24 ting seerne ville vide efter 'Ingemann og Vestkysten'

16x9
Peter Ingemann sammen med knallertklubben Maxi Maniacs i 'Ingemann og Vestkysten'. Foto: Heartland/ TV 2

Hvad er Peter Ingemanns uddannelse? Hvad er det mest grænseoverskridende, han har gjort? Tager han en tur igen på knallerten? Få svarene her.

Mandag aften sad Peter Ingemann klar ved tastaturet, da han chattede med læserne på TV 2.

Det var lige efter programmet 'Ingemann og Vestkysten', som sendes hver mandag. I programmet opfylder han en livslang drengedrøm om at køre hele vejen ned ad den jyske vestkyst på en knallert.

Der kom hundredevis af spørgsmål til Peter Ingemann om, hvilket tv-program der har betydet mest for ham, anmeldelser af Side 9-piger, og hvor lang tid det har taget at optage 'Ingemann og Vestkysten'.

Herunder kan du læse alle hans svar og blive lidt klogere på tv-værten Peter Ingemann.

Om 'Ingemann' og Vestkysten':

Hvor stammer din kærlighed til knallerter fra?

Det var bydende nødvendigt, når man havde 20 kilometer til skole, så det var mere praktik end kærlighed. Kærligheden kom senere. Jeg fik min første knallert som 12-årig. Det var en Velo Solex.

Kørte du virkelig hele vejen på den?

DET KAN JEG DÆLME LOVE DIG FOR. Sagt på godt jysk. Det er det mest almindelige spørgsmål, når jeg er ude og holde foredrag. Der er ikke noget falsk i det her.

Hvad er dit yndlingsprogram?

Det er denne serie. Det er min egen idé og meget personlig rejse. Alt, du ser, er ægte. Sådan er det også i 'Størst'.

Udstødningsrøret er ikke det samme. Kører du på to forskellige knallerter?

Det er godt set! Den første udstødning larmede meget og var nok ikke helt efter bogen. Så den fik jeg udskiftet ret hurtigt.

Hvorfor tage turen på knallert i stedet for en bil?

Det går langsommere. Der er noget nostalgisk over det. Man får bare indtrykkene bedre ind.

Hvorfor stoppede du ikke i Søndervig?

Der er mange steder, man kunne have stoppet. Jeg ville gerne have stoppet alle steder, men så skulle vi lave 100 udsendelser.

Hvor mange er I om at optage programmet?

Vi er fire i alt på holdet. Og der bliver filmet fra en bil, når vi kører på vejen.

Hvor lang tid tog det at optage?

Det tog 25 dage at optage hele programmet.

Er det din originale knallert, fra du var ung?

Nej, desværre. Den er nøjagtig magen til. Min blev kvast under en gaffeltruck ved et uheld i Silkeborg. Min kammerat havde købt den og kørte ræs med den i en lagerhal til et byggemarked. Så væltede den og gled ind under gaffeltrucken og blev mast.

Har du et yndlingssted på Vestkysten?

Nej, ikke rigtigt. Jeg synes om Vestkysten i alle dens nuancer og facetter. Men skal jeg pege på ét sted, så må det være Thyborøn. Det er bare et fedt sted.

Har du solgt knallerten?

Knallerten ejes af produktionsselskabet, der laver programmet. Den holdes i reserve til en ny omgang programmer.

Hvad er dine næste planer for tv-programmer?

Der kommer fem nye afsnit af 'Størst'. Så kommer der fire programmer om 30-året for murens fald. Og så tror jeg, at knallerten skal tankes igen! Det bliver en helt anden del af Danmark næste gang.

Hvad er det mest grænseoverskridende, du har været udsat for i dine programmer?

Det var at besøge slummen i Filippinerne i forbindelse med en 'Størst'-optagelse. Det gjorde ondt at se, hvordan folk lever - eller nærmest ikke gør det.

Om at være tv-vært:

Hvad er din uddannelse?

Jeg er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001.

Hvorfor læste du til journalist?

Det var for at lave det, jeg laver i dag. Jeg havde også en kort drøm om at blive krigskorrespondent. Det prøvede jeg i Kosovo, og jeg fandt ud af, at det SKULLE JEG I HVERT FALD IKKE VÆRE.

Hvordan føles det at være verdens bedste tv-vært?

Det ved jeg ikke. Det er jeg heller ikke. Men tak!

Hvad er den vildeste oplevelse, du har haft af de steder i verden, hvor du har været?

Det var turen langs Vestkysten, helt ærligt. Den gik mest ind i sjælen. I 'Størst' var det mit besøg på hospitalsskibet, der lå ved Madagaskar.

Det lyder, som om du siger lige nøjagtigt, hvad du tænker. Er du nogensinde kommet galt afsted med det?

Nej, ikke mig bekendt. Men det er jeg nok ikke den rigtige til at svare på.

Hvem er din store inspirationskilde, der har gjort dig til den, du er i dag?

Min far og mor. Søren Ryge Petersen og Churchill. No shit!

Blandede spørgsmål:

Har du nogensinde haft lyst til at bygge noget op som din far?

Nej, jeg har aldrig haft lyst til at satse så meget, som min far gjorde. Men respekt for, at folk tør og gør det.

Kan du huske, da din far forærede en klasse et stykke jord med juletræer? Jeg gik på Mølleskolen i 8. klasse. Vores klasse fik foræret et stykke jord af din far med en masse juletræer, som vi fældede, solgte og fik råd til en klassetur til Berlin. Det var i 1988, så en tur til Berlin var jo helt fantastisk. Ved ikke helt, hvordan det kom i stand, men det var da stort af din far.

Det kan jeg godt huske! Tak for din søde besked.

Hvornår udkommer din næste bog?

Hvis alt går vel, så kommer den til efteråret. Det kommer til at hedder 'Ingemanns land 2'.

Hvornår ser vi dig i 'Vild med dans'?

Aldrig! Aldrig! Aldrig!

Hvad betyder dine tatoveringer?

På den ene arm har jeg navnene på to attentatmænd, der prøvede at slå Hitler ihjel. På den anden arm har jeg Stalingrad-madonnaen. En tegning lavet i Stalingrad under belejringen i julen 1942-43.

For mig står de tatoveringer for mod, visioner og frihed.