Anmeldere: Hella Joofs nye skilsmissekomedie er forudsigelig og kedelig

16x9
Skuespiller Birthe Neumann, instruktør Hella Joof og skuespiller Kurt Ravn til gallapremiere på filmen Happy Ending. Foto: Tariq Mikkel Khan / Ritzau Scanpix

Joofs film "Happy Ending" bliver aldrig "hverken rigtig sjov eller rigtig spændende", mener fire anmeldere.

Hella Joofs nye skilsmissekomedie "Happy Ending" er forudsigelig, lunken og ikke særligt sjov. Sådan lyder det enstemmigt fra Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten og Soundvenue.

I filmen følger man Helle (Birthe Neumann), der har brugt det meste af sit liv på at glæde sig til, at hendes travle direktørmand, Peter (Kurt Ravn), skulle på pension, så de kunne få noget mere tid sammen.

Men Peter er træt af livets forudsigeligheder, og efter 49 år sammen investerer han i stedet den fælles pensionsopsparing i et østrigsk vinhus og meddeler, at han vil skilles.

Desværre er "Happy Ending" præcis så forudsigelig, som deres ægteskab har været det i mange år, skriver anmelderne.

- Happy Ending sigter efter at være en sørgmunter komedie om at komme videre i livet efter et brud i en sen alder (...) Men det er ikke en sørgmunter oplevelse at se så flade og forudsigelige karakterer blive foldet ud, skriver Information.

- Småhyggelig, men ikke sjov

Ekstra Bladet mener, at filmens to hovedpersoner har "nogenlunde samme karakterdybde som et par Teletubbies".

Heller ikke her er anmelderen begejstret.

- Man er som tilskuer konstant mindst ti minutter foran filmens handlingsforløb, bortset fra at man næppe tør tro på, at det er så forudsigeligt, som det gang på gang viser sig at være, skriver avisen.

Soundvenues anmelder kalder filmen "prisværdig", men understreger samtidig, at den langt hen ad vejen er "småhyggelig uden at blive hverken rigtigt sjov eller rigtigt spændende".

Instruktør Hella Joof og manuskriptforfatter Mette Heeno har tidligere stået bag tv-serien "Bedre skilt end aldrig" og kæmpehittet "All Inclusive".

Fra rørende til lunken

Men modsat forgængerne når det seneste skud på stammen aldrig helt i land, skriver alle fire anmeldere.

"Happy Ending" "vil en masse", men det "ender en anelse forvirrende", skriver Jyllands-Posten, der kalder filmen "mere ujævn, end godt er".

- I All Inclusive var den tossede blanding af begær og forsmåethed sjov og rørende at se på. Den havde varme, mens Happy Ending bare er lunken, lyder modtagelsen fra Information.

"Happy Ending" har premiere tirsdag den 25. december. Ekstra Bladet giver filmen to stjerner, Soundvenue tre og Jyllands-Posten fire.

Information uddeler ikke hverken stjerner eller hjerter.