Sådan påvirker 'Game of Thrones' virkeligheden

16x9
Serien bygger på bøger, og HBO-serien har sat fut under bogsalget. Foto: HBO Nordic

Natten til mandag havde første afsnit i ottende og sidste sæson af successerien 'Game of Thrones' premiere.

Natten til mandag havde sidste sæson af den populære tv-serie 'Game of Thrones' premiere, og det fik så mange mennesker til at klikke ind på HBO Nordic, at streamingtjenesten mandag morgen ikke kunne følge med.

I mere end to og en halv time måtte forventningsfulde fans vente, inden der langt om længe var hul igennem, og de kunne se første afsnit i finalesæsonen.

Verdens dyreste tv-serie

Med et budget på lige knap 100 millioner kroner per afsnit i både syvende og nu også ottende og sidste sæson er ’Game of Thrones’ blevet den dyreste tv-serie nogensinde.

Til sammenligning koster et enkelt afsnit af ’The Crown’, som nu ligger på andenpladsen, knap 86 millioner kroner.

Blandt dem, der har postet penge i skabelsen af ’Games of Thrones’, er Nordirlands statslige filminstitut. De har givet mere end 120 millioner i støttekroner.

Nordirland har tjent på serien

Til gengæld har landet tjent 12 gange så meget på, at en stor del af optagelserne er foregået netop der. Ifølge filminstituttet selv har ’Game of Thrones’ på grund af jobs, hoteludlejninger og turisme trukket mere end halvanden milliard kroner til Nordirland.

Det er bare en af de betydninger, seersuccesen har haft uden for tv-skærmen. Der er dog også mindre positive konsekvenser af den store hype.

Vi har samlet en liste på fem punkter, hvor ’Game of Thrones’ har haft betydning.

Turister valfarter til kulisser

Foto: Denis Lovrovic / Ritzau Scanpix
Det er ikke kun Nordirland, der har nydt godt af, at ’Game of Thrones’-fans gerne vil se seriens kulisser med egne øjne. Også Island og Kroatien, hvor dele af serien er optaget, har efter seriens premiere oplevet et boom i antallet af turister.
Den historiske bymidte i den kroatiske by Dubrovnik forestiller Westeros’ hovedstad, King’s Landing, i serien.
Mens seriens første syv sæsoner blev vist, tog næsten 250.000 flere turister end normalt til kystbyen. Det gav byen en øget omsætning på 940 millioner kroner.
Dubrovniks borgmester gik dog i 2017 ud og krævede, at antallet af turister i byen skulle sænkes. Dengang var der flere sommerdage, hvor over 10.000 turister indløste billet til bymidten. I dag kan højst 4000 mennesker komme ind hver dag.

Siberian Huskys er blevet populære

Foto: Russell Cheyne / Scanpix Denmark
I ‘Game of Thrones’ optræder der forhistoriske direulve, som spilles af hunde af racen Siberian Husky.
Det har givet vordende hundeejere lyst til at anskaffe sig et eksemplar af hunderacen med de isblå øjne. Men det er ikke altid en god idé, advarer Dyrenes Beskyttelse
Siberian Huskys er avlet til at være slædehunde, og derfor har de behov for at løbe mindst 20 kilometer om dagen – ellers bliver de understimulerede.
Da det er de færreste hundeejere, der kommer ud på så lang en slædetur hver eneste dag, kommer Siberian Huskys ofte til at give problemer, da de bliver rastløse. Det er noget, der kan mærkes hos Dyrenes Beskyttelses internater.
Fra 2013 og 2017 steg antallet af indleverede Siberian Huskys på internaterne med 400 procent. Og allerede i de første tre måneder af 2019 er der blevet indleveret 15 af slagsen. Ifølge Dyrenes Beskyttelses familiedyrschef er problemet også stort i andre europæiske lande.

Seriens popularitet kan mærkes hos Pornhub

Foto: Shutterstock / Shutterstock
Normalt er søndag aften den mest travle hos verdens største pornohjemmeside, Pornhub. Men sådan er det ikke, når et nyt afsnit af ’Game of Thrones’ bliver vist på amerikansk tv. 
Da forrige sæson havde premiere, faldt antallet af besøgende med 4,5 procent, i den time afsnittet varede.
Op til premieren på en ny sæson kan interessen også ses på pornohjemmesidens tal. Serien, der er kendt for at indeholde en hel del sexscener, inspirerer åbenbart seerne. Lige op til premieren stiger antallet af søgninger på Pornhub med ordene ’Game of Thrones’ markant.
Generelt er ’Game of Thrones’ det syvende mest populære film og tv-program på pornohjemmesiden.

Bøgerne sælger mere

George R. R. Martin. Foto: Angela Weiss / Ritzau Scanpix
Serien ’Game of Thrones’ er bygget på George R.R. Martins bogserie ’En sang om is og ild’. Bøgerne solgte pænt, men først da serien blev en realitet, kom der for alvor gang i salget.
Inden serieficeringen havde bogserien solgt fem millioner eksemplarer, men bare i løbet af den første sæson var det tal nået op over 14 millioner.
I begyndelsen var det muligt at læse foran i bøgerne, men tv-serien har med årene overhalet George R.R. Martins skriverier. Derfor er de sidste to bøger endnu ikke udkommet, hvilket kun har givet serien større hype.

Fanprodukter storsælger

Nikolaj Coster-Waldau. Foto: TV2 / HBO 2011
Man kan købe nærmest hvad som helst, der har med ’Game of Thrones’ at gøre.
Op til denne sæson lancerede Adidas en skoserie i farver, der matcher de forskellige huse i serien, og der er også både øl, vin og whiskey på markedet, der kan markere, hvor ens empati ligger i Westeros.
Det er dog ikke kun store firmaer, der tjener penge på seriens popularitet. Også seriens smykkedesignere har gjort en karriere ud af at sælge smykker, der er inspireret af dem, skuespillerne har på i serien.
Og så er der Australien, hvor alting ofte bliver en smule vildere. Her har et boligområde fået navn efter Westeros indbyggere. Hver gade bærer et af de kendte efternavne, og det gik okay, indtil en af gaderne kom til at hedde Lannister Road.
Mens befolkningen ikke har noget imod at bo på veje opkaldt efter seriens massemordere, blev det alligevel for meget, da Nikolaj Coster-Waldaus figur, Jamie Lannister, indledte et incestuøst forhold til sin tvillingesøster. Derfor er Lannister Road blevet omdøbt til Precinct Road.