Deltager forvirrer på tv: Gav han op i dyst – eller holdt han sit ord?

En dramatisk tvekamp i 'Hjem til Gården' rejser spørgsmålet: Hvad var aftalt mellem deltagerne?

Efter syv uger i TV 2-programmet 'Hjem til Gården' må deltager Søren Christensen tage hjem. Det stod klart efter tvekampen søndag aften, hvor han tabte til den 54-årige præst Peter Viuff. I tvekampen skulle de kæmpe i disciplinen 'styrke' og flytte korn med en stor gryde.

Men der skete noget i tvekampen.

Tæt på målet smed Søren Christensen pludselig sin gryde og satte sig ned. Han gav åbenlyst sejren til Peter Viuff med ordene: "Jeg holder mit ord!"

Storbonden John valgte Søren til førstekæmper. Søren valgte derefter Peter som modstander i tvekampen.
Storbonden John valgte Søren til førstekæmper. Søren valgte derefter Peter som modstander i tvekampen. Foto: TV 2

Hvad var det for et ord?

Ifølge Søren Christensen havde han og Peter Viuff indgået en aftale om, at Peter Viuff skulle vinde den tvekamp.

- Vi lavede en aftale om, at jeg ville tabe tvekampen med vilje, så Peter kunne komme videre, siger Søren Christensen til TV 2.

Men Peter Viuff har en anden opfattelse af deres aftale.

Dårlig samvittighed

Både Søren Christensen og Peter Viuff var den store overraskelse i søndagens afsnit af 'Hjem til gården'.

De kom - til de øvrige deltageres store overraskelse - pludselig ind i programmet, hvor vinderen løber af med en halv million kroner.

Peter Viuff, der er en 54-årig præst fra Trige, kendte de andre deltagere udmærket. Han røg ud allerede i program fire, men i stedet for at tage hjem blev han installeret på 'Ødegården', hvor han kunne kæmpe sig til en ny chance i programmet.

'Ødegården' var ingen fornøjelse. Her boede to andre mænd, Søren Christensen og Jeppe Deele, og de havde kun i tankerne at gøre livet surt for Peter Viuff og få ham sendt helt hjem til Trige. Præsten blev mødt med latterliggørelse og skænderier - alt sammen for at påvirke ham til at forlade stedet.

Søren Christensen og Jeppe Deele ville ikke dele den gode mad med Peter, så han var nødt til at spise fattigt byggrød, mens parret spiste ostemadder. Peter Viuff fik en dårligere seng og blev holdt udenfor.

Peter Viuff lo, da han blev valgt som andenkæmper. Han er den deltager, der indtil videre har deltaget i flest tvekampe.
Peter Viuff lo, da han blev valgt som andenkæmper. Han er den deltager, der indtil videre har deltaget i flest tvekampe. Foto: Lotta Lemche / TV 2

- Det var mit livs hårdeste eksamen på ødegården. Det var så forfærdeligt. Jeg var så tæt på at tage hjem, siger han.

Peter Viuff holdt dog behandlingen ud og endte i sidste ende med at få en returbillet til 'Hjem til gården' - sammen med sin onde ånd, 39-årige Søren Christensen.

- Jeg har haft ekstremt dårlig samvittighed. Peter har stået model til virkelig meget fra min side. Jeg håbede, at jeg kunne knække ham på ødegården, men det kunne jeg ikke, siger han.

Da Søren vendte tilbage til gården i afsnit syv, blev han mødt af deltagere, som ikke talte så meget til ham. Ifølge ham selv, fik han sin egen medicin.
Da Søren vendte tilbage til gården i afsnit syv, blev han mødt af deltagere, som ikke talte så meget til ham. Ifølge ham selv, fik han sin egen medicin. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Søren Christensen blev tynget af skyld over sin opførsel på ødegården. Det var derfor for at godtgøre sin opførsel, at han i den dramatiske tvekamp søndag aften pludselig satte sin gryde og gav sin modstander sejren.

Der var en aftale, men...

Peter Viuff afviser, at de havde en aftale om, at Søren Christensen skulle tabe med vilje.

- Vi havde intet aftalt om, at han skulle tabe. Vores aftale var, at jeg skulle vælge disciplinen 'styrke' og ikke 'viden'. Hvis Søren tabte til mig, skulle han gøre mig til Storbonde, siger Peter Viuff og fortsætter:

- I tvekampen var han ved at tabe, kunne ikke acceptere det og forærede mig sejren. Jeg føler, han tog sejren fra mig. Det syntes jeg, var noget svineri, siger Peter Viuff.

Han og Søren Christensen er altså uenige om den aftale, de indgik.

En aftale som under alle omstændigheder betød, at Søren Christensen er ude af 'Hjem til Gården', og Peter Viuff er næste uges Storbonde.

Søren Christensen er overrasket over, at Peter Viuff ikke er enig om den aftale, de indgik.

- Det bærer jeg ikke nag over. Men han må have en dårlig smag i munden, siger han.

Han er stadig tynget af sin opførsel. En opførsel, han slet ikke kan genkende hos sig selv - dén Søren, der har en kæreste og er klasselærer for en 4. klasse i folkeskolen.

Søren Christensen og Jeppe Deele lavede en aftale om at stå sammen på 'Ødegården'. På trods af Sørens stålfaste blik mod præmien, kunne kan ikke finde på at løbe fra deres aftale.
Søren Christensen og Jeppe Deele lavede en aftale om at stå sammen på 'Ødegården'. På trods af Sørens stålfaste blik mod præmien, kunne kan ikke finde på at løbe fra deres aftale. Foto: Lotta Lemche / TV 2

- Jeg er ikke stolt af min måde at opføre mig på. For mig var det det, der skulle til for at vinde. Jeg tror også, at det er årsagen til, at jeg kom så langt i 'Hjem til Gården', siger han og slutter:

- I det civile liv ville jeg aldrig være på den måde.

'Hjem til Gården' sendes hver søndag klokken 20.00 på TV 2. Du kan altid se et afsnit foran på TV 2 PLAY.