens navn og Berit Jensen telefonnummer er overstreget. Foto: Privatfoto

Derfor blev de to søstre hurtigt enige om, at de skulle se et bevis på Berits påstande. Det kunne jo ikke passe.

Det skulle vise sig at blive lettere at finde ud af, end de lige troede. Berit boede nemlig kun få minutter fra Sussie Cosmos i den lille by Brædstrup udenfor Horsens.

Sussie Cosmos Jensen besluttede sig for at slå vejen forbi.

Da hun så Berit Jensen, forsvandt behovet for at få slægtskabet dokumenteret. Der var ingen tvivl om ligheden med moderen.

Opdagede søster ved et tilfælde

På daværende tidspunkt havde 53-årige Berit Jensen levet 50 år som enebarn. Plejeforældrene havde aldrig holdt det skjult, at hun var adopteret, og på dåbsattesten stod navnet på den biologiske mor.

Men hun havde ikke haft noget behov for at opsøge hende. Derfor var det også et rent tilfælde, at hun opdagede, hun havde søskende.

Under en samtale med en gammel veninde var snakken faldet på den biologiske mor, og da Berit Jensen nævnte hendes navn, viste det sig at være venindens gamle kollega.

De fire søskende gæstede 'Go' aften Danmark' sammen. Fra venstre Sussie Cosmos Jensen, Jack Andersen, Berit Jensen og Jessie Cosmos.
De fire søskende gæstede 'Go' aften Danmark' sammen. Fra venstre Sussie Cosmos Jensen, Jack Andersen, Berit Jensen og Jessie Cosmos. Foto: TV 2.

Hun kunne derfor fortælle Berit Jensen, at hun havde en søster, der boede lige i nærheden. Efter lidt overvejelser vandt nysgerrigheden, og Berit Jensen besluttede sig for at skrive brevet.

Håber, at andre står frem

Her tre år efter er de blevet til en søskendeflok på fire, der føler, de har kendt hinanden altid. Og de har valgt at dele deres historie, fordi de håber, at det kan hjælpe andre til at tale åbent om bortadoptioner.

Berit Jensen er meget overrasket over det bånd, man kan få som søskende, selvom man ikke er vokset op sammen.
Berit Jensen er meget overrasket over det bånd, man kan få som søskende, selvom man ikke er vokset op sammen. Foto: TV 2

- Kom ud og fortæl det til de søskende, der er. Det kan give nogle fantastiske relationer, og man kan få så meget glæde af hinanden, siger Berit Jensen.

Hun er selv blevet overrasket over, at man kan vokse op hver for sig og stadig være så ens på alle punkter.

- Der er en eller anden forbindelse - jeg kan mærke, at det er mine rigtige søskende, siger hun.

I søskendeflokken er der enighed om, at moderen må have haft sine grunde til at gøre, som hun gjorde, og ikke fortælle faderen om det. Da han fik nyheden, blev han så overrasket, at hans børn ikke var i tvivl om, at han vidste lige så lidt som dem.

Hun må have skjult graviditeten, lyder buddet fra den yngste søster, Sussie Cosmos.

Der er derfor stadig ubesvarede spørgsmål, men de fire søskende har i stedet valgt at fokusere på den glæde, de nu alle sammen har af hinanden.