HBO Nordic brød ned på grund af nyt 'Game of Thrones'-afsnit

16x9
'Game of Thrones'-fans blev mandag morgen mødt af denne besked, når de klikkede ind på HBO Nordic. Foto: Screendumb

Natten til mandag havde første afsnit i sidste sæson af successerien 'Game of Thrones' premiere.

- HBO er ikke tilgængeligt i øjeblikket. Prøv venligst igen senere.

Det var nok ikke ligefrem den besked, spændte 'Game of Thrones'-fans havde håbet at få, når de mandag morgen loggede ind på streamingtjenesten HBO Nordic for at se første afsnit i ottende og sidste sæson af fantasyserien.

Efter mere end halvandet års venten blev det første afsnit lagt ud på streamingtjenesten klokken tre natten til mandag, men mandag formiddag var det i flere timer ikke muligt at logge ind.

I stedet fik brugerne besked om, at HBO ikke var tilgængelig på grund af vedligeholdelse.

- Vi bliver invaderet af Night King

Det var dog ikke en planlagt vedligeholdelse, HBO Nordic havde gang i. Der var derimod tale om tekniske problemer, skrev HBO Nordics PR-manager, Signe Bjørg, i en sms til TV 2.

På deres Facebook-side skriver streamingtjenesten med et glimt i øjet, at de blev angrebet af skurken Night King, som ridderne i deres tekniske afdeling klokken 10.39 skulle have besejret.

Serviceravn: Vi oplever tekniske udfordringer

Opdatering kl. 10.39: Ridderne af den tekniske afdeling har modtaget en stor sending drageglas, og de meddeler, at tjenesten begynder at virke igen nu. De melder, at de forbliver på slagmarken, hvor de fortsat holder skarpt øje med fjenden og eventuelle udviklinger eller udfordringer. Vi beklager igen for al ulejligheden! __________________________ Serviceravn: Vi oplever desværre uforudsete tekniske problemer i øjeblikket, da vi bliver invaderet af Night King og hans hær af døde. Vi beklager mange gange for al ulejligheden. Vi takker for jeres tålmodighed og kæmper for at besejre fjenden så hurtigt som muligt. Så snart vi modtager en opdatering fra slagmarken, opdaterer vi også posten her. Send venligst en ravn til vores riddere af kundeserviceafdelingen på kundeservice@hbonordic.com, hvis du har nogle spørgsmål, noget feedback eller et par gode råd til, hvordan man bekæmper en isdrage.

Posted by HBO Nordic on Thursday, March 22, 2018

På trods af den humoristiske tilgang så brugerne dog ikke med milde øjne på nedbruddet.

Da seriens syvende sæson havde premiere i juli 2017, kunne HBO Nordics servere heller ikke følge med den store efterspørgsel, påpeger flere af seriens seere.

Kort om 'Game of Thrones'

Fantasy-serien er skabt af David Benioff og Dan Weiss for HBO, men er baseret på en roman-serie af George R.R. Martin om en række familiers voldelige kamp om tronen i det fiktive land Westeros.

Tv-serien havde premiere i 2011, men efterhånden som de nye sæsoner er kommet, har forfatteren ikke kunnet følge med, og de nyeste sæsoner er dermed bygget på hans dispositioner af de kommende bøger.

- I har haft to år til at løse problemet med de mange seere. Skam jer, hvor er I inkompetente!!, skriver en bruger, som var stået tidligt op for at se dagens afsnit, blandt andet.

- Selv Skat har styr på deres portal! Hvis der så bare var en “du er nr. 450.952 i køen”, var det tåleligt. Men I har vidst i 1,5 år, at millioner vil logge på HBO i dag, skriver en anden.

Falske spoilere

Der er dog også enkelte 'Game of Thrones'-fans, der har brugt den uheldige situation til at prikke til de andre fans' frygt for at få spoilet seriens handling, før de selv havde mulighed for at få syn for sagen.

- Jeg kunne sagtens komme ind. Synes dog, det et lidt ærgerligt, at vores kære Pilou Asbæk skulle dø i første afsnit. Ikke i orden HBO!, skriver en Facebook-bruger.

Ville du knæle for dem og sværge dem troskab? Nu kan du se premieren på Game of Thrones sæson 8 på hbonordic.com.

Posted by HBO Nordic on Sunday, April 14, 2019

Den udmelding blev dog bestemt ikke taget positivt imod.

- Man joker ikke med GOT, især ikke når serveren er nede, lyder et af svarene.

Millioner af seere

'Game of Thrones' havde premiere i 2011. Gennem seriens indtil videre syv sæsoner har seertallene været stigende.

Alene i USA så mere end 12 millioner med, da det sidste afsnit i syvende sæson blev vist på tv.

Herhjemme kan den succesfulde serie ses på både HBO Nordic og C More. Ingen af disse offentliggør dog deres seertal.

Da syvende sæson havde premiere i 2017, gjorde HBO's europæiske pressechef, Tom Nielsen, det dog klart, at interessen også er stigende herhjemme.

- Sæsonpremieren har været den største succes til dato, og vi er meget tilfredse med den overvældende interesse. Selv klokken tre om natten var der rekordmange, der så med, sagde han dengang.

Indtil videre har der ikke været problemer med at vise første afsnit hos HBO Nordics konkurrent C More.