Fotograf kunne ikke bevæge sig efter knivoverfald - se ham gå på scenen

Et voldsomt knivoverfald gjorde Uri Løvevild Golman lam. Nu kan han gå flere meter.

Uri Løvevild Goldman nåede kun lige at placere sin ene fod på scenegulvet i Operaen, før de cirka 1500 publikummer i Operaen i København rejste sig op fra deres sæder og klappede energisk.   

Med rystende fødder og usikre skridt gik han hen mod midten af scenen, mens publikum holdt vejret, og enkelte tørrede tårerne bort.

En stor sejr

Naturfotografen støttede sig til sin hustru Helle Løvevild Golman og sin fysioterapeut de cirka 10 meter hen til stolene, hvor de skulle sidde.  

En afstand der for et år siden ville have taget Uri fem sekunder at gå. I dag tager den fem minutter.

Halvvejs inde på scenen stoppede han helt op. Kiggede ud mod publikum og kastede med knyttet næve sin arm i vejret. Dernæst sendte han massevis af luftkys ud mod rækkerne. 

- Jeg elsker jer, udbrød han undervejs.  

Overfaldet med kniv

I løbet af efteråret har danskerne kunnet følge fotografparret Uri og Helle Løvevild Golmans rejse rundt i verden, hvor de har fotograferet truede dyr i programmet ’Vores vilde verden’.

Billederne skal bruges til deres projekt ’Project Wild’, som de håber, kan få verdensledere til at engagere sig i at redde de truede dyr. 

Helle og Uri Løvevild Golmann ventede i timevis i den canadiske regnskov for at få et billede af en af de kun 400 spirit-bjørne, der er tilbage i verden.
Helle og Uri Løvevild Golmann ventede i timevis i den canadiske regnskov for at få et billede af en af de kun 400 spirit-bjørne, der er tilbage i verden. Foto: Helle og Uri Løvevild Golman

Men den 16. december 2017 sluttede deres mission brat. På et fredeligt marked i byen Libreville i Gabon blev de af ukendte årsager overfaldet af en mand med kniv. Uri fik mange alvorlige knivstik og svævede i flere dage mellem liv og død. Da han vågnede en måned senere, kunne han hverken gå eller tale, men han var fast besluttet på, at dét skulle han gøre igen.

- Har levet et helt år i mørke

For få måneder siden tog Uri sine første skridt alene. Og da han gæstede Operaen i forbindelse med showet ’TV 2018: De Største Øjeblikke’, insisterede han på at gå hele vejen ind til midten af scenen.

- Jeg har ikke kunnet gå et helt år. Det er meget livsbekræftende, sagde en tydeligt berørt Uri Løvevild Golman, da han fik sat sig i stolen på scenen.

Han har trænet hårdt for at nå der, hvor han er i dag. Men træningen har også givet afkast. 

- Efter at have levet et helt år i mørke, hvor jeg slet ikke kunne bevæge mig, tog jeg mine første skridt i oktober, og nu har jeg lært at gå med hjælp fra én person. Men 5. januar har jeg lovet mine to piger og min kone at gå de første skridt helt alene, siger han.

Efter Uri vågnede, fik terapeuterne langsomt gang i resten af kroppen. Han kom op at stå, og derfra begyndte kampen for at komme til at gå igen.
Efter Uri vågnede, fik terapeuterne langsomt gang i resten af kroppen. Han kom op at stå, og derfra begyndte kampen for at komme til at gå igen. Foto: Ulla Golman

Mere forelsket end før

I flere uger efter overfaldet frygtede Helle Løvevild Golman, at hun skulle miste sin mand og livsledsager, men her et år senere kan hun se, at forløbet også har gjort dem stærkere som par. 

- Først er det jo sindssygt hårdt, men bagefter bliver det livsbekræftende. Vi troede næsten ikke, vi kunne blive mere lyserøde og forelskede, sagde hun og gav sin mand et stort kys.

Vil rejse igen

Siden 2014 har parret arbejdet på deres ’Project WILD’, hvor de har tilbragt timer, dage og uger på at fange de mest unikke billeder af sjældne og truede dyrearter.

Projektet bygger på en altopslugende kærlighed og passion for naturen og jordkloden. En kærlighed der ikke er blevet mindre efter det brutale overfald.

- Jeg vil sige, at da jeg kom til mig selv en måned efter, så tænkte jeg bare, hvor er livet smukt. For jeg overlevede jo. Jeg har ikke fået mindre tillid (til verden, red.) overhovedet, tværtimod. For der er så meget kærlighed i verden, så det må man have tillid til, sagde Uri Løvevild Golman.

Derfor er parret også fast besluttet på at pakke backpackertasken med slidte vandrestøvler, camouflagetøj og deres flere kilo tunge kameraudstyr og tage på eventyr igen.

Uri og Helle Golman har allerede lavet en aftale med Uris fysioterapeut om, at hun vil tage med dem, når de igen tager ud på eventyr for at fotografere vilde dyr.
Uri og Helle Golman har allerede lavet en aftale med Uris fysioterapeut om, at hun vil tage med dem, når de igen tager ud på eventyr for at fotografere vilde dyr. Foto: Thomas Gerhardt / TV 2

Der er nemlig stadigvæk vombatter, kænguruer, dingoer og en masse andre dyr og planter, der, ifølge fotografparret, har brug for deres hjælp.

- Vores planer er at danne en fond omkring vores projekt, så vi kan færdiggøre det, vi har startet. Vi vil være ”wilds” til den dag, vi ikke er her mere. Vi vil lave naturbevarelse hele vores liv. Vi vil genplante træer, passe på specifikke dyrearter, og vigtigst af alt vil vi uddanne en hel hær af wild worriers, siger Helle Løvevild Golman, der sammen med husbonden har startet Facebookgruppen 'WILD'.  

Parret vil afsted igen, så snart Uri Løvevild Golman er frisk til det.

Manden, der overfaldt Helle og Uri Løvevild Goldman, blev efterfølgende anholdt af det lokale politi. Det har dog ikke været muligt at få svar på, hvorfor han overfaldt parret den dag. 

Du kan se 'TV 2018: De største øjeblikke' på TV 2 klokken 20.