Hun vandt over depression og begyndte på sit liv - få måneder senere ændrede en hændelse alt

Midt i det hele har Malou Friis fundet kærligheden ikke langt fra 'Hjem til gården'.

Efter otte uger på gården er deltager Malou Friis ude af TV 2-programmet 'Hjem til gården'. Det skete efter tvekamp mod deltager Anna Hermansen, hvor de skulle bygge en trappe af halmballer og kravle over den.

Desværre kneb det med konditionen under tvekampen, og 22-årige Malou Friis måtte derefter sige farvel til gården og de andre deltagere. De lærte Malou Friis at kende som en ung kvinde med en barsk historie.

En historie, som hun kun har løftet en flig af i programmet, men som hun nu fortæller den fulde version af.

Malou Friis er 22 år og kommer fra Djursland. Hun elsker dyr og har seks dværggrise. De hedder Tut, Manse, Babe, Pølse, Basse og Grimling.
Malou Friis er 22 år og kommer fra Djursland. Hun elsker dyr og har seks dværggrise. De hedder Tut, Manse, Babe, Pølse, Basse og Grimling. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Historien tog sin begyndelse, da hun i 2016 var i fuld gang med sin uddannelse som landmand med praktikophold på et landbrug.

Ejeren af landbruget blev sygemeldt, og det blev derfor op til dengang 20-årige Malou Friis at passe kreaturer, marker og maskin- og vognpark.

Hverdagen var travl. Opgaverne stod i kø, og Malou Friis kunne ikke undgå at bemærke de signaler, hendes krop sendte til hende.

Landmænd får da ikke stress

Som ugerne gik med landbrugslivet blev hendes humør forandret. Hun blev kort for hovedet, hurtigt negativ og ked af det. Hun kunne ikke sove om natten. På de gode nætter fik hun et par times søvn, hvis hun var heldig.

Da hun begyndte at få meget ondt i maven, tog hun til lægen. Lægens besked var klar.

Malou Friis var syg af stress.

Hun græd, da lægen gav hende diagnosen.

Malou Friis kendte nemlig til landmandslivet. Hun vidste, at netop dén diagnose ikke ville blive godt modtaget i den omgangskreds, hun havde af landmænd. Hendes daværende kæreste var også landmand.

- Jeg oplevede det som om, at landmænd altid er pressede til hverdag og derfor har meget svært ved at acceptere, at andre får stress, siger Malou Friis.

Hendes arbejdsgiver troede heller ikke på hende. Lægen måtte bekræfte diagnosen. Heller ikke landmandskæresten tog det pænt.

- Han sagde, at det var der ikke noget, der hed i landbrug, og så var det slut, siger Malou Friis.

Parret gik fra hinanden. Det udløste den næste udfordring for Malou Friis.

Dyr har altid fyldt meget i Malou Friis' liv. Her ses hun med en af sine heste.
Dyr har altid fyldt meget i Malou Friis' liv. Her ses hun med en af sine heste. Foto: Privat

- De kunne se det i mine øjne

Malou Friis var ked af bruddet i mange uger. Sammen med stress udløste det en depression, som fortærede den glade landmandspige og gjorde hende til en skal af sig selv.

- Jeg kunne ikke noget som helst. Jeg kunne ikke lave mad. Jeg lod bare være med at spise, siger Malou Friis.

Hun kunne ikke gøre rent i sit hus. Hun sov stadig ikke om natten, så kræfterne blev brugt på at klare sig gennem dagen. Hendes sind var tomt.

- Jeg havde ingen følelser i kroppen overhovedet. Jeg viste ikke glæde, var sur eller ked af det. Jeg var tom at se på, siger Malou Friis og fortsætter:

Malou Friis blev færdiguddannet landmand 1. juli 2018. Under to måneder senere begyndte optagelserne til 'Hjem til gården'.
Malou Friis blev færdiguddannet landmand 1. juli 2018. Under to måneder senere begyndte optagelserne til 'Hjem til gården'. Foto: Lotta Lemche / TV 2

- Familien kunne se det i mine øjne. Jeg følte ingenting. Min familie gav mig ingen glæde.

Malou Friis elskede at være aktiv, være udenfor og være sammen med sin familie. Nu orkede hun ingenting.

Depressionen blev med månederne værre.

- Jeg havde selvmordstanker hver dag. Min mor sov ved mig mange nætter, fordi jeg ikke kunne lide at være alene, siger Malou Friis.

Tankerne blev mest trykkende, når hun var ude og køre bil med sin dværggris Tut. Så tænkte hun på, at hun kunne køre bilen af vejen, og de kunne ende det hele sammen.

- Men hvad skulle der så ske med hende (Tut, red), hvis hun overlevede? Det kunne jeg ikke få mig selv til, siger Malou Friis.

Malou Friis med nogle af sine dyr. Hendes kæreste synes i begyndelsen, det var mærkeligt med alle de dværggrise. Nu har han vænnet sig til dem.
Malou Friis med nogle af sine dyr. Hendes kæreste synes i begyndelsen, det var mærkeligt med alle de dværggrise. Nu har han vænnet sig til dem. Foto: Privatfoto

Depressionen blev så svær, at Malou Friis søgte hjælp hos en psykolog.

