'X Factor'-deltager sender kæmpe undskyldning til Sofie Linde

22-årige Marcus Sørensen endte i diskussion med 'X Factor'-dommerne og forlod sin audition med forliste drømme. Det gik ud over værten.

Vært Sofie Linde stod klar med opmuntrende ord og et kram, da 22-årige Marcus Sørensen kom ud fra sin 'X Factor'-audition i Odense.

Men med et ”nej, nej, nej” afveg den unge mand kategorisk værtens omfavnelse. 

- Lige dér ville jeg bare ikke have noget med 'X Factor' at gøre, siger han i dag til TV 2.

Fynboen havde forventet, at en billet videre i konkurrencen var en formalitet: Han stillede sig op foran de tre dommere med rank ryg og mere end ti års undervisning i sang i bagagen, men helt nemt gik det ikke.

Marcus venner og vært Sofie Linde stod og ventede, da han kom ud fra sin audition, men han var slet ikke i humør til deres omsorg.
Marcus venner og vært Sofie Linde stod og ventede, da han kom ud fra sin audition, men han var slet ikke i humør til deres omsorg. Foto: BLU/TV 2

Han forlod studiet sur, skuffet og såret efter en længere diskussion om sine musiske evner med Oh Land, Lars Ankerstjerne og Thomas Blachman.

I dag fortryder Marcus Sørensen sin opførsel, som resten af Danmark fik et indblik i fredag aften i 'X Factor' – særligt fortryder han sin opførsel over for Sofie Linde.

Dårligt indtryk fra starten

Fra første sekund i sin audition oplevede Marcus Sørensen, at han og dommerne kom skævt ind på hinanden. Den 22-årige deltager havde knapt nok hilst på dem, før han spurgte efter "sin stol".

Jeg var bange for, at hun tænkte: ”Ham der Marcus, han skal fise ad helvede til”

Marcus, deltager i 'X Factor'

Ved dommerbordet blev det tolket som arrogance.

- Det skulle have været fikset, lød det ironisk fra dommer Thomas Blachman.

- Allerede superstjernenykker. "Hvor fanden er min stol?", stemte Lars Ankerstjerne i.

Dommer Thomas Blachman mente, at Marcus' optræden var kedelig og forudsigelig.
Dommer Thomas Blachman mente, at Marcus' optræden var kedelig og forudsigelig. Foto: BLU/TV 2

Marcus Sørensens optræden med to sange, han selv har skrevet, fortsatte i samme spor, og Lars Ankerstjernes dom var, at den unge mands formidling af sangene virkede "indstuderet", "lukket" og "sikkert".

- Vi har hver vores mening om musik jo, sagde Marcus Sørensen, uforstående over for kritikken.

Dermed indledte han en længere diskussion om sine kunstneriske evner – en diskussion, som efterlod tre tydeligt irriterede dommere.

 - Du har stillet dig der og i kraft af, at du har gjort det, har du spurgt os, sluttede Lars Ankerstjerne til sidst diskussionen.

Jeg skulle have taget kritikken og gået stille og roligt ud derfra

Marcus Sørensen, deltager i 'X Factor'

Detaljerne omkring sin audition, der blev filmet tilbage i oktober, har Marcus Sørensen glemt i dag, men han husker, at han fik indtrykket af, at dommerne bare ville have hans optræden overstået.

Ankerstjernes sætning har den unge fynbo alligevel taget til sig, fortæller han.

Har lært af det

Han gik fra at være overbevist om, at han havde en gave, til at få tre "nej'er" fra 'X Factor'-dommerne. Det sårede Marcus Sørensen på hans stolthed i en sådan grad, at følelserne løb af med ham. 

- Jeg skulle have taget kritikken og gået stille og roligt ud derfra, siger han.

Afstemning

I minutterne efter var han splittet. Han syntes selv, at han havde gjort det godt ved sin audition og mente ikke, at han havde fået konstruktiv kritik. Samtidig havde tre professionelle musikere lige sagt, at han ikke havde musisk talent. Han følte et øjeblik, at drømmen om at lave musik var knust. 

Hans syn på den kritik har dog ændret sig siden, siger han. 

- Jeg ved, at jeg skal bøje hovedet for dem, der er højere oppe i kæden.

- Og jeg har lært, at jeg altid skal tage imod kritik fra professionelle, hvis jeg får det tilbudt.  

Det var særligt dommer Lars Ankerstjerne, der gik ind i diskussionen med Marcus, som ikke forstod dommernes argumenter om hans optræden.
Det var særligt dommer Lars Ankerstjerne, der gik ind i diskussionen med Marcus, som ikke forstod dommernes argumenter om hans optræden. Foto: BLU/TV 2

Efterfølgende lød rådet fra hans venner også, at han burde have været mere ydmyg foran dommerne.

Håbede på, at et brev kunne forsone  

Da Marcus Sørensen havde fået styr på sine følelser, blev han klar over, at han var nødt til at søge forsoning med Sofie Linde. Allerede en enkelt dag efter sin audition, vidste Marcus Sørensen, at han ikke havde handlet rationelt over for værten.

- Det var vigtigt for mig, at hun vidste, at det ikke var personligt. Hun var en venlig sjæl, der ville give mig et skulderklap, siger han.

Derfor sendte han en mail til værtens manager med en undskyldning.

- Jeg var bange for, at hun tænkte: ”Ham der Marcus, han skal fise ad helvede til”.

Marcus følte, at hele hans musikkarriere var sat på spidsen, da dommerne ikke ville lade ham komme videre i programmet.
Marcus følte, at hele hans musikkarriere var sat på spidsen, da dommerne ikke ville lade ham komme videre i programmet. Foto: BLU/TV 2

Han beskriver beskeden som meget personlig og ønsker ikke at fortælle præcis, hvad der stod. Han har siden fået et positivt svar tilbage fra Sofie Linde.

Ikke nervøs for seernes reaktion

Marcus Sørensen ved, at hans opførsel sandsynligvis vil få nogle seere til at reagere, men det betyder ikke det store for den 22-årige deltager.

- De kender mig ikke, og jeg ved, at de ikke ville sige det til mig personligt, siger han.

Selvom håbet om at deltage i 'X Factor' blev slukket, så er drømmen om at lave musik og synge blevet tændt igen, efter at den mislykkede audition er kommet på afstand.

- Ja da, 235.000 procent. Musik er mit liv, og det er det, jeg har lyst til at leve af, siger han og fortæller, at hans band skal til at lave et album. 

Se 'X Factor' fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.