Havde seerne bestemt, var Eurovision-vinderen blevet en anden

Når vinderen af Eurovision bliver fundet, vægter jury- og seerstemmer lige meget.

Det blev hollandske Duncan Laurence, der med sangen 'Arcade' løb med sejren ved dette års Eurovision-finale.

Men havde det været op til seerne, var det en anden sanger, der havde stået med trofæet.

De havde nemlig en favorit i norske KEiiNO. Sangen 'Spirit in the sky' sikrede nordmændene førerpositionen hos seerne med 30 point ned til nummer to.

Det skandinaviske land var dog ikke nær så populært hos jurymedlemmerne. Deres point alene havde ikke engang rakt til en plads i top ti, og derfor endte Norge på en samlet femteplads.

Den norske gruppe KEiiNO, der ville have vundet, hvis seerne bestemte.
Den norske gruppe KEiiNO, der ville have vundet, hvis seerne bestemte. Foto: Ronen Zvulun / Ritzau Scanpix

Stemmer sætter gang i debat

Juryen havde i stedet et godt øje til en anden af Danmarks nordiske naboer, Sverige med sangen 'Too Late for Love', der sluttede på sjettepladsen.

Netop Norge og Sverige var de to lande, som de danske tv-seere rangerede højest og gav henholdsvis 12 og 10 point.

De to potentielle vindere har da også sat gang i debatten om, hvordan stemmerne skal vægtes, fortæller DR's melodigrandprix-ekspert, Ole Tøpholm. Som det ser ud nu, vejer seer- og jurystemmerne nemlig lige meget.

Ville stoppe østbanden

Men der er en god grund til, at det ikke kun er seerne, der afgør Eurovision, mener grandprix-eksperten.

Afstemning

- Fagjuryerne blev indført, så man undgik de venneklubber, hvor nabolandes stemmer på hinanden kunne afgøre det hele, siger han.

Seernes top fem

1. Norge, 'Spirit in the sky'

2. Holland, 'Arcade'

3. Italien, 'Soldi'

4. Rusland, 'Scream'

5. Schweiz, 'She got me'

Se resten af listen her.

Kilde: eurovisionworld.com

- Nogle kan måske huske hele debatten om 'Østbanden', der kun stemte på hinanden. Så for at skabe en bedre balance valgte man at indføre juryerne, siger Ole Tøpholm.

Ifølge ham er debatten især blevet aktuel, fordi Eurovision er begyndt at offentliggøre seer- og jurystemmerne hver for sig for at skabe spænding. Og det har tydeliggjort, at de to grupper ikke altid er enige.

Juryens top fem

1. Sverige, 'Too late for love'

2. Nordmakedonien, 'Proud'

3. Holland, 'Arcade'

4. Italien, 'Soldi'

5. Azerbaijan, 'Truth'

Den mangeårige kommentator bakker dog fuldt op om systemet, som det er nu, da han mener, det giver en mere fair bedømmelse.

På et hængende år

Noget, seerne og juryen var enige om, var Danmarks placering midt i feltet. Og det havde ikke gjort nogen forskel, om det var den ene eller den anden, der havde haft den afgørende stemme. Leonoras sang 'Love Is Forever' var stadig endt på en 12. plads.

En flot plads, set i lyset af at der hos bookmakerne var tvivl, om den danske sang overhovedet ville gå videre til finalen. Med pladsen i den anden semifinale, der blev afholdt torsdag inden den store finale, var Leonora havnet sammen med storfavoritter som Holland, Sverige og Rusland.

Leonora under sin optræden i finalen.
Leonora under sin optræden i finalen. Foto: Abir Sultan / Ritzau Scanpix

Efter finalen blev der også offentliggjort tal, der viste, at Danmark kun lige havde sneget sig med blandt de ti lande, der gik videre fra anden semifinale.

Blot ét point adskilte Leonora fra Litauen, der dermed ikke kvalificerede sig til finalen.