Flere undrer sig - men jeg gjorde det altså, fastslår Peter Ingemann

16x9
Peter Ingemanns drengedrøm går i opfyldelse, da han rejser ned ad Vestkysten på knallert. Foto: TV 2

Kørte du virkelig hele vejen? Det er det hyppigste spørgsmål, Peter Ingemann får efter den populære tv-serie.

1064 kilometer.

Så langt nåede tv-vært Peter Ingemann at køre på en Puch Monza Juvel fra 1979 i TV 2-programmet 'Ingemann og Vestkysten', der blev optaget i sommeren 2018.

I programmet realiserer han drømmen fra ungdommen om at køre fra Skagen i nord til grænsen i syd på knallert. Han bruger en tro kopi af den knallert, han ejede som ung.

Men ét spørgsmål bliver han ved med at støde på, efter programmet er optaget. Det sker, hver gang han holder foredrag og også under en chat på tv2.dk mandag aften.

- Snød du ikke lidt med knallerten nogle gange?

- Hvor mange gange havde du knallerten oppe på et lad?

- Kørte du virkelig hele vejen på den knallert?

Peter Ingemanns svar er klart hver gang.

- Ja, jeg kørte hele vejen på knallerten! siger han og fortsætter:

- Det er meget vigtigt for mig at understrege.

Peter Ingemann var stor fan af knallerter som ung. Han begyndte med en Velo Solex som 12-årig, men det var mere af nød. Han havde 20 kilometer til skole.
Peter Ingemann var stor fan af knallerter som ung. Han begyndte med en Velo Solex som 12-årig, men det var mere af nød. Han havde 20 kilometer til skole. Foto: Heartland / TV 2

Hyppigt spørgsmål

- Folk tror, at jeg bare fik en hjelm på og så kørte 200 meter. Men sådan var det slet ikke, uddyber han.

Peter Ingemann synes, det er tankevækkende, at han så ofte støder på spørgsmålet, som egentlig handler om ægtheden af programmet. Og det går ham faktisk lidt på, fordi det er det program, der har betydet mest for ham i hans karriere.

Blandt andet fordi han selv er idémanden bag.

For ham er det nemlig vigtigt, at programmerne, han laver, er ægte. Sådan er det også med 'Ingemann og Vestkysten'.

Det var ham, som kørte hele vejen på knallerten. Det var hans ansigt, som en masse insekter splattede ud på. Og det var hans krop, som blev træt i armene og øm bagi.

- Tv-branchen har opdraget seerne til at tro, at jeg ikke har gjort det. Der er desværre alt for meget kunstigt tv derude, siger han.

Ifølge ham selv er det en kedelig tendens, han gerne vil gøre op med.

- Det var da også langt at køre, men gode ting kræver en indsats og benarbejde. Det var vådt, koldt og blæsende, og jeg fik insekter i hovedet. Det var også derfor, jeg kørte med solbriller efter første etape, siger han og fortsætter:

Peter Ingemann mødte også den dedikerede knallertklub Maxi Maniacs i Esbjerg. De gjorde ham til æresmedlem.
Peter Ingemann mødte også den dedikerede knallertklub Maxi Maniacs i Esbjerg. De gjorde ham til æresmedlem. Foto: Heartland / TV 2

- Virkeligheden er langt bedre og mere spændende! Det er også derfor, at jeg er stor fan af Søren Ryge Petersen (tv-vært fra Danmarks Radio, red.), fordi han er ægte og helt sig selv. Det stræber jeg også efter.

Drengedrømmen om rejsen langs det brusende Vesterhav og Skagerrak blev realiseret. Det levede på alle måder op til de forventninger, Peter Ingemann havde.

Peter tager på sejltur på Ribe Å med skipperen Bjarne. Han er nabo til Kammerslusen og kender derfor Vadehavet fra både den smukke og den barske side.
Peter tager på sejltur på Ribe Å med skipperen Bjarne. Han er nabo til Kammerslusen og kender derfor Vadehavet fra både den smukke og den barske side. Foto: Heartland / TV 2

- Turen var som at komme hjem igen. Hjem til noget, man kender, og som føles trygt, siger han.

Knallerten er gemt godt væk nu, men Peter Ingemann lover, at benzintanken bliver fyldt op igen, og knallerten startet på ny.

Sidste afsnit af 'Ingemann og Vestkysten' sendes mandag 15. april. Du kan se alle afsnit på TV 2 PLAY.