Det så du ikke på tv: Trillinger stiller op i 'X Factor' for første gang nogensinde

Hver for sig havde Mads, Emil og Jonas ikke en chance i tv-programmet, lød det fra de tre dommere. Sang de sammen var det en helt anden historie.

Det var ikke til at tage fejl af 'X Factor'-dommernes forundring under årets auditions, da først én ung mand trådte ind foran dem, så én mere og til sidst en tredje. Alle tre nærmest identiske.

- Oh, wow, lød det forbløffet fra dommer Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land.

Fra venstre er det Jonas, Emil og Mads.
Fra venstre er det Jonas, Emil og Mads. Foto: BLU / TV 2

De tre 18-årige, Mads, Emil og Jonas Sørensen, er nemlig ikke bare en trio. De er også trillinger – sangkonkurrencens første af slagsen.

- Vi turde ikke at stille op hver for sig, men da vores bror Mads spurgte, om vi havde lyst til at stille op som en gruppe, så var vi egentlig ikke i tvivl. "Lad os gøre det," tænkte vi bare, fortæller Emil til TV 2.

Han stod i midten under deres audition, som ikke kom med i 'X Factor'-programmet. Nu kan optagelserne med det usædvanlige boyband dog ses i toppen af artiklen.

'Rædselsfulde' hver for sig

At et sæt trillinger stiller op sammen, er ikke set nogensinde igennem de 11 forgangne 'X Factor'-sæsoner.

Sådan lyder det fra Bjarke Charlie Serritslev, der er medvært på TV 2s ugentlige podcast om programmet og har set samtlige danske og britiske sæsoner af 'X Factor'.

- Det er jo virkelig noget, man lægger mærke til, så jeg er sikker på, at det ikke er set før, siger han og tilføjer, at der før har været tvillingepar med. 

Mads, Emil og Jonas er født med minutters mellemrum og har altid sunget sammen i deres fritid. Deres private optrædener har fået masser af ros med på vejen fra venner og familie, men de havde alle tre brug for en dom fra de professionelle musikere i 'X Factor'.  

- Er det rent faktisk rigtigt, at vi kan noget? Eller er det bare for at være søde, at nogen har sagt det?, spørger Emil Sørensen retorisk.   

Om de har et stort sangtalent, var dog svært for dommerne at blive enige om under trillingernes audition. 

Oh Land blev meget overrasket, da hun opdagede, at der stod et hold trillingebrødre foran hende.
Oh Land blev meget overrasket, da hun opdagede, at der stod et hold trillingebrødre foran hende. Foto: BLU / TV 2

For ligesom de tre er svære at kende fra hinanden, blev den fælles genetiske sammensætning også bemærket, da de sang. 

- Det er ret sjovt, for man får lov at høre den samme stemme med forskellig grad af selvsikkerhed, sagde dommeren Lars Ankerstjerne med et smil på læben, efter brødrene havde sunget.

Hver især sang de et vers, men det var, når de sang sammen, at noget unikt opstod. 

- Det var rædselsfulde solopartier, lød den hårde dom fra Thomas Blachman.

- Men på en eller anden måde var det ret fantastisk at lytte til jeres unison sang, sluttede han overraskende og gav dem sit "ja" til at fortsætte i konkurrencen.

En appel med virkning

For dommeren Oh Land rakte præstationen dog ikke til at gå videre, så trillingernes skæbne lå på den sidste dommer skuldre.    

Det gav Emil Sørensen den sidste energi til at appellere til dommerne og vise, at han og hans to brødre var villige til at gå all in i programmet. 

- Jeg ved, at det kræver sindssygt meget og sindssygt meget tid. Vi har virkelig tænkt os at arbejde for det, indskød han, mens Ankerstjerne tænkte sig om.

Trillingerne imponerede dommerne, når de sang sammen. Men derudover lød det
Trillingerne imponerede dommerne, når de sang sammen. Men derudover lød det "rædselsfuldt", mente Blachman. Derfor var hans vurdering, at der skulle arbejds. Trods det gav han brødrene sit ja. Foto: BLU / TV 2

- Er du klar over, hvilket sindssygt tog I stiger på? I bliver tævet rundt i manegen, lød det fra dommeren. 

- Til gengæld tror jeg, at der sidder nogle unge damer derude bag skærmen, der vil have noget mere af det dér. Så den udfordring tager vi, lød den sidste dom fra Lars Ankerstjerne til stor jubel fra de tre brødre.

Dermed fik de den eftertragtede billet videre i programmet.

Se ’X Factor’ fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.