Manden bag Instagram-æg med 52 millioner likes står frem

16x9
Ægget medvirker i en reklame for Mental Health America. Foto: Screenshot

Ægget skal skabe fokus på mental sundhed.

For en måned siden poppede et billede af et æg op på Instagram. Umiddelbart var der ikke noget særligt over ægget, men i løbet af ni dage var billedet det mest likede på Instagram. Nogensinde.

Det væltede realitystjernen Kylie Jenner af tronen som indehaver af det mest likede billede, og mange spekulerede i, hvem der mon stod bag det verdensberømte Instagram-post.

Nu står skaberen frem.

Hans navn er Chris Godfrey, og han er en 29-årig amerikansk reklamemand.

Han så det som en udfordring at forsøge at slå Kylie Jenners rekord, og valget faldt på et æg.

- Et æg har intet køn, ingen race og ingen religion. Et æg er et æg; det er universelt, lyder begrundelsen fra den unge amerikaner i New York Times. 

Et æg med mening

Chris Godfrey har skabt Instagram-kontoen world_record_egg sammen med to venner. Kontoen har i dag ti millioner følgere.

Siden det første æggebillede har kontoen postet tre billeder af ægget med flere og flere sprækker i. Lørdag postede profilen så et æg forklædt som en amerikansk fodbold.

- Ventetiden er slut. Alt vil blive afsløret på søndag efter Super Bowl, står der under fodbold-ægget.

I en reklame vist på streamingtjenesten Hulu søndag, hvor Super Bowl blev afholdt, indgik ægget, der har fået navnet Eugene.

- Presset fra sociale medier går mig på, lyder det fra Eugene i reklamen.

- Hvis du også kæmper, så snak med nogen, siger ægget, hvorefter seerne bliver vist hen på en side for nonprofitorganisationen Mental Health America.

Skaberne af Eugene fortæller, at mental sundhed er det første af mange sager, ægget vil komme til at gøre opmærksom på.

- Folk har forelsket sig i dette æg, og ægget Eugene vil fortsætte med at sprede positive budskaber, siger Alissa Khan-Whelan, der er én af Godfreys venner, der har været med til at få ideen til ægget.

Har ikke betalt sig til likes

Der har været spekuleret meget i, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, at en nyoprettet anonym konto ved hjælp af et æg kan nå ud til så mange mennesker. Nogle har ment, at bestemte personer er blevet betalt for at sprede opslaget. Men det afviser Chris Godfrey.

Han siger, at kontoens vokseværk har været ’fuldstændig organisk’, og at det ikke skyldes hjælp fra en eller flere specifikke konti.

- Jeg tror måske, at det var den yngre generation. Det begyndte at sprede sig i skolerne. På en måde kan man sige, at det spredte sig gennem legepladserne, siger han og forklarer, at opslaget fik mange likes om eftermiddagen mellem klokken 15-16, når ’man fik fri fra skole’.

Nathalie Larsen, der er sociale medier-strateg og digital chef hos Lead Agency, gættede på årsagen til profilens udbredelse, da bagmændene stadig var anonyme.

- Det er kombinationen af det her undergrundsmiljø, og at det ikke kommer fra en eller anden kendis, samtidig med at det alligevel skal bæres videre af nogen, der har et fællesskab af en vis størrelse. Men det starter som en bølge for at se, hvor langt man kan nå som nobodies, sagde hun til TV 2.

- Man kan jo spørge; kan hvem som helst gøre det på hvilket som helst tidspunkt? Nej. Der har været noget med timing, afsender og de rigtige mennesker, som er gået ind i det, og som har syntes, at det er sjovt, at man som almindelig bruger kan sætte dagsordenen.

Da vennerne indledte rekordjagten havde det mest populære billede 18 millioner likes og tilhørte Kylie Jenner, der var indehaver af rekorden for et billede af sin nyfødte datter. 

Det tog ni dage for ægget at slå rekorden, og efter en måned har opslaget nu udklækket 52,1 millioner likes.