Oscar-show får ingen vært: - Det er et kæmpe svaghedstegn

16x9
Oscar-showet afholdes 24. februar 2019. Foto: Ritzau Scanpix

Komikeren Kevin Hart skulle ellers have været vært til showet, men måtte trække sig på grund af en række gamle tweets.

Når den famøse Oscar-uddeling finder sted senere på måneden, bliver det uden en meget central person.

Se alle vinderne fra Oscar-uddelingen 2019 her. Listen opdateres løbende, når priserne overrækkes.

Oscar Akademiet har nemlig besluttet, at der ikke vil være en vært til at byde velkommen og præsentere prisoverrækkerne. Det oplyser ABC Entertainment, der står bag Oscar-showet, til nyhedsbureauet Reuters.

Det sker udelukkende af nød, mener film- og tv-redaktør på mediet Soundvenue Jacob Ludvigsen.

- Det har bestemt ikke været et frivilligt valg. Der er ingen, der har tænkt: "Kunne det ikke være sjovt, hvis vi ikke havde en vært". Det er et kæmpe svaghedstegn, siger han til TV 2.

- Hvis jeg skulle gætte, så lyder det til, at det bliver et af de værste Oscar-shows i nyere tid.

Værten trak sig

Den amerikanske komiker Kevin Hart havde ellers sagt ja til den prestigefulde rolle som vært for Oscar-uddelingen 2019. Men det spændte en række af hans gamle tweets ben for.

Valget af den sorte komiker Kevin Hart kom på et tidspunkt, hvor akademiet var under pres for at øge mangfoldigheden i showet.
Valget af den sorte komiker Kevin Hart kom på et tidspunkt, hvor akademiet var under pres for at øge mangfoldigheden i showet. Foto: Angela Weiss / Ritzau Scanpix

Han blev blandt andet kritiseret for at have skrevet, at "hvis jeg kan forhindre, at min søn bliver homoseksuel, så vil jeg gøre det".

Det affødte et krav om en undskyldning fra Academy of Motion Picture Arts and Sciences, der står for Oscar-uddelingen. Komikeren mente dog i første omgang ikke, at han behøvede at undskylde for noget, der lå flere år tilbage og trak sig i stedet.

- Jeg har besluttet at træde tilbage som vært for dette års Oscar-uddeling. For jeg vil ikke være en distraktion på en aften, der skal fejre så mange fantastiske, talentfulde artister, skrev han på Twitter.

Kevin Hart stod ellers til at blive én blandt en lille håndfuld sorte amerikanske Oscar-værter, der har styret showet i løbet af de seneste 90 år. Han har dog senere valgt at undskylde til LGBT-miljøet.

Et Oscar-show i krise og kaos

Efter komikeren trak sig, gik der mange rygter om, hvem der i stedet skulle erstatte ham - og om det overhovedet kunne lade sig gøre. Men the show must som bekendt go on - og i dette tilfælde bliver det altså uden en vært.

Først og fremmet er det et tegn på et Oscar-show i krise og kaos, det kan man ikke komme udenom

Jacob Ludvigsen, film- og tv-redaktør på Soundvenue

- Først og fremmet er det et tegn på et Oscar-show i krise og kaos, det kan man ikke komme udenom, siger Jacob Ludvigsen.

- Hvis man skal se det positive i det, så er det sådan noget, der tvinger arrangørerne til at tænke ud af boksen og gøre tingene på en ny måde. Det har ikke fungeret så godt de seneste år.

Prisuddelingsshowet har blandt andet kæmpet med dalende seertal, og film- og tv-redaktøren håber, at de nu griber muligheden for at overraske.

- Man er ekstra nysgerrig

Værten kommer især til at mangle i starten, hvor der er tradition for et sjovt indslag. Film- og tv-redaktøren tror i stedet, at man kommer til at se nogle lidt større karakterer blandt dem, der skal præsentere de nominerede. Men han tror stadig, at man vil savne en til at samle showet. 

Det vil dog ikke være første gang, man ser et Oscar-show uden vært. Det skete senest for 30 år siden - der var det dog frivilligt fra arrangørernes side, forklarer Jacob Ludvigsen.

Han ser stadig frem til showet på trods af den manglende vært.

- Et eller andet sted gør det også, at man er mere spændt. For man tænker: "Hvordan i alverden vil de løse det?" Man er ekstra nysgerrig, siger han.

Selve Oscar-showet afholdes 24. februar 2019.