'Badehotellet' vender tilbage - premieredato offentliggjort

Den populære serie vender tilbage med sæson seks sidst i januar 2019.

Temperaturen udenfor ligger lige over det kedelige frysepunkt. Snart bliver det jul og nytår. 

Men i det nye år kommer sommeren tidligt, præcis som den plejer.

Det sker nemlig, når tv-serien 'Badehotellet' slår dørene op til en ny sæson med sol, strand, intriger, dilemmaer, historiske øjeblikke og hygge.

Da vi sagde farvel til femte sæson i foråret, var det en dramatisk finale. Den foregik i vinteren 1933. Otto Frigh (Bjarne Henriksen) døde efter at have fundet sammen med sin kone (Anette Støvelbæk), Edward Weyse og Helene Aurland fik endelig hinanden, og Fie Kjær (Rosalinde Mynster) forlod hotellet med sin skibsreder Morten Enevoldsen (Morten Hemmingsen).

Hun lovede dog som det sidste, at hotellet ville åbne igen. 

Nu er det officielt, at 'Badehotellet' sæson seks får premiere 28. januar klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 PLAY.

Edith (Ulla Vejby) vender tilbage i den nye sæson af 'Badehotellet'.
Edith (Ulla Vejby) vender tilbage i den nye sæson af 'Badehotellet'. Foto: Mike Kollöffel / TV 2

Selvom tiden kalder på en vis alvor, ligger komedien og lurer lige om hjørnet

Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, manuskriptforfattere

Serien tager et spring frem i tiden til sommeren i år 1939, hvor verden stod på tærsklen til en ny stor krig. Der er altså gået seks år, siden vi sidst så hotellet og alle gæsterne.

FAKTA OM 'BADEHOTELLET'

Serien blev sendt første gang den 30. december 2013 og voksede til at blive en af de mest sete serier i TV 2s historie. Over 1,5 millioner følger med hver uge.

Historien udspringer omkring det fiktive Andersens Badehotel ved Vesterhavet i Jylland. Her vender gæsterne op og ned på hverdagen for hotellets medarbejdere, ejere og naboer.

Størstedelen af scenerne er optaget i Risby-studierne i Albertslund, hvor op mod 200 stærke lamper skal give oplevelsen af solskin.

Alle sæsoner er skrevet af forfatterparret Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.

- Vi gav selvfølgelig os selv en udfordring, da vi besluttede at springe seks år i handlingen, men det har været sjovt at se på alle de kendte karakterer på ny og sige: Hvad er der sket med hver især i mellemtiden? Hvor er de lige nu? Men først og sidst har det været utrolig interessant at føre handlingen op i en tid, der pludselig bringer verden udenfor ind på en ny måde, fortæller forfatterne bag serien, Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.

Selvom premieredatoen nu er fastlagt, er der stadig mange detaljer om 'Badehotellet', vi ikke kan afsløre nu.

- Selvom tiden kalder på en vis alvor, ligger komedien og lurer lige om hjørnet. Ganske som den plejer i såvel 'Badehotellet' som i livet. Det tror vi godt, seerne kan glæde sig til, siger Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.

'Badehotellet' vender tilbage 28. januar på TV 2. På TV 2 PLAY kan du se alle sæsoner af 'Badehotellet'.