Hun styler Blachmans deltagere: - Det er en sejr at levere, selv når han beder om noget umuligt

'X Factor'-dommeren er med helt inde i maskinrummet, når hans deltagere skal styles til fredagens store liveshows.

Intet er tilfældigt, når Thomas Blachmans solister går på scenen fredag efter fredag.  

Et nyt program på TV 2 PLAY kommer helt tæt på stylingen af dommerens 'X Factor'-deltagere. For Blachmans tanker kredser ikke bare om sangvalg, fremføring og sceneshow.

Lige så vigtigt er det, om deltageren Gina Michaells eksempelvis har øreringe i et øre eller begge, hvordan hendes hår skal sidde, og ikke mindst hvilket tøj hun har på.

- Jeg tror altid på det ubevidste plan, at jeg har draperet smukke kvinder i lækre stoffer, fordi det ligger meget naturligt til mig at have en mening om det, lyder det fra dommeren i programmet. 

Blachman under en af tøjprøverne op til det første liveshow, hvor Andrea Brøndsted var klædt i forskellige orange nuancer.
Blachman under en af tøjprøverne op til det første liveshow, hvor Andrea Brøndsted var klædt i forskellige orange nuancer. Foto: BLU / TV 2

Tøjet skal løfte deltageren

Blachman er nemlig "vokset op i sin mors tøjbutik og kommer af en skrædderslægt", som han selv udtrykker det. Og dommeren nyder, hvad tøj kan gøre.

- Jeg bliver simpelthen så lykkelig for det der lille æstetiske øjeblik, hvor tingene fungerer. Bare at kigge på det. Det kan være i formgivningen, det kan være farveholdningen, det kan være, når nogen går på den måde, tøjet skal have lov til at bevæge sig på, fortsætter han. 

Men Thomas Blachman klarer ikke stylingen alene. Under 'X Factor' arbejder han sammen med den 25-årige stylist My Fournais, der indtil nu har sørget for, at Andrea Brøndsted, Kristian Kjærlund og Gina Michaells look var lige, som dommeren ønskede sig.

Det er andet år, at hun har jobbet som fast stylist for Blachmans deltagere – og mens han har de overordnede kunstneriske idéer, er hun den, som realiserer dem helt konkret. 

Sidste år førte de sammen gruppen Place on Earth til sejr.

Når My Fournais ikke styler 'X Factor'-deltagerne, arbejder hun blandt andet som stylist for de danske musikere Aura og Lukas Graham.
Når My Fournais ikke styler 'X Factor'-deltagerne, arbejder hun blandt andet som stylist for de danske musikere Aura og Lukas Graham. Foto: Privatfoto

En plads videre er et stort plus

For My Fournais er succeskriteriet for et vellykket outfit, at både dommeren, deltageren og hun selv er glade for det tøj, de finder frem til. 

- Vi vil gerne løfte deltagerne og deres act, så meget som vi kan. Tøjet skal hænge sammen med den stemning, der er i sangen, og det udtryk vi gerne vil nå, siger hun.

Blachman og hans tre live-deltagere under andet liveshow. Fra venstre Kristian Kjærlund, Andrea Brøndsted og Gina Michaells.
Blachman og hans tre live-deltagere under andet liveshow. Fra venstre Kristian Kjærlund, Andrea Brøndsted og Gina Michaells. Foto: Lasse Lagoni / TV 2

Da 'X Factor' er en konkurrence, er det også et stort plus, når deltagerne går videre fra uge til uge. Det lykkedes dog ikke denne fredag, hvor Andrea Brøndsted måtte forlade 'X Factor' i årets andet liveshow. Alligevel kalder Blachman forløbet med Andrea for en succes.  

Det er en sejr for mig selv, at jeg kan levere, selv når han beder om noget, der er umuligt

My Fournais om samarbejdet med Blachman

- Vi gjorde det, så godt vi kunne, og når man har den ældre kategori, er det en kæmpe succes, at der ikke er nogen, der ryger ud i første show, siger han og kalder den plan, der var lagt for deltageren, for "et mesterligt eksempel på, hvad man kan gøre sammen". 

