Danskproduceret film vinder Golden Globe for næsen af verdensstjerne

16x9
Glenn Close Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Skuespilleren Glenn Close kunne se sin egen mor i rollen, hun netop har vundet en Golden Globe for.

Alles øjne var rettet mod sangerinden Lady Gaga, da dette års Golden Globe for 'Bedste kvindelige hovedrolle i en dramafilm' skulle uddeles.

Hun var nemlig spået som vinderen af prisen for sin medvirken i det musikalske drama 'A Star is Born'. Men i stedet blev det til manges overraskelse den amerikanske skuespiller Glenn Close for rollen i den danskproducerede film 'The Wife'.

Og det glæder direktøren i selskabet Meta Film, Meta Louise Foldager, der står bag filmen.

- Det er Meta Film Londons (afdelingen i London, red.) allerførste film, så vi er virkelig stolte og glade for, at det lykkedes at få den så langt som en Golden Globe til Glenn Close, siger hun til TV 2.

En stor forløsning for en film, der har været mere end 14 år undervejs.

En fantastisk puslespilsbrik

Meta Film har finansieret og produceret filmen, der er optaget i Sverige og handler om et ægtepar, som er på vej til hovedstaden Stockholm.

Her skal manden modtage en nobelpris i litteratur. Men undervejs gør kvinden, der gennem sit liv har tilsidesat egne ambitioner og drømme for at kunne støtte sin mand, sig en masse tanker om, hvad hun egentlig vil med sit liv.

En karakter, som Meta Louise Foldager og hendes producer havde udset den nu 71-årige Glenn Close til.

- Det allervigtigste som producer er lige præcis at vælge de rigtige brikker til puslespillet, så det bliver den bedste version af det materiale, der er. Her er Glenn jo en helt fantastisk puslespilsbrik, siger hun.

Kvinder skal følge deres egne drømme

Filmens tema har også fået brikkerne til at falde på plads for skuespilleren selv, der blandt andet nævnte sine forældre i talen.

- Jeg kommer til at tænke på min mor, der dedikerede hele sit liv til min far. Da hun var i 80'erne, sagde hun til mig: "Jeg føler ikke, at jeg har opnået noget som helst". Men det passer ikke, siger Glenn Close. 

- Af hele den her oplevelse har jeg lært, at vi kvinder forventes at pleje andre. Men vi skal også følge vores egne drømme. Vi skal sige: "Det skal jeg, og det må jeg også gerne".

Har arbejdet med Lars von Trier

Danske Meta Louise Foldager udlever sin drøm med selskabet Meta Film. Tidligere var hun producer for den kendte filminstruktør Lars von Trier, som i sig selv kunne give film omtale.

Det kan Glenn Closes pris til Golden Globe nu også. Showet blev set af 18,6 millioner mennesker.

- Det kommer til at give filmen et længere liv, og værdien er længere og større. Nu kan vi komme og sige, at vi var dem, der lavede den film - selvfølgelig er det et skub fremad. Og det kan helt sikkert åbne op for nye store film i fremtiden, siger hun.

Filmproducenten forsikrer samtidig, at de ikke kommer til at hvile på laurbærene, selvom den seneste film blev en succes.

- Vi brygger allerede nu på flere film i selskabet. Det her gør bare, at vi er aktuelle igen, siger hun.

Vindere af Golden Globe Awards 2019