Tv-vært imponeret over 'X Factor'-gruppe: De kunne godt gå hen og vinde

- Se nu lige, hvad du har. Sådan lyder opfordringen fra tv-værten Ane Cortzen til ’X Factor’-dommeren Oh Land.

Da to gode venner fra den lille vestjyske by Vildbjerg begyndte at synge fredag aften blev tv-vært og 'X Factor'-entusiast Ane Cortzen begejstret. 

Hun mener, at duoen har potentiale til at gå hele vejen.

Det afslørede hun i TV 2-podcastprogrammet 'X Factor - Dagen derpå'.

- Hold kæft, hvor det svingede, sagde hun.

- De kunne godt gå hen og vinde. Jeg ved godt, at man skal passe på med at sige det. Men de havde altså noget, de to.

Du kan høre 'X Factor - Dagen derpå' herunder:

Savnede vurdering fra 'de rigtige'

Vennerne Mads Pedersen og Kim Rasmussen mødte hinanden for ti år siden i byen Vildbjerg, der tæller cirka 4000 indbyggere.

Byen lægger da også navn til duoen, der kalder sig for en engelsk variant: Wild Mountains.

De to fyre fra Wild Mountains lærte hinanden at kende, fordi de boede i hvert sit rækkehus tæt på hinanden.
De to fyre fra Wild Mountains lærte hinanden at kende, fordi de boede i hvert sit rækkehus tæt på hinanden. Foto: Blu/TV 2

De spiller begge guitar og synger, og en ekstra motivation for dem ved at stille op i 'X Factor' har været at få dommernes ærlige mening.

Gennem flere år har Kim Rasmussen nemlig forsøgt at fortælle Mads Pedersen, at han er dygtig til det med musikken.

Men det tror vennen ikke selv på, og derfor måtte nye metoder tages i brug. 

- Det gør ondt på mig at se, hvor lidt han tror på, når jeg siger, at han er dygtig. Så jeg har brug for, at han får at vide af de rigtige mennesker, at han er dygtig, lød det fra Kim Rasmussen i programmet.

Og ros fik Wild Mountains. Til deres audition optrådte de med nummeret 'Cotton Fields Back Home' af Creedence Clearwater Revival, og det var alle tre dommere begejstrede for.

- Det er helt klart de mest solide harmonier, vi overhovedet har hørt, lød det fra Oh Land.

Deres venskab skinnede også igennem i lokalet.

- Jeg blev smittet af jeres kammeratskab. Det er meget fedt, bemærkede Ankerstjerne. 

Mads Pedersen (tv) og Kim Rasmussen har været venner siden 2008. Her er de i forbindelse med deres audition i efteråret.
Mads Pedersen (tv) og Kim Rasmussen har været venner siden 2008. Her er de i forbindelse med deres audition i efteråret. Foto: Lasse Lagoni/TV 2

Græd over venskab

Tv-værten Ane Cortzen er selv glad for musikgenren, men hun var ikke den eneste i podcastprogrammet, der var imponeret over duoen.

Det var den faste ekspert i programmet Bjarke Charlie Serritslev også.

Det eneste tidspunkt, han fik våde øjne fredag aften, var, da de to venner tonede frem på skærmen og fortalte deres historie.

Sisse Sejr-Nørgaard (tv) er vært på podcastprogrammet 'X Factor - Dagen derpå', der har fast besøg af 'X Factor'-eksperten Bjarke Charlie. Denne uges gæst var tv- og radiovært Ane Cortzen.
Sisse Sejr-Nørgaard (tv) er vært på podcastprogrammet 'X Factor - Dagen derpå', der har fast besøg af 'X Factor'-eksperten Bjarke Charlie. Denne uges gæst var tv- og radiovært Ane Cortzen. Foto: Privatfoto.

Især da vennen Mads Pedersen fortalte, at han var der for at bakke sin kammerats talent op, som Bjarke Charlie kalder for "helt uselvisk". 

- De tænker ikke: "Nu skal jeg være verdensstjerne". Det synes jeg også, der er noget lækkert over. De går ikke målrettet ind for at få en musikkarriere, de har det hyggeligt sammen og laver god musik sammen, siger ’X Factor’-eksperten. 

Vil snacke i skålen med unge solister

Det sidste auditionprogram kørte over skærmen fredag, og samtidig blev det afsløret, hvilke kategorier dommerne fremadrettet skal arbejde med.

Grupperne tilfaldt sangerinden Oh Land, og dermed skal hun også afgøre Wild Mountains videre skæbne.

Hun ser generelt gode muligheder med sin kategori, afslørede hun i programmet.  

- Jeg kan godt gøre noget sindssygt med de grupper. Det ved jeg. Jeg arbejder med musikere hele tiden og laver harmoniseringer hele tiden. 

"Wow" var det første ord fra Oh Land, efter hun havde læst sin kategori op. Hun skal arbejde med grupperne i denne sæson af X Factor. Foto: Blu/TV 2

Men samtidig sagde hun noget, der fik podcastgæsterne til at rynke brynene. 

- Jeg skal så meget over og snacke i din skål. Jeg skal på rov, lød det fra Oh Land til Ankerstjerne fredag aften.

Han skal arbejde med de unge deltagere, og der er tradition for i 'X Factor', at dommerne må sammensætte grupper af de solister, der ikke klarede det til liveprogrammer.

Det skete eksempelvis med sidste års vindere Place on Earth, der oprindelig bestod af tre unge solister. 

- Se nu lige, hvad du har

Det faldt alligevel ikke i god jord hos podcastpanelet, at Oh Land sagde den slags så tidligt i processen. 

- Jeg synes, at hun lige skal give den kategori, hun har, en chance, lød det fra ’X Factor’-eksperten Bjarke Charlie Serritslev, der bemærkede:

- Det er fair, at man kan plukke ovre fra de unge, fordi der er så meget talent. Men der er noget ved grupper, der kommer ind sammen og er sammentømrede.

Jeg tror, at Wild Mountains kommer til at lægge salen ned

Ane Cortzen, tv- og radiovært

Han nævnte Wild Mountains og gruppen Los Fuegos som eksempler.

- Gå ind og se, om du kan arbejde med det, og dan så en gruppe, hvis du synes. Men det er bare for tidligt, sagde han. 

Ane Cortzen var enig: 

- Se nu lige, hvad du har. Det er en lille smule nedvurderende overfor dem, hun har i sin gruppe.

Hvad Oh Land vælger at gøre, må tiden vise. De næste fredage står den på udskillelsesprogrammet 5 Chair Challenge, hvor en række deltagere skæres fra, og kandidaterne til årets bootcamp bliver fundet.

Her er tv- og radioværten Ane Cortzen igen forhåbningsfuld på den vestjyske duoes vegne. 

- Jeg tror, at Wild Mountains kommer til at lægge salen ned, sagde hun.

Du kan lytte til podcastprogrammet 'X Factor - Dagen Derpå' lige her - eller gense de tre auditionprogrammer lige nu på TV 2 PLAY.