Her er alle deltagerne i 'Toppen af poppen' 2019

16x9
Carl Emil Petersen, Medina og Anders Blichfeldt er blandt årets deltagere i 'Toppen af poppen'. Foto: Johanna Sirring, Morten Jerichau og Scanpix Danmark

Her kan du lære deltagerne i 'Toppen af poppen' 2019 bedre at kende.

Syv kunstnere, der hver især har gjort sig bemærket i det danske musiklandskab, har sagt ja til at være med i 'Toppen af poppen' 2019.

I starten af april tjekker de ind på Kellers Badehotel på Fanø, hvor de på skift skal fortolke hinandens sange.

Alle syv navne er nu offentliggjort, og dem kan du lære bedre at kende herunder.

Medina

Sangerinde og sangskriver.

36 år, født 30. november 1982 i Risskov ved Aarhus.

Medina brød igennem i 2009. Her sang hele Danmark med på 'Kun for mig', som strøg ind på hitlisten og blev der i mere end et år.

Siden fulgte ørehængere som 'For altid', 'Kl. 10' og 'Jalousi', og i dag har Medina solgt mere end 300.000 album i ind- og udland. Det gør hende til en af de bedst sælgende danske sangerinder, siden hun dukkede op i den danske musikbranche.

Medina Danielle Oona Valbak, professionelt kendt som Medina, er en dansk-chilensk pop- og R&B-sangerinde og sangskriver. Video: Anders Masannek

Hun har vundet 25 priser både i Danmark og i udlandet og blev i 2016 hædret med æresprisen ved Danish Music Awards for sin evne til at "få os til at danse som få" og "åbenbare storheden i de simple følelser".

Medina har sagt ja til at deltage, fordi hun føler sig klar til at vise mere af sig selv efter en lang periode, hvor hun ikke har lukket nogen form for presse tæt på.

- Jeg tror, det er rigtig sundt for mig at være med i 'Toppen af poppen' og åbne lidt op, siger hun.

Cæcilie Norby

Cæcilie Norby var medlem af popgruppen OneTwo fra 1985-1994.

Dansk jazz- og rocksangerinde.

54 år, født 9. september 1964 på Frederiksberg i København.

Cæcilie Norby var medlem af popgruppen OneTwo fra 1985-1994, hvor hun og Nina Forsberg var sangere. Gruppen udgav tre albums, der tilsammen solgte omkring 250.000 eksemplarer alene i Danmark. Blandt de største hits var sangen 'Den bedste tid er sammen med dig'.

Efter tiden i One Two gik hun solo som jazzsangerinde. I 1995 skrev hun som den første europæiske kunstner kontrakt med det prestigefyldte amerikanske jazzlabel Blue Note Records, hvor hun udgav sine første fire soloudgivelser. Siden er der kommet yderligere fem soloplader.

I januar udgav hun sit 11. album i eget navn, hvor hun samarbejder med kvindelige jazzmusikere. I 2019 og 2020 står den på turneer rundt i Europa.

Hun glæder sig til en masse musikalske oplevelser med andre kunstnere og måske nogle natlige jamsessioner.

Carl Emil Petersen

Carl Emil var en del af det danske rockband Ulige Numre, men udgiver nu sin egen musik. Video: Jacob Carlsen

Dansk sanger og sangskriver.

28 år, født 23. oktober 1990 i København.

Carl Emil Petersen blev kendt gennem det danske rockband Ulige Numre, der blev dannet i 2011 og stod bag hits som 'København', 'Frit Land' og 'Halvnøgen'.

To år senere, i 2017, gik Ulige Numre hver til sit, og kunstneren debuterede kort efter med sin første plade som solist, 'Natradio'.

Trods flere års erfaring fra scenen har det krævet lidt overvindelse at sige ja til at medvirke i 'Toppen af poppen', da Carl Emil Petersen er en meget privat person. Men i år er han klar og går til udfordringen med at fortolke de andre deltageres sange med stor alvor.

- Jeg har taget godt fat og forsøgt at gøre dem til mine egne. Nu kommer jeg jo fra en mere rocket baggrund, og sangene må godt komme lidt på dybt vand, siger Carl Emil Petersen, der glæder sig til at dykke ned i maskinrummet og give dem sit eget udtryk.

Gennem sin karriere har Carl Emil Petersen vundet flere priser. Herunder en DMA for 'Årets sangskriver' og 'Årets danske rockudgivelse'. Lige nu arbejder han på en ny plade og regner med at skulle ud og spille og teste sange af i løbet af året.

Teitur Lassen

Teitur Lassen, mest kendt som Teitur, er en sanger og sangskriver fra Færøerne. Video: Anders Masannek

Færøsk sanger og sangskriver.

42 år, født i Tórshavn på Færøerne.