Flere gange om ugen mødtes hun med sin psykolog. De lavede ugeplaner for, hvornår Malou Friis skulle sove og spise. Ellers glemte hun det, fordi hun ikke var sulten. Hun fik besked på, at hun skulle sove så meget som muligt. Selvom hun gerne ville, så kunne og måtte hun ikke lave noget.

Ugeplanerne fik hendes hverdag til at hænge sammen, og langsomt rykkede hun tættere og tættere på det positive. Tankerne om selvmord forsvandt lige så stille.

Appetitten vendte også tilbage, og hun begyndte at kunne sørge for sit eget hjem.

Cirka et år efter depressionen ramte hende, tog hun livet tilbage og vendte tilbage på skolebænken til studiet som landmand.

1. juli 2018 var hun færdiguddannet landmand, og i august deltog hun i optagelserne til TV 2-programmet 'Hjem til gården', hvor hun nåede at være med i otte uger og altså røg ud søndag aften.

Efter optagelserne begyndte hun på sit arbejde som landmand, men så blev hun ramt af noget igen. Denne gang kom det langt hurtigere end stress og depressionen.

En klov til kinden

Cirka en måned inde i sit nye arbejdsliv stod Malou Friis en dag i en malkegrav omgivet af køer. En malkegrav har et lidt lavere gulv end det, køerne står på. Så kan man nemmere montere malkerobotten til køernes yvere.

Særligt en af køerne var der problemer med. Det var en ung ko, som ikke ville samarbejde om malkningen. Malou skrev til sin chef, at den ko helt sikkert ville sparke nogen ned en dag.

Malou Friis på en af sine heste. Hele sit liv har hun haft meget energi og foretrækker at være udenfor.
Malou Friis på en af sine heste. Hele sit liv har hun haft meget energi og foretrækker at være udenfor. Foto: Privatfoto

10 minutter senere fik hun ret.

Hun nåede ikke at se, hvad der egentligt skete. Koen gav et hurtigt spjæt, og Malou Friis mærkede et kraftigt slag på sit kindben.

Hun gik nogle skridt tilbage og satte sig på gulvet. Måske besvimede hun. Hun husker det ikke. Efter et stykke tid kravlede hun hen til en stige og kaldte på hjælp.

Mærket på hendes kind var lille og ubetydeligt. Det lignede ingenting. Derfor tog hun heller ikke på skadestuen. Det gjorde hun først dagen efter, da hun fik kvalme og var svimmel. Hun havde fået hjernerystelse.

Men det blev værre.

Efter to måneder på stærk smertestillende medicin, voksede smerter frem i nakken og ryggen. Sammen med hendes fysioterapeut mener de, Malou Friis fik piskesmæld, da koen sparkede hende.

Så nu er hun tilbage igen. Sygemeldt og uden en prognose for om hun nogensinde kan arbejde som landmand igen.

- Det er pisseirriterende og super træls. Det ligger bare ikke til min natur at være hjemme og slappe af. Jeg har brugt 3,5 år på at blive landmand, men det ved jeg ikke, om jeg kan igen, hvis jeg har fået følsom nakke og ryg, siger Malou Friis.

Men der er lyspunkter i den triste udvikling.

Malou Friis og Rikke Besser fik et nært forhold på gården. Senere introducerede Rikke Besser sin lillebror Michael for Malou Friis.
Malou Friis og Rikke Besser fik et nært forhold på gården. Senere introducerede Rikke Besser sin lillebror Michael for Malou Friis. Foto: Lotta Lemche / TV 2

'Hjem til gården'-kærlighed

Malou Friis føler, at det har forandret hende at være med i 'Hjem til gården'. Hun er blevet mere selvstændig, og hun kan nu finde ro i sit eget selskab.

- Før var jeg meget tryghedsnarkoman og skulle have nogle omkring mig for at slappe af. Men nu er jeg en hel anden person. Jeg kan være alene nu. Det er rigtig dejligt, og jeg hviler mere i mig selv, siger hun.

Malou Friis følte, at hun blev kaldt svag dengang, hun blev ramt af stress og depression. Dengang, hvor hun ikke ville være alene.

Men nu får hun alligevel ofte selskab.

For cirka et halvt år siden fik Malou Friis en kæreste. Ikke bare hvilken som helst kæreste, men en kæreste med relation til tv-programmet 'Hjem til gården'.

Malou Friis med sin kæreste Michael. Han er lillebror til Rikke Besser, som også deltog i 'Hjem til gården'. Nu har Malou og Michael været kærester i et halv år.
Malou Friis med sin kæreste Michael. Han er lillebror til Rikke Besser, som også deltog i 'Hjem til gården'. Nu har Malou og Michael været kærester i et halv år. Foto: Privatfoto

Det er nemlig lillebroren til den anden deltager, Rikke Hansen, som Malou Friis fik et tæt forhold til inde på gården. Rikke Hansen satte de to i stævne til en fest, og så tog den ene hånd den anden.

Han vil opleve en Malou Friis, som ikke finder sig i alt, hvad man siger til hende. Hun står ved sine egne holdninger og siger fra.

Tidligere fyldte månederne med stress og depression rigtig meget i hendes liv.

Nu er de væk.

'Hjem til Gården' sendes hver søndag klokken 20.00 på TV 2. Du kan altid se et afsnit foran på TV 2 PLAY.