Lægerne kan ikke gøre mere for 'X Factor'-Cecilies mor: - Folk skal ikke tænke, det er synd for mig

15-årige Cecilie føler sig nogle gange helt alene i verden. Men hun var alt andet end alene, da hun gik videre i 'X Factor'.

Hun mødte dommerne med et stort smil, en solgul trøje og sin lyseblå ukulele.

Men verden er langt fra lyseblå for 15-årige Cecilie, som sang sig videre fra sin audition, da årets første ’X Factor’-program løb over skærmen fredag aften. 

For selvom dommernes tre ja’er skabte stor jubel, var det også en dag med våde øjne.

Cecilie imponerede dommerne. De roste blandt andet hendes udstråling. - Der er ikke noget forceret over dig, lød det fra Oh Land.
Cecilie imponerede dommerne. De roste blandt andet hendes udstråling. - Der er ikke noget forceret over dig, lød det fra Oh Land. Foto: BLU / TV 2

Det unge sangtalent havde nemlig svært ved at holde tårerne tilbage, da hun fortalte en lille del af sin historie foran kameraet.

En historie om, hvordan hun føler sig helt alene, når hendes mor er indlagt. Men også en historie om at få det allerbedste ud af den tid, man har sammen.

Cecilie blev rørt, da hun talte om sin mor og alle de mennesker, hun havde med til sin 'X Factor'-audition.
Cecilie blev rørt, da hun talte om sin mor og alle de mennesker, hun havde med til sin 'X Factor'-audition. Foto: BLU / TV 2

Cecilies mor, Louise Refshauge, lider af kronisk tarmbetændelse og er blevet opereret i maven så mange gange, at lægerne nu ikke kan gøre mere for hende. 

Tilbage er kun smertelindrende behandling, og derfor har Louise været indlagt 15-20 procent af sit liv de sidste seks år. Oftest i en uge ad gangen.

Og nogle gange har Cecilies mor det for dårligt til, at Cecilie kan holde ud af se hende, selvom hun gerne ville. 

Når mor ikke griner i stuen

40-årige Louise Refshauge har været syg, siden hun var ni år gammel, og det var mod alle odds, at hun blev mor til Cecilie. 

Derfor har turene ind og ud af hospitalet været en del af Cecilies opvækst, og det påvirker altid datteren meget, når Louise skal indlægges. 

- Der er nok nogle, der synes, at det er meget mærkeligt, at jeg græder, hver gang hun tager af sted, men det gør jeg, fordi hun er min mor, og jeg er bange for at miste hende, siger Cecilie, der føler sig "helt ensom indeni", når hun må undvære sin mor og sin stedfar, der ofte har været på hospitalet sammen med Louise. 

- Jeg burde slet ikke have den følelse, for jeg har så mange gode mennesker i mit liv, og jeg har en sej mor, som jeg altid kan ringe til, men det er stadig svært, siger hun til TV 2. 

Cecilie og hendes mor er begge livsnydere og prøver at få det allerbedste ud af Louises gode dage.
Cecilie og hendes mor er begge livsnydere og prøver at få det allerbedste ud af Louises gode dage. Foto: Privatfoto

For selvom Cecilie har et kæmpe netværk af gode venner og bedsteforældre, som hun altid kan være hos, har hun også brug for at være alene på sit værelse en gang imellem. Og det er her, følelsen rammer hende. 

- Lige pludselig kommer tankerne bare: Hov, hvor er mine forældre? De plejer at sidde og grine i stuen. Og så kan man godt føle, at man er helt alene i verden. At man ikke har ikke nogen, siger Cecilie.

Men er der noget, der hjælper – ud over et FaceTime-opkald til mor eller en god veninde – så er det at synge.

- Jeg synger, fordi det hjælper mig til at komme ud med mine følelser. Mine aggressioner, mine glade følelser, mine triste følelser. Det er det, musikken gør ved mig, og så får jeg det bedre, siger hun.

