I 20 år har man ikke set lignende på TV 2: - Det er jo et mindre mirakel

16x9
August Molin (Søren Sætter-Lassen) i 'Badehotellet' sæson seks. Foto: Mike Kollöffel / TV 2

Ikke siden 1990'erne har tv-stationen samlet et så stort antal danskere til et fiktionsprogram.

- Sikke en velkomst, sagde en varmeramt og svedig Edward Weyse i første afsnit af 'Badehotellet's nyeste sæson.

Det var på mange måder en særlig velkomst.

Serien var mandag aften tilbage med sin sjette sæson, men det helt særlige var antallet af danskere, som kollektivt så premiereafsnittet.

Hele 1.757.000 danskere har set afsnittet, og det betyder, at man skal 20 år tilbage for at finde et fiktionsprogram, der har trukket flere seere på TV 2.

Sådan udregner TV 2 seertal

Gallup måler seertal på tværs af de danske tv-kanaler. 

1.589.000 mennesker så premieren. 

Derudover kommer der tidsforskudt sening. Det vil sige seere, som har optaget afsnittet, ser afsnittet via catch-up-service hos deres distributør eller på anden måde ser tv-programmet.

Når de tal lægges sammen, har 1.757.000 danskere set premieren. 

I 1999 viste TV 2 Morten Korch-serien 'Ved Stillebækken', hvor premiereafsnittet blev set af 73 procent af alle de danskere, som havde mulighed for at se serien.

Det første afsnit af 'Badehotellet's sjette sæson, der rullede over skærmen mandag 28. januar, blev set af 69 procent af dem, som havde mulighed for at se serien.

På TV 2 glæder kanalchef Lotte Lindegaard sig over, at så mange danskere finder vej til stationens tv-serie.

- Forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har skabt en serie, som virkelig samler danskerne. Og det er helt usædvanligt i en tid, hvor medieforbruget er så fragmenteret. Vi ser sjældnere og sjældnere noget sammen, og derfor er det fantastisk at kunne give en fælles oplevelse, som vi kan nyde sammen og tale med hinanden om, siger hun.

Anmelder fra Berlingske Jakob Steen Olsen mener, at det er noget helt særligt, at så mange mennesker vil se en serie på tv.

- Det er jo et mindre mirakel, at så mange sidder og ser tv. Det er, fordi serien vil underholde og tilbyder et frikvarter fra det panderynkede på andre kanaler. For eksempel tilbyder DR tv-serien 'Bedrag' om søndagen, og der kommer solen jo ikke ind som på 'Badehotellet', siger han. 

Masser af ris, men seerne er ligeglade

De høje seertal har fulgt 'Badehotellet' igennem flere sæsoner. Men med ros følger ofte også ris, og den er kommet i form af kølige reaktioner fra forskellige anmeldere.

FAKTA OM 'BADEHOTELLET'

Serien blev sendt første gang den 30. december 2013 og voksede til at blive en af de mest sete serier i TV 2s historie. Over 1,5 millioner følger med hver uge.

Historien udspringer omkring det fiktive Andersens Badehotel ved Vesterhavet i Jylland. Her vender gæsterne op og ned på hverdagen for hotellets medarbejdere, ejere og naboer.

Størstedelen af scenerne er optaget i Risby-studierne i Albertslund, hvor op mod 200 stærke lamper skal give oplevelsen af solskin.

Alle sæsoner er skrevet af forfatterparret Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.

- Hvis jeg ikke fik penge for det, så jeg ikke 'Badehotellet', har Ekstra-Bladets anmelder Henrik Queitsch sagt om den nye sæson.

- Det er dansk tv-dramatiks svar på citronmånen: Det er ikke Shakespeare, men til en kop kaffe går det an, skrev anmelder Henrik Palle fra Politiken i 2017.

- Den ligner en af 1970'ernes sengekantsfilm, hvor alt det sjove er klippet fra, parret med et kapitel af 'Frøken Jensens kogebog' og en tapetkollektion fra forrige århundrede, skrev Berlingskes anmelder Jakob Steen Olsen om en af de første sæsoner.

Sidstnævnte anmelder er dog ved at vende og peger på, at 'Badehotellet' kan noget med seerne - anmeldernes hårde dom til trods.

- Den er blevet bedre end i begyndelsen, og jeg synes, den har fundet sin form som et moderne take på en klassisk folkekomedie, siger Jakob Steen Olsen.

Mange skuespillere har gæstet 'Badehotellet' i årenes løb. Her ses Søren Pilmark i rollen som statsminister Stauning i 2016.
Mange skuespillere har gæstet 'Badehotellet' i årenes løb. Her ses Søren Pilmark i rollen som statsminister Stauning i 2016. Foto: Mike Kollöffel / TV 2

Han mener, at serien giver en ægte pause fra hverdagen. Det er en verden, som er til at have med at gøre, og så er den flot filmet med mange smukke kostumer.

- Man føler, at figurerne er gode venner, og man vil vide, hvad der skal ske med dem, siger han.

Der findes i dag ikke ret mange programmer, som kan samle så mange seere foran fjernsynet. Samtidig streamer vi meget mere. Det er hovedsageligt store nyheder, store sportsfinaler og kongelige begivenheder, som trækker så mange seere.

- Derfor er det utroligt, at 'Badehotellet' forøger sine seertal, siger Jakob Steen Olsen og fremhæver springet frem i tid som et smart påfund.

Manuskriptforfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har skabt 'Badehotellet' sammen.
Manuskriptforfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har skabt 'Badehotellet' sammen. Foto: Jacob Kusk / TV 2

- Vi var spændte på modtagelsen af denne sæson, fordi handlingen rykkes frem til lige inden besættelsen og derfor har en mere dyster undertone. Så vi er lykkelige for, at danskerne igen tjekker ind på Andersens badehotel og tager forskud på sommeren. Vi kan se, at det gælder alle aldre, og det gør ikke glæden mindre, siger kanalchef for TV 2 Lotte Lindegaard.

'Badehotellet' sendes hver mandag på TV 2 klokken 20.00. Du kan altid se et afsnit foran på TV 2 PLAY.