Blev ramt af Blachmans hårde ord - nu svarer de igen

Både Oh Land og Ankerstjerne ryster på hovedet over deres meddommer i det fjerde liveshow.

Thomas Blachman kiggede de andre dommere direkte i øjnene i de mest afgørende minutter fredag aften, da han sagde: 

- Det er virkelig et dårligt stykke arbejde, I har lavet, begge to. Hundrede procent.

'X Factor'-veteranen var stærkt utilfreds med den måde, Ankerstjerne og Oh Land havde håndteret den 18-årige solist Patrick Smith og pigegruppen Echo på.

Nu var deltagerne i farezonen i det fjerde liveshow, og han skulle afgøre deres fremtid i programmet. Og Blachman mente, at han først rigtigt kunne mærke deltagerne i omsangene, som de selv stod for at vælge. 

- Jeg har lyst til at smide jer allesammen ud. Inklusiv de to her, lød det henvendt til Oh Land og Ankerstjerne, før han til slut valgte at sende Patrick ud af konkurrencen.

Thomas Blachman gav en ordentlig reprimande til Oh Land og Ankerstjerne fredag aften, da deres to deltagere var i farezonen.

Oh Land: - Slap af, menneske

Efter showet måtte Oh Land både grine og ryste på hovedet.

Hun er dommer for den sammensatte pigegruppe, og hun skulle lige samle sig oven på ordene fra meddommeren.

- Der blev virkelig hevet den helt store tissemand frem der. Når det bliver så ekstremt, kan jeg ikke andet end at komme til at grine lidt. Det er så voldsom en kritik. Giv dem lige en chance. Slap af, menneske, sagde hun efter showet. 

Oh Land trak på smilebåndet, da hun og Ankerstjerne fik en løftet pegefinger fra Thomas Blachman fredag aften.
Oh Land trak på smilebåndet, da hun og Ankerstjerne fik en løftet pegefinger fra Thomas Blachman fredag aften. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Dog var der et punkt fra Thomas Blachman, som hun godt kunne følge. Nemlig, at man skal være klar over, hvem man er som artist, når man står på en scene. 

- Der har Echo selvfølgelig en større opgave, fordi de lige har lært hinanden at kende. Men jeg er så imponeret over, hvor langt de allerede er kommet, og hvor meget indentitet de allerede har, lød det.

- Det er ikke noget problem

Nerverne kom frem, da de stod i farezonen, så det var ikke alle Blachmans ord, Echo lige fangede, under afgørelsen fredag aften. Men de ville generelt tænke over, hvad der kan justeres på. 

- Jeg tror helt sikkert, der er noget, vi skal arbejde på, og det er det, vi skal vise til næste liveshow, sagde 15-årige Emma Funding.

En del af Thomas Blachmans kritik gik på, at han mente, at den sammensatte pigegruppe skulle fokusere på at synge sammen frem for hver for sig. Til det svarede gruppens alderspræsident, den 21-årige Tanne Balcells: 

- Vi kan godt lide at synge sammen, så det skal sgu nok gå.

Echo havde valgt Pink Floyd-nummeret 'Comfortably numb' som deres sang i farezonen. Her fik de ros af Thomas Blachman for at synge sammen.
Echo havde valgt Pink Floyd-nummeret 'Comfortably numb' som deres sang i farezonen. Her fik de ros af Thomas Blachman for at synge sammen. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

En tv-mand på arbejde?

Ligesom Oh Land nægtede Ankerstjerne også at lade sig gå på af Blachmans ord. 

- Det tager jeg ikke specielt højtideligt. Jeg må indrømme, at jeg lidt ser en tv-mand på arbejde, som ser et øjeblik, hvor han kan få lov til at snakke, og hvor Nanna (Oh Land, red) og jeg ikke kan afbryde ham, sagde Ankerstjerne efter showet. 

Faktisk var han i tvivl om, hvorvidt dommeren egentlig mente det, han sagde på tv-skærmen. 

Det tager jeg ikke specielt højtideligt

Ankerstjerne om Blachmans kritik

- Noget af det er snak. Jeg har sindssygt meget respekt for Thomas, og jeg kan enormt godt lide ham. Men ikke så meget, at jeg kommer til at tænke videre over den svada, sagde Ankerstjerne, der til gengæld slog fast, at han mente, det blev et værdigt exit for Patrick.

Gang på gang stillede den 18-årige deltager sig frem på scenen og gav den sit bedste på trods af tre omgange i farezonen. 

- Patrick synes, at budskabet er vigtigere, end frygten for at det går galt. Det, synes jeg, er så fedt og inspirerende. 

Patrick og Ankerstjerne i et kram efter afgørelsen.
Patrick og Ankerstjerne i et kram efter afgørelsen. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Mange benspænd

Det var også vigtigt for Patrick Smith selv at understrege, at der ikke var noget, der var hans dommers skyld. 

- Det kan godt være, at mit potentiale ikke er kommet helt frem. Men han (Thomas Blachman, red) har ikke en pointe i, at det er Ankerstjernes eller teamets skyld overhovedet. Det har ikke noget med det at gøre. Der er mange benspænd for hver konkurrence, sagde Patrick Smith efter showet. 

Af benspænd kan nævnes temaer som sange fra det år, deltagerne er født, eller musik fra film.

Blachman roste, at Patrick sang sin egen sang i farezonen. Men selv om han havde mulighed for at gøre det tidligere i live-forløbet, havde Patrick selv et behov for at prøve kræfter med andres sangtekster, fortalte han. 

Patrick synger 'Fra Mark Til By' - egen sang.

- Danske sange er atypiske i sådan et program som det her, og der er virkelig mange tekster, jeg gerne ville vise. C.V. Jørgensen, TV-2, Christian Brøns og Folkeklubben ikke mindst. Det var et stort behov, jeg havde.

Efter han blev stemt ud fredag aften, afslørede Patrick Smith også, at han ser en klarere vision for sig selv som musiker nu, og at han har planer om at skrive og udgive sine egne sange på dansk.

Gense det fjerde liveshow i 'X Factor' lige nu på TV 2 PLAY.