Danskere er blandt de nominerede til en Grammy

16x9
Den Danske Strygekvartet er nomineret til en Grammy i kategorien ’Bedste kammermusik’ for deres album ’Prism I’. Foto: Lars Nybøll / Scanpix Denmark

Dirigenten Thomas Dausgaard og Den Danske Strygekvartet er nomineret til en Grammy.

I 2017 var det Lukas Graham, der var det store danske håb til at løbe med USA's største musikpris.

I år er der to danske navne, der blander sig med musikere som Lady Gaga, Kendrick Lamar og Drake på listen over nominerede til en Grammy for en udgivelse i 2018.

Det er i kategorierne 'Bedste kammermusik' og 'Bedste orkesterpræstation', at der er danske kunstnere blandt de nominerede. 

Se alle nominerede her.

Den Danske Strygekvartet er nomineret for deres album 'Prism I' i kategorien 'Bedste kammermusik', mens dirigenten Thomas Dausgaard er nomineret for to symfonier af den danske komponist Carl Nielsen sammen med Seattles Symfoniorkester.

Fuldt fortjent

Den Danske Strygekvartet består af de to violinister Rune Tonsgaard Sørensen og Frederik Øland, Asbjørn Nørgaard på bratsch og Frederik Schøyen Sjölin på cello, og selv om navnene måske ikke klinger bekendt for alle, er de fire mænd meget kendte inden for klassisk musik.

Og det er fuldt fortjent, at de er blevet nomineret til en Grammy, mener Thomas Michelsen, der er musikredaktør på Politiken. 

- De har arbejdet benhamrende seriøst på at nå toppen, lige siden de studerede sammen på konservatoriet. De har spillet sammen nærmest altid – nogle af dem siden de var børn. De har arbejdet sig op på et niveau nu, hvor de bliver respekteret og anerkendt ude i verden og får virkeligt gode anmeldelser både i USA og andre steder, siger han. 

De har deres egen cool og nordiske lyd, og så er de bare håndværkere på topniveau, forklarer musikredaktøren, der har fulgt kvartettens karriere tæt. 

- Deres intonation – altså hvor rent de spiller – er bare på plads. De lytter til hinanden på en måde, så de trækker vejret sammen og spiller, som om de er én organisme, siger Thomas Michelsen.

Eksotisk dansk

Grammy-uddelingen finder sted 10. februar 2019 i Los Angeles, og der gives priser i 84 kategorier.

Den anden danske nominerede er dirigenten Thomas Dausgaard, der tidligere har været chefdirigent for DR Symfoniorkesteret. Næste år tiltræder han som chefdirigent for Seattles Symfoniorkester. 

Han har indspillet to symfonier af den danske komponist Carl Nielsen, og det er for den indspilning, han er nomineret til en Grammy.

- Carl Nielsen er stor i Danmark, men i udlandet er han nok lidt eksotisk. Thomas Dausgaard er en dirigent, der qua sin danske baggrund virkelig kender Carl Nielsen og hans musik. Med den ekspertise og de virkeligt gennemtænkte og gennemarbejdede bud på Carl Nielsen giver det udslag i, at han nu kan blive nomineret i den her forbindelse, siger Thomas Michelsen.

Vinderchancer

Den Danske Strygekvartet konkurrerer mod fire andre i deres kategori, og Thomas Michelsen vurderer, at det ikke er usandsynligt, at der kan komme en Grammy på danske hænder til februar. 

Og hvis det sker, er det et stort internationalt spotlys, der bliver rettet mod de danske strygere. 

- Det fører opmærksomhed med sig, og det er et kvalitetsstempel. På den måde får de yderligere opmærksomhed. Hvis de ender med at få den her Grammy i Los Angeles, så kigger hele den klassiske musikbranche på dem i endnu højere grad, end de har gjort før, siger Thomas Michelsen.

Disse danskere har også været nomineret til en Grammy
Se hvilke danskere, der har været nomineret til eller vundet en Grammy, gennem tiden.