Harry Potters bedste ven overvejede at droppe filmene

16x9
Rupert Grint gik til audition på 'Harry Potter'-filmene, fordi han var helt vild med bøgerne. Foto: Gerard Julien / Scanpix Denmark

Rupert Grint ved godt, at han aldrig kommer til at opleve den samme succes som i 'Harry Potter'-filmene.

Det har ikke altid været lige nemt at være Harry Potters bedste ven.

- Der var bestemt tider, hvor jeg overvejede at droppe det hele, fortæller Rupert Grint bedre kendt som Ron Weasley – Harry Potters bedste ven i The Guardian.

Før juni 2000 var Rupert Grint en helt almindelig dreng, der ifølge ham selv levede et helt almindeligt liv sammen med sin far, der solgte Formel 1-memorabilia, og en mor, der lavede bryllupskager og kiggede efter Rupert og hans fire søskende.

- At være en del af ’Harry Potter’ var et stort offer; at arbejde fra så ung en alder i så lange perioder. Jeg husker under en længere pause at tænke: ’alt det her er så fortærende, vil jeg virkelig tilbage? Måske er det bare ikke for mig'. Nu tænker jeg, at jeg nok bare var en typisk teenager.

Genert og introvert

Den rødhårede superstjerne beskriver sig selv som et meget genert og introvert barn, hvilket han også mener er en af årsagerne til, at skuespil for ham altid har været attraktivt.

- Man kan gemme sig bag karakteren og være en helt anden.

Faktisk fik han gemt sig så meget i sin rolle som Ron Weasley, at grænsen mellem ham og karakteren blev mere og mere usynlig.

- For hver film blev vi næsten den samme person. Der er meget af mig i Ron, og der var en massiv tilpasning, fordi det var så konstant i mit liv, siger Rupert Grint.

Levede drømmen

Rupert Grint gik til audition på ’Harry Potter’-filmen, fordi han elskede J.K. Rowlings bøger om den unge troldmand.

- I de første par ’Harry Potter’-film levede jeg virkelig drømmen. Da jeg kom til den tredje eller fjerde film, begyndte jeg at føle en overvældende vægt af ansvar, fordi de var så fænomenalt populære.

Den unge skuespiller begyndte at føle pressens opmærksomhed og turene på diverse røde løbere som et sanseangreb.

- Jeg befinder mig ikke godt i den slags situationer, fortæller den nu 30-årige Rupert Grint.

Da han endelig trådte ud af Potter-spotlyset følte han sig dog en lille smule fortabt.

- Afslutning på ’Harry Potter’ var surrealistisk. Det var en meget mærkelig følelse, men det kom på det rigtige tidspunkt, da vi var alle klar til at komme videre, men efter den sidste scene var skudt, var det ret svært at fatte, at det var det, siger Rupert Grint.

Han sammenligner det med at komme ud fra en institution og endelig kunne trække vejret frit.

En søn ved navn Ron

Den nu 30-årige brite er fortsat skuespiller, men efter eget udsagn, vil det være latterligt at tro, at han nogensinde igen kommer til at opleve det niveau af succes, han gjorde med ’Harry Potter’.

- Jeg peakede tidligt, men det er fint med mig. Det vil altid være en udfordring, men det nyder jeg godt af, og det er sjovt at overraske folk.

Hvad fremtiden kommer til at bringe ved han endnu ikke, men han håber, at den kommer til at byde på interessante roller og så kunne han godt tænke sig snart at få børn.

- Om jeg ville kalde ham Ron, hvis jeg fik en søn? Det er et godt navn, men sikkert ikke. Og Grint er et svært navn for at kæde et fornavn sammen med.