Gik til audition selvom forældrene var imod - og tog dommerne med storm

'X Factor'-deltageren Denis rapper om at være sammen med mænd - selvom hans forældre er imod det.

”Vildt flot tekst” og ”sindssygt spændende kunstnerisk”, lød det fra dommerne Nanna Øland Fabricius og Lars Ankerstjerne, da 20-årige Denis havde optrådt i årets første ’X Factor’-program.

Denis er homoseksuel og er vokset op i en muslimsk familie. Til sin audition rappede han om at turde springe ud og om at have sex med mænd. 

I 'X Factor'-premieren fredag kunne man se ham som den sidste, der var inde til audition, hvor hans ærlige optræden imponerede dommerne.

- Det her er hurtigt afgjort, sagde Thomas Blachman. Og med tre gange ”kæmpe ja”, blev en overvældet Denis sendt videre.

Denis imponerede dommer med sin rap om en svær tid i sit liv.
Denis imponerede dommer med sin rap om en svær tid i sit liv. Foto: BLU/TV 2

Familien forsøgte at gøre Denis 'rask'

Den begejstring, dommerne viste for Denis’ ærlige optræden, er ikke noget, den 20-årige er vant til, når det kommer til at være åben omkring sin seksualitet.

- Mine forældre ved godt, at jeg tog til audition, og de har ikke været særlig glade for det, og der har været uenigheder omkring det, fortæller han til TV 2 Echo.

Jeg tror, at de fleste ved, at islam ikke er særlig glad for homoer

Denis, 'X Factor'-deltager

Forældrene så helst, at Denis holdt sin seksualitet skjult for offentligheden. Og i lang tid overvejede han, hvad han skulle gøre.

Da Denis sprang ud, fik han dog ikke den accept, han havde håbet på. I stedet kontaktede hans forældre både læger og psykologer, da de mente, at deres søns seksualitet var en sygdom.

- Jeg blev overtalt til at tage med min familie ned til Tyskland, hvor der skulle være den her 'magiske' imam som skulle finde ud af, hvad der var galt med mig, siger Denis.

Denis og hans forældre var ikke enige om, hvorvidt han skulle gå til audition og stå frem offentligt med sin historie.
Denis og hans forældre var ikke enige om, hvorvidt han skulle gå til audition og stå frem offentligt med sin historie. Foto: TV 2 ECHO

Imamen mente, at man godt kunne forsøge at helbrede ham.

- Han bad os købe vandflasker, som han 'velsignede' med vers fra Koranen, og som jeg så skulle bade i hen over en uge. Det skulle kurere mig for mine lyster, siger Denis.

- Når man har haft en opvækst, som den jeg havde, så overvejer man meget, om det er det værd bare at holde sin seksualitet inde resten af sit liv. Jeg tror, at de fleste ved, at islam ikke er særlig glad for homoer.

Denis mener ikke, at homoseksualitet er en sygdom.
Denis mener ikke, at homoseksualitet er en sygdom. Foto: TV 2 ECHO

Musik som terapi

Siden han var teenager, har Denis brugt energi på at skjule, at han ikke var interesseret i piger. Hvem han var indeni, og hvem han var udenpå, var to forskellige personer, og det skabte en hel del frustrationer hos den unge deltager.

- Musik virker som terapi, og at skrive tekster og rappe hjælper mig med at komme ud med frustrationer og negativ energi, siger Denis.

Musik er blevet hans frirum. Et sted, hvor han kan være sig selv.

- Det er som at gå ind i en anden verden. En verden, der giver mig håb, siger Denis.

I musikken er Denis fri, og til sin audition rappede han om, at turde være sig selv.
I musikken er Denis fri, og til sin audition rappede han om, at turde være sig selv. Foto: TV 2 ECHO

Ingen homoseksuelle rappere

Ifølge Lars Ankerstjerne er hiphop og rap er en genre, hvor maskulinitet spiller en stor rolle, og det er atypisk at rappe om at være sammen med en mand.

- Hiphop er kønsstereotypt, supplerede Nanna Øland Fabricius.

- Ja, og dit var det modsatte, og det var super moderne, sagde Lars Ankerstjerne til Denis, efter han havde rappet for dem.

Jeg synes sagtens, at man kan være hård og homo på samme tid

Denis, 'X Factor'-deltager

Denis er godt klar over, at han skiller sig ud, når det kommer til andre mandlige rappere.

- Der er ikke nogen af de her succesrige rappere, der er åbent homo. Det er som, der er nogle meget snæversynede mennesker, der har bestemt, hvordan den her slags musik skal præsenteres for verden. Og det vil jeg gerne ændre på, siger han.

Denis drømmer i stedet om en verden, hvor alt ikke er så sort og hvidt, og hvor man ikke ser tingene i kasser.

- Jeg håber, Danmark er klar til en som mig. Jeg synes sagtens, at man kan være hård og homo på samme tid, siger Denis.

Lars Ankerstjerne kaldte Denis' rap moderne, og Denis håber, at Danmark er klar til en som ham.
Lars Ankerstjerne kaldte Denis' rap moderne, og Denis håber, at Danmark er klar til en som ham. Foto: TV 2 ECHO

Håber på det bedste

Der vil altid være en form for disconnection mellem familien og homoen, hvis familien ikke accepterer homoen, mener Denis.

Men han tror og håber på, at ham og hans familie en dag kan finde hinanden.

- Det ville hjælpe, hvis de inderligt fra hjertet sagde, at de var kede af det, og hvis de inderligt fra hjertet viste med handlinger, at de faktisk gerne vil ændre vores forhold. Men det har de ikke gjort indtil videre. Og det er også okay. Jeg venter på, at de er klar og håber på det bedste, fortæller Denis.