Tre 'Vild med dans'-vindere med i ny musical om tv-programmet

16x9
Danseren Asta Björk og skuespilleren Simon Stenspil dansede sig hele vejen til sejr sidste år i 'Vild med dans'. Nu er hun med i en ny musical. Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Til næste år er der verdenspremiere på 'Vild med dans - The Musical'.

- Hold da op, det er meget 'Vild med dans' på én gang.

Den tanke gik som den første gennem hovedet på den professionelle danser Asta Björk.

Ikke længe efter 'Vild med dans'-finalen sidste år blev hun nemlig spurgt, om hun havde lyst til at være med i en musical om det tv-program, hun netop havde vundet.

Men udsigten til at fortsætte, hvor hun slap, var et tilbud, hun ikke kunne sige nej til.

- Jeg syntes, det lød helt vildt spændende. Jeg elsker jo at danse, så alle muligheder, jeg kan få, for at gøre det til en karriere er en drøm, der går i opfyldelse, uddyber hun.

Faktisk har de seneste tre års vindere alle sagt ja til at være med i en kommende musical om 'Vild med dans'.

Skuespilleren Simon Stenspil og den professionelle danser Asta Björk vandt 'Vild med dans' i 2018.
Skuespilleren Simon Stenspil og den professionelle danser Asta Björk vandt 'Vild med dans' i 2018. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Det afslørede Østre Gasværk Teater torsdag formiddag.

Også Michael Olesen, der vandt i 2017, og Morten Kjeldgaard, der vandt i 2016, får fremtrædende roller i 'Vild med dans - The Musical', der får premiere i februar næste år.

For 21-årige Asta Björk er det helt nyt, mens det er over 13 år siden, at Michael Olesen sidst var med i en forestilling.

Til gengæld har Morten Kjeldgaard en række års erfaring med genren, og han har medvirket i blandt andet 'Grease', 'Dirty Dancing' og 'Saturday Night Fever'.

Morten Kjeldgaard dansede med skiløberen Laila Friis-Salling i sidste års 'Vild med dans'. De forlod konkurrencen som det sjette par.
Morten Kjeldgaard dansede med skiløberen Laila Friis-Salling i sidste års 'Vild med dans'. De forlod konkurrencen som det sjette par. Foto: Henrik Ohsten / TV 2
Michael Olesen fik en fjerdeplads sammen med rapperen Lucy Love i den seneste sæson af 'Vild med dans'.
Michael Olesen fik en fjerdeplads sammen med rapperen Lucy Love i den seneste sæson af 'Vild med dans'. Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Mest nervøs for replikkerne

Selv kalder Østre Gasværk Teater det for én af deres største satsninger nogensinde.

Teatret har været i dialog med den britiske tv-station BBC for at sikre sig rettighederne til at skabe den danske forestilling, der bliver den første af sin slags i verden.

Men hvor det gennem tv-programmets 15 sæsoner har været kendte nydansere, der skulle lære at danse, bliver det anderledes her.

I musicalen bliver de kendte byttet ud med skuespillere, der spiller helt almindelige danskere "med håb, drømme og en længsel efter et andet liv", og som for første gang får lov til at medvirke i danseshowet, lyder det i beskrivelsen.

De kommer til svinge sig hen over teatergulvet sammen med de tre 'Vild med dans'-vindere.

Jeg har altid spillet skuespil igennem min dans, men det plejer at være uden ord

Asta Björk, professionel danser

I forestillingen skal Asta Björk agere dansepartner til den tidligere Cirkusrevy-skuespiller Niels Ellegaard, og selvom hun ikke har planer om at synge, bliver det en udfordring at skulle lære replikkerne.

- Skuespillet er nok det, jeg er mest nervøs for. Jeg har altid spillet skuespil igennem min dans, men det plejer at være uden ord og i stedet med ansigtsudtryk og kropssprog, og det er jeg sådan set ret god til. Men at skulle huske replikker er ikke noget, jeg før har beskæftiget mig med. Så det bliver yderst spændende, siger hun og bemærker:

- Men det må man vel bare lære.

Sådan ser plakaten ud for den nye 'Vild med dans'-musical
Sådan ser plakaten ud for den nye 'Vild med dans'-musical Foto: Miklos Szabo

Får ikke indflydelse på tv-program

Michael Olesen vandt 'Vild med dans' i 2017 sammen med skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke, og han har indtil videre været med i 12 sæsoner. I musicalforestillingen skal han spille rollen som dansepartner til skuespilleren Julie Agnete Vang.

Morten Kjeldgaard, der står bag en førsteplads og to andenpladser i 'Vild med dans', kommer til at danne par med skuespilleren Lise Kofoed.

Rollen som showets værtinde spilles af Mille Gori, der også er kendt som 'Motor Mille' fra børne-tv.

Tv-værterne Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald byttes ud med skuespilleren Mille Gori i musicalforestillingen om 'Vild med dans'.
Tv-værterne Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald byttes ud med skuespilleren Mille Gori i musicalforestillingen om 'Vild med dans'. Foto: Miklos Szabo

TV 2s underholdningsredaktør, Thomas Richardt Strøbech, blev begejstret, da han hørte om musicalprojektet.

- Det er ikke hver dag, vi bliver præsenteret for noget, der både er tænkt helt ud af boksen og samtidig er virkelig oplagt. Men idéen om at skabe et stykke fiktion, der foregår i 'Vild med dans'-universet, er netop det – og derfor svær at sige nej til, siger han.

- For TV 2 er det et rent con amore-projekt (for fornøjelsens skyld, red.), og vi har stillet universet og vores viden om det til rådighed for teatrets kreative kræfter, siger han.

Redaktøren understreger også, at det ikke får indflydelse på dansernes mulighed for at deltage i tv-programmet 'Vild med dans', at de er med i forestillingen.

'Vild med dans - The Musical' er udviklet af Østre Gasværk Teater og har premiere 22. februar 2020.