De lagde 'X Factor' ned med vildt twerking-show og lover, at der er flere overraskelser i vente

Ifølge Maria og Bea skete der "magi" på scenen, da de optrådte til 5 Chair Challenge.

- Oh my gosh, look at her butt.

To sønderjyske veninder satte i den grad bagdelen i fokus med både sang og dans fredag aften under 'X Factor'.

Sammen med syv andre grupper kæmpede Maria Meldgaard Mortensen og Bea Sarockaite for en plads til stoledysten 5 Chair Challenge. Men udover at synge og rappe leverede de et show, der fik to dommere til at rejse sig fra deres pladser i ren begejstring. 

Maria afsluttede duoens version af Nicki Minajs 'Anaconda' med at twerke i 15 sekunder – altså at ryste sin numse, mens Bea rappede videre liggende på gulvet. 

- Et kæmpe højdepunkt

Sangens tekst er da også en hyldest til bagdelen, og Maria og Beas optræden fik tv-værten Sofie Linde til at skraldgrine, mens dommerne Oh Land og Ankerstjerne gav dem et stående bifald.

Der var begejstring ved dommerbordet, da aftenens sidste gruppe begyndte at optræde.
Der var begejstring ved dommerbordet, da aftenens sidste gruppe begyndte at optræde. Foto: TV 2/BLU

Især Ankerstjerne var helt målløs.

- Hvad fanden sker der? 

- I er jo ægte gode! Wauw. Et kæmpe højdepunkt. I sneg jer med nød og næppe videre gennem de der auditions, og når jeg siger, jeg bliver glad for at se jer, så er det fordi, jeg bliver glad for at blive underholdt. Men jeg havde satme ikke regnet med, at det ville blive så godt, sagde han. 

Blachman kaldte dem "bjergtagende" og mente, at de på nogle punkter lød som en færdigindspillet sang.

Planlagde at overraske folk

Ifølge Maria og Bea selv havde de valgt at gemme guldklumperne til showet.  

- Hvad skal jeg sige? Der skete magi, siger 17-årige Maria efter deres optræden.

- Vi havde hele tiden tænkt, at 'Anaconda' var en finalesang. Det er en sang, man har et kæmpe show til, fordi den er så lækker. Men så tænkte vi: "Fuck det, nu synger vi den bare der", fortsætter hun.

Maria og Bea afslørede i programmet, at de ikke havde prøvet at optræde på en scene eller synge i mikrofon før 5 Chair Challenge.
Maria og Bea afslørede i programmet, at de ikke havde prøvet at optræde på en scene eller synge i mikrofon før 5 Chair Challenge. Foto: TV 2/Lasse Lagoni

Til deres audition rappede de to til Gillis 'Knokler hårdt', men nu skulle der mere til for at blive blandt top-fem, mente de.  

- Jeg synes, at man skal overbevise. Vi kan ikke bare komme og synge den samme Gilli-sang igen, lyder det fra 18-årige Beatrice, der til daglig kalder sig Bea. 

Det var første gang, de to veninder sang i mikrofon og stod på en scene, men én ting var sikkert – de ville lave noget spektakulært. 

- Vi ville overraske folk. Hvad associerer man ’Anaconda’ med? Røv. Hvad associerer man røv med? Twerking, siger Bea.

Herunder kan du se hele deres optræden:

Se klippet fra X Factors audition: Maria og Bea synger Anaconda af Nicki Minaj Video: Anders Mellerup

Twerking er ikke en hobby

Det startede som en joke, at Maria skulle slutte sangen af med at twerke på scenen, men hun ved ikke, hvor danseevnerne kommer fra. 

- Det er sådan, jeg er født, griner hun. 

- Det er ikke, fordi jeg går og twerker derhjemme. Det er ikke en hobby, det var bare for sjov, og vi tænkte, at det ville få folk til at kigge, lyder det fra Maria. 

Man forestiller sig, at man er en stjerne

Bea Sarockaite

Da de skulle tale med dommerne, var der lidt nerver på, men ellers var de ikke nervøse over at optræde, fortæller de to deltagere, og Bea beskriver det som en drøm at stå på scenen. 

- Man forestiller sig, at man er en stjerne, sagde hun, mens Maria bryder ind: 

- Fucking Hannah Montana! (Amerikansk tv-serie med Miley Cyrus i hovedrollen, red). 