Blandt andet skulle hun hver uge have haft en ny farve på på scenen. 

Her er et udvalg af de farver, seerne kunne have oplevet Andrea Brøndsted i under de kommende liveshows.
Her er et udvalg af de farver, seerne kunne have oplevet Andrea Brøndsted i under de kommende liveshows. Foto: BLU / TV 2

I sidste øjeblik

Deltagernes garderober vidner om, at hver optræden er en kulmination på flere måneders idéarbejde og forberedelse.

My Fournais begyndte nemlig sit arbejde i december, da Blachman havde udvalgt sine tre live-deltagere. Her gik hun i gang med at indsamle tøj specifikt til dem hver især. 

Her ses det såkaldte moodboard, My Fournais udarbejdede som inspiration til stylingen af Kristian Kjærlund.
Her ses det såkaldte moodboard, My Fournais udarbejdede som inspiration til stylingen af Kristian Kjærlund. Foto: BLU / TV 2

Hun gik eksempelvis efter en klassisk stil til Gina Michaells og arbejdede ud fra idéen om, at Kristian Kjærlund ville se godt ud i jakkesæt – og at der samtidig også skulle være plads til hans personlige tøjstil, som Blachman har rost gennem hele programmet. 

Men trods forberedelsen kan stylisten langt fra have det hele klar måneder før tid. Deltagernes outfits lægges først endeligt fast uge for uge efter flere såkaldte fittings med Thomas Blachman og deltagerne.

Og det sker ofte, at My Fournais må ud og lede efter ekstra supplementer få dage før fredagens store liveshow, før hele sættet sidder lige i skabet.

- I denne uge blev alle tre looks godkendt af Thomas, men det kunne sagtens være, at de ikke var blevet det. Og så skulle jeg så ud og lede igen, forklarer stylisten.   

- Længen på et par bukser kan være fuldstændig essentiel for, om Thomas køber looket eller ej. Han har idéen om, at tøjet skal være skræddersyet, siger My Fournais om 'X Factor'-dommeren.
- Længen på et par bukser kan være fuldstændig essentiel for, om Thomas køber looket eller ej. Han har idéen om, at tøjet skal være skræddersyet, siger My Fournais om 'X Factor'-dommeren. Foto: Lasse Lagoni / TV 2

Èn gang er det da også sket, at dommeren har ringet aftenen før generalprøven og bedt hende om at gøre det umulige.

Reddet af vintage-butik

I sidste sæson af 'X Factor' fik Blachman en idé om, at gruppen Place on Earth skulle på scenen i tre sporty racerkørerdragter. Her måtte der tænkes kreativt, og My Fournais fik blandt andet en vintagebutik til at åbne efter lukketid for at skaffe noget, der matchede dommerens ønsker.  

- I princippet var det en umulig opgave, men det er jo også derfor, jeg godt kan lide at være med. Det er en sejr for mig selv, at jeg kan levere, selv når han beder om noget, der er umuligt.

Nedenfor ses det opslag, My Fournais lavede på sin Instagram-profil efter sidste års 'X Factor'-sejr til Place on Earth: 

I sidste ende valgte Blachman dog at gå med de outfits, My Fournais oprindeligt havde planlagt. Men stylisten har prøvet det, der var værre, end en ’X Factor’-dommer, der skiftede mening i sidste øjeblik.

- Jeg kommer fra modeverdenen og har arbejdet sammen med meget excentriske fotografer, siden jeg var 15 år, så det er jeg meget rolig omkring. Jeg valgte faktisk at tage jobbet, fordi det var Thomas, jeg skulle arbejde sammen med, siger hun og tilføjer: 

- Jeg vidste, at han ville kunne forstå min æstetik. 

Se hele programmet om Blachmans tøjprøver på TV 2 PLAY.