Den færøske kunstner er kendt under fornavnet Teitur. Han har spillet koncerter over hele verden. Genren er indierock og pop, og med sig på scenen har han som regel sin guitar.

Hans sange er blevet indspillet af blandt andre Seal, Corinne Bailey Rae og Emilie Simon. Som filmkomponist har Teitur lavet musik til dokumentaren 'Who We Were', og hans sange medvirker i Hollywood-filmene 'Aquamarine' og 'My Super Ex-girlfriend'.

Han kendte ikke de andre deltagere så godt, så han har forberedt sig ved at lytte til deres musik. Men det første, han gjorde, var at ringe til sin ven Søren Huss, der har været med i programmet.

- Jeg har kun hørt, at det er meget sjovt at være sammen med de andre og være med i programmet. Der er en god stemning omkring det fra starten af, siger han.

Kwamie Liv

Kwamie Liv deltager i 'Toppen af Poppen' 2019. Video: Thor Hedegaard

Dansk-zambiansk sangerinde og sangskriver.

Hun har udgivet et album, og i 2015 spillede hun på Roskilde Festival.

Til Kim Larsens 70-årsfødselsdag sang hun hans sang 'Pianomand'.

I 2014 udgav hun EP'en 'Lost in the Girl', og året efter udgav hun singlen 'Remember Me In every Cloud of Gold' - et nummer, som optrådte på soundtracket til filmen 'Guldkysten'. I 2015 udgav hun singlen 'Higher'.

Hun har sagt ja til at medvirke for at give sig selv en udfordring.

- Jeg er generelt ret privat, så jeg er stadigvæk lidt overrasket over, at jeg har haft så meget lyst til at deltage i noget, der kommer så tæt på, både hvem man er som kunstner, men også som menneske, siger hun.

Anders Blichfeldt

Anders Blichfeldt fra Big Fat Snake skal være med i 'Toppen af Poppen'. Video: Jacob Carlsen

Forsanger og guitarist i bandet Big Fat Snake.

55 år, født i Hundested 9. november 1963.

Big Fat Snake blev dannet i 1990, og siden har bandet lavet en række hits, blandt andre 'Bonsoir Madame', 'Female Voice' og 'Sittin’ in a window'.

Sidste år sang Anders Blichfeldt 'Bonsoir Madame' for sidste gang med Big Fat Snake på bandets afskedsturné.

Han glæder sig til at dykke ned i de andre deltageres sange og gøre dem til sine egne.

- Når man er musiknørd, som jeg er, er det jo en opgave, der er som sendt fra himlen, siger han.

Lige nu er han aktuel med showet 'Vejen videre', hvor han er helt alene på scenen og fortæller historier fra sit liv og synger nogle af karrierens mest populære sange.

Chief 1

Chief 1 var en del af hip hop-gruppen Rockers By Choice, men har også udgivet musik i eget navn. Video: Thomas Lee Christensen

Producer, sangskriver, dj og solist med det borgerlige navn Lars Pedersen.

49 år, født 21. februar 1970.

Han havde sin storhedstid i 1980'erne og 1990'erne med rapgruppen Rockers By Choice.

Siden slutningen af 1980'erne har han produceret musik for en lang række kunstnere som Ace of Bace, Gnags, Michael Learns To Rock og Nik & Jay.

I 2012 og 2015 skrev han sammen med Remee de danske vindersange ved Melodi Grand Prix, der blev fremført af henholdsvis Soluna Samay og gruppen Anti Social Media.

Det er med en vis ærefrygt, at Chief 1 har sagt ja til at deltage i programmet. Han er nemlig mest hjemmevant i rollen som producer fremfor artist.

- Det svarer til at gå fra at være angriber til at blive fodboldtræner, og nu skal jeg til at være angriber igen, siger han.

I 2017 skrev Chief 1 hittet 'Vente pa ca' for den puertoricanske popkunstner Ricky Martin og Maluma, der har ligget nummer et i over 22 lande.

Årets 'Toppen af poppen'-deltagere fotograferet på dagen for afrejse fra København til Fanø, hvor optagelserne skal laves. Fra venstre ses Kwamie Liv, Teitur, Medina, Carl Emil Petersen, Chief 1 og Cæcilie Norby. Anders Blichfeldt mangler, da han skulle spille koncert samme dag og derfor rejste senere afsted.
Årets 'Toppen af poppen'-deltagere fotograferet på dagen for afrejse fra København til Fanø, hvor optagelserne skal laves. Fra venstre ses Kwamie Liv, Teitur, Medina, Carl Emil Petersen, Chief 1 og Cæcilie Norby. Anders Blichfeldt mangler, da han skulle spille koncert samme dag og derfor rejste senere afsted. Foto: Mikael Rieck / TV 2