Tøseaftener på hospitalet

Derudover gør Cecilie og hendes mor begge alt, hvad de kan for at se lyst på deres lod i livet. Også selvom de ikke ved, hvor lang tid Louise har igen.

- Jeg siger til mig selv hver dag, at jeg laver en Stephen Hawkings. Han tog da røven på os alle sammen, og jeg satser også på, at jeg går all the way, siger Louise og henviser til den verdenskendte fysiker, der levede længe trods alvorlig sygdom. 

Når folk har set min audition, håber jeg, de sidder tilbage med følelsen: ”Hun er sej, hende der”

Cecilie

- Jeg synes, jeg har oddsene med mig, fordi jeg er så positiv. Selvfølgelig er det svært og hårdt, og vi kan græde, og vi kan sige: ”For helved, pis og lort og hvorfor skal vi rammes af det?”.

- Men så prøver vi også at vende den om og tænke: ”Det er så vores livsvilkår, men hold da op, hvor skal vi opleve meget sammen alligevel.”

Louise Refshauges tarmsygdom har altid været aggressiv, og hun er blevet opereret i maven 25 gange. Hun har desuden en række følgesygdomme og fik i 2007 en moderat lammelse samt en nerveskade i benet på grund af en fejl under en operation. I 2012 var hun ved at miste livet efter en anden operation.
Louise Refshauges tarmsygdom har altid været aggressiv, og hun er blevet opereret i maven 25 gange. Hun har desuden en række følgesygdomme og fik i 2007 en moderat lammelse samt en nerveskade i benet på grund af en fejl under en operation. I 2012 var hun ved at miste livet efter en anden operation. Foto: Privatfoto

Og hendes datter giver hende ret. Når Louise er frisk nok til det, har de for eksempel tøse-sleepover på hospitalet, hvor Cecilie får en seng ind på sin mors alenestue, så de kan se film sammen og hente slik hos ”kiosk-fatter”, før de går til køjs. 

- Så er der faktisk ikke den store forskel på, om vi er på sygehuset eller derhjemme. Bare vi er sammen, siger Cecilie.

- Hun voksede 10 centimeter

Derfor er mor og datter også dybt taknemmelige for, at de fik lov til at dele ’X Factor’-oplevelsen med hinanden og resten af det 12 mand store heppekor, der var med for at bakke Cecilie op.

Louise blev udskrevet fra hospitalet dagen inden den store audition.

Der var stor jubel blandt Cecilies familie, da hun fik tre ja'er fra dommerne.
Der var stor jubel blandt Cecilies familie, da hun fik tre ja'er fra dommerne. Foto: BLU / TV 2

- Når man er igennem så mange ting, som vi er, så var det fantastisk for mig at se min datter blomstre op og turde at synge og være så ærlig, som hun er, siger Louise Refshauge og fortsætter:

- Det var virkelig vildt. Hun voksede 10 centimeter, og det gjorde jeg også. Og det kan vi godt bruge, for vi er ikke ret høje, griner hun.

Hun håber desuden, at hendes datter kan være en inspiration for andre, fordi hun tør tale om de ting, der er svære.

- Det har betydet rigtig meget for os, at vi har været så åbne og har snakket om livet og døden. For fantasi er værre end virkelighed, understreger hun.

Cecilie og hendes heppekor, der talte hendes mor, stedfar, bedsteforældre, fire veninder og flere venner af familien.
Cecilie og hendes heppekor, der talte hendes mor, stedfar, bedsteforældre, fire veninder og flere venner af familien. Foto: BLU / TV 2

Cecilie selv lægger heller ikke skjul på, at hun håber, folk får noget ud af at høre hendes historie.

- Når folk har set min audition, håber jeg, de sidder tilbage med følelsen: ”Hun er sej, hende der”. De skal ikke tænke på, at det er synd for mig, fordi jeg har en syg mor. Folk skal se mig som en positiv og glad pige, der elsker at spille musik. Det er en stor del af mig. 

Se ’X Factor’ fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.