To unge piger chokerer 'X Factor'-dommerne: - Går I rundt og banker folk, eller hvad?

- De er lavet af det, som vi leder lidt efter alle sammen. En eller anden form for vanvid, mener Thomas Blachman.

Med sorte sokker i sine hvide sandaler dukkede 17-årige Maria fra Haderslev op, da der var 'X Factor'-audition i Aarhus.

- Nu har Danmark fået det, de har brug for. Noget helt nyt og revolutionerende, mente hun.

- Bad bitches, supplerede den 18-årige veninde Beatrice, der går under navnet Bea.

Fredag aften er deres audition en del af årets første 'X Factor'-program.

De to sønderjyder stillede op i gruppekategorien, og deres tonefald og armbevægelser fik hurtigt den nye dommer, Lars Ankerstjerne, til at udbryde:

- I virker sindssygt street.

- Vi er street. Vi er fra ghettoen. Eller… jeg er fra ghettoen, lød det fra Bea, der er opvokset i Sønderborg.

Penge, luksusliv, Audi

Maria og Bea hænger til hverdag ud i de sønderjyske byer, hvor de laver musik sammen med vennerne. Det har de gjort i to år, og for dem er succeskriteriet:

- Luksusliv. Hygge. At køre rundt i en Audi og synge sange – og rappe.

Først skulle dommeren Thomas Blachman dog lige sikre sig, at de to veninder var på den rette side af loven.

- Går I rundt og banker folk, eller hvad?

- Nej, nej. Ikke den livsstil. Scooter nogle gange, men ikke det der kriminalitet, lød det fra Bea.

Derefter rappede duoen til Gillis sang 'Knokler hårdt':

- Sorte penge, fuck SU, gjort det længe, det' glemt nu, gør det til gaden og ghettoen, lød det blandt andet.

Der skal arbejdes

Alle tre dommere var begejstrede for pigernes attitude, men de mente også, at det ville kræve noget arbejde, hvis de skulle gå videre.

Maria og Bea drømmer om at blive lige så kendte som den danske rapper Gilli.
Maria og Bea drømmer om at blive lige så kendte som den danske rapper Gilli. Foto: BLU/TV 2

- I er ultra ægte og ultra autentiske. I er ungdommen, alt det der. Det kører for jer, men det lyder ikke så fedt, sagde Ankerstjerne.

Alligevel endte han med at sende dem videre. Det samme gjorde de to andre dommere.

- Der kan man snakke om, hvor langt man kommer med personlighed, sluttede Ankerstjerne.

De dissede os, men de sendte os videre, så fuck det

Maria

Veninderne synes heller ikke selv, at deres rap lød så godt, som den kunne, men de er lettede over at få en chance mere. De synes, at Danmark har brug for flere kvindelige rappere "fra blokken".

- Vi var ikke sikre på, hvordan de ville tage det, men de tog det ret godt, for vi fik tre ja’er, sagde Bea, mens Maria supplerede:

- Både og. De dissede os, men de sendte os videre, så fuck det.

På den anden side af døren stod de to venner, Eline og Asger, sammen med ’X Factor’-værten Sofie Linde. De laver musik sammen, og Asger fungerer som producer for rapduoen.
På den anden side af døren stod de to venner, Eline og Asger, sammen med ’X Factor’-værten Sofie Linde. De laver musik sammen, og Asger fungerer som producer for rapduoen. Foto: BLU/TV 2

Dommere: Derfor skulle Maria og Bea videre

Thomas Blachman er ikke i tvivl om, at han traf den rigtige beslutning, da han sendte Bea og Maria videre. Det forklarede han på et pressemøde forud for 'X Factor'-premieren. 

- Jeg ville være idiot, hvis jeg ikke gjorde. De er jo indlysende inspireret over hele situationen. Inspireret over, at de føler, de kan bidrage med noget, som ikke bare hænger på træerne. De er lavet af det, som vi leder lidt efter alle sammen. En eller anden form for vanvid, man kan holde ud at se og høre på, siger han.

I skyndingen glemte Maria at skifte til sine bamsestøvler. Derfor endte hun med et 'sok-i-sandal'-look, som dommeren Oh Land bemærkede.
I skyndingen glemte Maria at skifte til sine bamsestøvler. Derfor endte hun med et 'sok-i-sandal'-look, som dommeren Oh Land bemærkede. Foto: BLU/TV 2

Er personligheden så vigtigere end sangstemmen? Nej, lyder det fra Ankerstjerne, der uddyber:   

- Men én, der kommer og synger sindssygt smukt og er enormt smuk, kan også bare være det mest kedelige og mest safe på planeten. Så vil jeg nogle gange bare hellere have noget, der er lidt skævt.

Dommeren Nanna Øland Fabricius, der går under navnet Oh Land, synes, at Maria og Bea har præcis det, der kaldes 'X Factor'.

- Det, som man ikke nødvendigvis kan lære, men en charme, der gør, at man er nødt til at se folk igen.

De mest interessante deltagere er dem, der har personlighed, mener dommerne. Derfor gik de to sønderjyske piger, Maria og Bea, videre fra første 'X Factor'-audition. Hør dommernes umiddelbare reaktion lige efter deres audition. Video: Kasper Søby Jensen

Se premieren på ’X Factor’ fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.