'X Factor'-deltager vasker hænder i sprit mere end 50 gange om dagen - arbejdede med psyken for at gå til audition

Frank Larsen imponerede 'X Factor'-dommerne med sin sang. Ankerstjerne mente, han leverede "et lille stykke kunst".

Han har den altid med, den lille flaske med hjemmelavet sæbe.

I den har han blandet opvaskemiddel med sprit. Og det vasker 54-årige Frank Larsen sine hænder i mere end 50 gange om dagen.

Den kemiske blanding får huden på hans hænder til at revne. Derfor bærer han også plastikhandsker, så der ikke kommer ”noget i blodbanerne”, som han siger. 

Fredag aften fortalte Frank Larsen sin historie foran dommerne i ’X Factor’. Og som sædvanligt havde han både handsker og sæben med den dag.

Sæben lå i lommen, mens han sang sig til dommernes tre ja’er.

- Jeg er simpelthen tvunget til at bruge den, siger han.

Frank Larsen stillede op i 'X Factor' for at finde ud af, om dommerne mente, han kunne synge.
Frank Larsen stillede op i 'X Factor' for at finde ud af, om dommerne mente, han kunne synge. Foto: BLU / TV 2

Gør rent hver dag

Frank Larsen lider af svær OCD, som giver ham et konstant behov for at gøre rent. Derfor kan han ikke sidde stille, når han står op om morgenen i sin lejlighed i Høje Taastrup.

Hvad er OCD?

OCD, Obsessive Compulsive Disorder, er en psykiaktrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger.

Omkring 2 procent af alle danskere lider af OCD. Lidelsen bryder oftest ud i ungdomsårene eller i begyndelsen af tyverne.

Tvangstankerne drejer sig oftest om frygt for smitte eller for at skade sig selv eller andre. De hyppigste tvangshandlinger er vaske-, kontrol- og tælleritualer.

Kilde: OCD-foreningen.

Her bor han sammen med sin kat, Guffe, der er tyve år gammel. Og når Guffe vækker ”sin far” omkring klokken 4.15, så skal Frank i sving med det samme. 

Han ser støv på sin synthesizer og fedtede pletter på sin tv-skærm, selvom alle andre ville mene, de var klinisk rene.

- Der kan gå 10 til 12 timer, før jeg sætter mig ned første gang, fortæller han.  

- Der er nogle, der siger, at min lejlighed er så ren, at man kan operere der.

- Jeg vasker mine hænder i stykker, siger Frank Larsen.
- Jeg vasker mine hænder i stykker, siger Frank Larsen. Foto: BLU / TV 2

Den forstørrede sengemide

’X Factor’-deltageren er uddannet typograf, men hans OCD har i dag gjort ham til førtidspensionist.

Trangen til at holde sig ren begyndte at præge Frank, da han var teenager. Når Franks far eksempelvis skulle fortælle om sin søn, sagde han altid: "Han er så renlig, at han vasker hænder, før han rør ved sæben". 

I 1995 skete der dog noget, som for alvor trickede den dengang 30-årige Frank Larsens OCD. Her havde en kollega forstørret et billede af en sengemide op på et A4-papir, og det billede viste han til Frank.

- Der fik jeg verdens største chok. Der skete noget indeni mig. Jeg tænkte bare: ”Skal jeg virkelig sove sammen med de væmmelige dyr?”, fortæller han.

- Der skal bare være rent og fint og færdig slut, siger Frank Larsen.
- Der skal bare være rent og fint og færdig slut, siger Frank Larsen. Foto: BLU / TV 2

Med hjælp fra sin søster lærte han dog at forstå, at sengemider faktisk har en funktion.

Hun kaldte dem hans soldater. Sagde, at de beskyttede hans immunforsvar. Derfor har han nu lært, at han bare skal sige: ”Nu kommer jeg” og hoppe ned i sengen.

- Men jeg synes ikke, det er rart. Jeg ved, hvordan de ser ud. Det er pisse ulækkert, siger han.  

Ville finde ud af, om han kunne synge

Noget andet, der har fyldt i Franks liv, er musikken.

Han er vokset op med forældre, der sang. Og for tre år siden tog han selv en aktiv beslutning om, at han ville arbejde med sin sangstemme og koncentrere sig om at forbedre den.

Du har jo en stemme, for fanden

Thomas Blachman til Frank 

Det var også derfor, at han valgte at stille op i ’X Factor’.

- Det var vigtigt for mig at få svar på, om jeg kunne synge, eller om jeg ikke kunne synge, siger han til TV 2.

Og han blev i den grad klogere af sit møde med ’X Factor’-dommerne.

Leverede et stykke kunst

De så overraskede ud, da Frank kom ind i lokalet med hue, solbriller, løst tøj og runde øreringe i begge ører. Men herefter blæste han dommerbordet bagover med sin version af ’Unchained Melody’.

Ankerstjerne kaldte hans audition ”et lille stykke kunst”, mens Oh Land roste Frank for hans indlevelse, hans nærvær og ”den smukkeste følsomme croonerstemme”.

Med hue og solbriller på, gør Frank sin entré. Handskerne ligger dog udenfor, som han ellers har på det meste af tiden. Frank lider nemlig af OCD, der giver ham angst over for bakterier. Video: Kasper Søby Jensen

Også Blachman var begejstret.

- Du har jo en stemme, for fanden. Du har ikke levet det hårde liv, hvor man mister stemmen, sagde dommeren, som også mente, at det var gaven ved Franks ”skavank i livet”.

- Det er den samme evne, du bruger, når du arbejder med din musik og din stemme. Havde du ikke haft den evne, så havde du ikke kunnet gøre det på den måde, du lige har gjort det, lød det fra Blachman.

Havde arbejdet med psyken

Efter sin audition gik Frank hjem og på hovedet i seng, fordi han var blevet svimmel og søsyg af det skarpe lys, han havde stået i meget af dagen.

Trods sin skade på balancenerven, tog Frank Larsen sine solbriller af, da han modtog dommernes ros.
Trods sin skade på balancenerven, tog Frank Larsen sine solbriller af, da han modtog dommernes ros. Foto: BLU / TV 2

Han har en skade på balancenerven, som gør, at han føler, han står på en fiskekutter. Det er grunden til, at han bærer solbriller. For det hjælper. 

Men ud over det, var han ikke påvirket af at skulle trodse bakterier for at komme til audition. 

- Jeg havde selv meldt mig til, så det havde jeg ingen problemer med. Jeg var helt rolig og havde arbejdet med min psyke. Jeg havde forberedt mig på det og glædede mig til det, siger han til TV 2.

- Et kæmpe skulderklap

Frank var dog nødt til at have plastikposer med, ligesom han normalt har, når han bevæger sig uden for sin lejlighed. Dem spreder han ud og sætter sig på, hvis han får behov for et hvil.

- Sådan er mit liv, men jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke stiller op i ’X Factor' for at få medlidenhed over, at jeg har OCD, siger han og fortsætter:

- Alle har accepteret, at jeg sad på plastik og bar handsker.

Frank var en glad mand, da han kom ud fra sin audition.
Frank var en glad mand, da han kom ud fra sin audition. Foto: BLU / TV 2

Og Frank lagde ikke skjul på, at det gjorde stort indtryk på ham. Efter sin audition takkede han dommerne og alle dem, han havde mødt den dag: 

- Det var et kæmpe skulderklap, sagde han om hele oplevelsen.  

Se ’X Factor’ fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.