Du kender ham fra 'Tvillingerne og Julemanden' - her er han i dag

Han er blevet voksen, men ser stadig tilbage på 'Tvillingerne og Julemanden' som en af de største oplevelser i sit liv.

Hver dag i december sender TV 2 julekalenderen 'Tvillingerne og Julemanden' fra 2013, hvor tvillingerne Signe og Peter skal hjælpe julemanden Nicholas og redde julen. 

Peter bliver spillet af Martin Hempel Barkholt, som på daværende tidspunkt var 12 år. 

I sin unge alder måtte han tage den lange rejse med tog fra sin hjemby Odense til optagelser i Aalborg hver uge. Det var nødvendigt at bo i Aalborg under optagelserne, da der var arbejde fra morgen til aften. På de hårdeste dage blev Martin og hans medskuespiller Marie Højgaard Andersen vækket kl. 04.00 om morgenen.

INFO OM TVILLINGERNE OG JULEMANDEN

Dansk julekalender fra 2013. 

Det er første gang, den genudsendes. 

Den er en uafhængig efterfølger til 'Ludvig og Julemanden', hvor historien igen følger den elskelige, men klodsede julemand Nicholas som mister alle sine ting, og hvis kone trylles om til en gås af den onde doktor Schwartz. 

Tvillingerne Signe og Peter ser det hele og skal hjælpe Nicholas med at finde Lysets Sten, så han kan bryde forbandelsen. 

Knap 1,1 million fulgte julekalenderen, da den blev sendt i første gang.

Det var første gang Martin Hempel Barkholt (Peter) og Marie Højgaard Andersen (Signe) medvirkede i en tv-produktion.

I fire måneder var han næsten kun hjemme i weekenden.

En kontrollør bemærkede, at han sad alene. Han fik besked på, at han ikke måtte rejse alene, når han ikke var ældre. Med sin lyse børnestemme forklarede han togets autoritet, at han måtte være stor nok, Han var i øvrigt på vej på arbejde, fortalte han.

- I dét øjeblik tænkte jeg, at det var specielt. Jeg var pludselig en professionel, som var på vej på arbejde! Men fremover fik jeg en seddel med fra mine forældre som bevis på, at jeg var på vej til optagelser, siger Martin Hempel Barkholt.

Ny klasse spørger altid

Martin går i dag i 2. g på gymnasiet og fyldte 18 år i slutningen af oktober. Selvom han spillede med i en børnejulekalender, glæder han sig alligevel til at gense kalenderen, som han ikke har set siden 2013. 

For både Martin Hempel Barkholt og Marie Højgaard Andersen betød deres medvirken i julekalenderen en meget travl december måned i 2013. De rejste rundt i hele Danmark, var med i talkshows og skrev autografer - hundredevis af autografer. Alle ville gerne møde de to unge skuespillere.

Martin Hempel Barkholt og Marie Højgaard Andersen som de ser ud i dag.
Martin Hempel Barkholt og Marie Højgaard Andersen som de ser ud i dag. Foto: Privat

- Det var helt vildt mærkeligt, at folk gerne ville møde mig. Det var meget vildere, end jeg havde forventet. Når jeg gik rundt i Odense med mine venner, så pegede folk, tog billeder eller kom over og snakkede med mig, siger Martin Hempel Barkholt. 

Henvendelserne fortsatte efter jul og nytår og ind i januar. Men så begyndte det også at stilne af. Til Martins glæde. 

- Opmærksomhed behøves ikke hele tiden. Lige så stille blev jeg mig selv igen. Det var en stor kontrast fra december hvor ALT handlede om julekalender til januar, hvor jeg skulle finde en rytme og hverdag igen, siger Martin Hempel Barkholt. 

Men hans rolle forfulgte ham i længere tid, end han havde regnet med. 

Hans familie flyttede en del gange i den periode, og han gik på tre forskellige folkeskoler og til sidst en efterskole. De mange flytninger tærede på Martin og hans forhold til sine venner, da han var nødt til at få nye venner hver gang. 

Julemanden Nicholas (Lars Hjortshøj) og tvillingerne Peter (Martin Hempel Barkholt) og Signe (Marie Højgaard Andersen) fra 'Tvillingerne og Julemanden' fra 2013.
Julemanden Nicholas (Lars Hjortshøj) og tvillingerne Peter (Martin Hempel Barkholt) og Signe (Marie Højgaard Andersen) fra 'Tvillingerne og Julemanden' fra 2013. Foto: Per Arnesen / TV 2

- Der gik altid et par dage i den nye klasse, og så blev jeg spurgt, om jeg ikke var ham fra julekalenderen, fortæller han. Sådan var det også, da han begyndte på gymnasiet.

Han har lært at tage det med et smil.

En ung mand

Siden julekalenderen har Martin haft en mindre rolle i filmen 'Der kommer en dag' fra 2016, hvor han spillede en bølle. En helt anden rolle end den søde Peter fra 'Tvillingerne og Julemanden', hvor han virkelig blev udfordret.

Martin Hempel Barkholt er i dag 18 år. Han gik til casting til en anden rolle, som han ikke fik. Men han fortalte en malplaceret vittighed, som gjorde, at de kunne huske ham, da de skulle caste en dreng til julekalenderen.
Martin Hempel Barkholt er i dag 18 år. Han gik til casting til en anden rolle, som han ikke fik. Men han fortalte en malplaceret vittighed, som gjorde, at de kunne huske ham, da de skulle caste en dreng til julekalenderen. Foto: Privat

Derudover har han også medvirket i børnegyserserien 'Nr. 7' på DR ULTRA i 2014, hvor han spillede Jamie.

Gymnasiet tager for meget tid til at han kan opsøge nye roller. Derudover optager samværet med vennerne og enkelte hobbier også hans tid. Han træner i fitnesscenter tre gange om ugen, spiller en smule tennis og guitar. Han samler også på vinylplader.

Martin Hempel Barkholt spiller guitar i sin fritid. Han har dog ikke været i gang så lang tid endnu.
Martin Hempel Barkholt spiller guitar i sin fritid. Han har dog ikke været i gang så lang tid endnu. Foto: TV 2

Efter han fyldte 18 år og dermed fik adgangsbillet til Odenses natteliv, har han og vennerne brugt mange timer der. Faktisk har han været i byen hver weekend siden sin fødselsdag.

Og så er der selvfølgelig adspredelse med Netflix og fodboldspillet FIFA på spillekonsollen PlayStation. I øjeblikket er der ingen kæreste, som han kan bruge tid på.

Som mange andre unge på samme alder lever Martin i nuet. Når han er færdig med gymnasiet, drømmer han om at opleve verden. Tage et sabbatår og rejse ud. Måske Sydamerika og Asien. Han håber, at skuespillet kan blive en levevej i fremtiden. 

Allerede i midten af december tager han med familien til Australien og holder jul og nytår. De knap tre uger giver ham et ordenlig hak i fraværsprocenten på gymnasiet, så han har i øjeblikket intet fravær. Ellers ville rejsen give ham for meget fravær og konsekvenser.

Han skriver ofte med Marie fra julekalenderen, men de ses ikke så ofte, som de gerne vil. Han bor på Fyn og hun lidt uden for Aarhus. Men de har det altid sjovt, når de ses, siger Martin.

Du kan se Marie og Martin som tvillingerne Signe og Peter i 'Tvillingerne og Julemanden' hver aften på TV 2 kl. 20.00. På TV 2 PLAY kan du altid se et afsnit foran, hvis børnene skal i seng.