Hvad tror I, der gjorde, at I fik så meget ros?

- Jeg tror, det var vores attitude og vores twerking på scenen. Bare vores personligheder og vores gode rap, mener Bea.

Oh Land: - Jeg kunne ikke glemme dem

Dommeren for gruppekategorien, Oh Land, gav de to sønderjyske rappere en stol og sendte i stedet søskendeparret Mikkel og Cecilie ud af programmet.

Under auditionrunderne i efteråret fik Maria og Bea dommerne til at grine, og deres attitude imponerede allerede dengang Oh Land.

- De har været nogle af dem, som jeg ikke kunne glemme. Og allerede der er man langt, for vi har fandeme set mange, siger dommeren. 

Selvtilliden fejler ikke noget hos Maria og Bea fra henholdsvis Haderslev og Sønderborg. Med den i hånden fik de to sønderjyske piger overbevist dommerne om, at de skulle videre fra første audition i årets X Factor. Video: Kasper Søby Jensen

Til 5 Chair Challenge blev hun dog også overbevist om noget andet. At de kunne mere end bare at få hende til at trække på smilebåndet. 

- Det, som jeg så har fået bekræftet, er, at det er ikke tilfældigt, og det er ikke bare en joke. De er sindssygt gode. At kunne rappe på den måde med det flow og de pauser og den udtale. Det kræver seriøst timer at komme dertil. De har helt vildt meget attitude, men de er også bare pissegode, siger Oh Land. 

Behøver ikke ryste røv hver gang

De to veninder kan godt lide at overraske, men det er ikke for enhver pris, understreger de. 

- Det er ikke, fordi jeg skal stå og ryste min røv hver gang. Vi kan sagtens overgå os selv på andre måder. Man skal hele tiden udvikle sig, men vi dækker ikke over noget ved at gøre noget vildt. Vi kan også bare stå og lave god musik, siger Maria.  

Det er lidt ekstra drys på kagen

Bea Sarockaite

De har derfor ikke noget imod at skrue op og ned for sceneshowet, men de vil fortsat stræbe efter at give publikum en oplevelse, de ikke forventer. 

- Det er ligesom at finde en mandel i sin risalamande. Og man bliver virkelig glad, når man finder en mandel, siger Bea. 

- Jeg synes, at en overraskelse er en god detalje i et sceneshow. Man får opmærksomhed fra publikum og viser, at man har lagt mere tanke i det end bare sang. Det er lidt ekstra drys på kagen, siger hun og bemærker, at det også kan være en overraskelse at vise en nedtonet side. 

Maria (til venstre) og Bea synes i virkeligheden, at Nicki Minajs Anaconda er en finalesang. Men de ville gerne imponere til 5 Chair Challenge.
Maria (til venstre) og Bea synes i virkeligheden, at Nicki Minajs Anaconda er en finalesang. Men de ville gerne imponere til 5 Chair Challenge. Foto: TV 2/Lasse Lagoni

Dommer fjernede to stole

Det var sin sag at få en stol til gruppernes 5 Chair Challenge. Oh Land valgte nemlig at skære markant i mulighederne for at få en plads videre i showet. I begyndelsen var der fem pladser. Til sidst var der kun tre.

Ved at fjerne to stole åbner det op for muligheden for at sammensætte nogle ekstra grupper, som hun kan tage med videre til bootcamp. 

De manglende pladser skabte dog bekymring backstage, og det var også noget, som Maria og Bea spekulerede over, mens de ventede på, at det blev deres tur til at gå på scenen.

- Vi tænkte: ”Okay, hvad er chancerne nu?” Men så leverede vi et godt show, griner Bea.

Udover Maria og Bea fik også Wild Mountains og Dr. Rolf & Kanylerne en stol. Dermed er alle tre grupper videre til bootcampen. 

Wild Mountains, Dr. Rolf & Kanylerne og Maria & Bea er gået videre til bootcampen.
Wild Mountains, Dr. Rolf & Kanylerne og Maria & Bea er gået videre til bootcampen. Foto: TV 2/Lasse Lagoni

Se 'X Factor' og 5 Chair Challenge lige nu på TV 2 PLAY. Se med, når det bliver Blachmans tur til at vælge sine fem solister over 23 år næste fredag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.