'Vild med dans' er slut for i år - det laver danserne, når de ikke er på tv

De trækker alle i danseskoene om efteråret. Resten af tiden laver de professionelle dansere vidt forskellige ting.

Én er uddannet ingeniør, en anden er efterskolelærer og en tredje er jurist.

Fra de var helt små har de slidt sålerne af danseskoene. De har alle danset på eliteplan, høstet pokaler og fine titler fra mesterskaber. 

I dag bruger de 12 professionelle dansere deres tid meget forskelligt, når der ikke skal trænes op til ’Vild med dans’. 

Herunder kan du læse, hvad de skal lave, nu hvor årets 'Vild med dans'-sæson er slut, og hverdagen igen venter. 

Jenna Bagge - efterskolelærer og studerende

Når hun ikke har danset cha-cha-cha med Emil Thorup i 'Vild med dans', har Jenna Bagge brugt sine hverdage på universitetet og sine aftener på Brøndby Idrætsefterskole.

Hun er skolens danselærer, ligesom hun underviser i andre sportsaktiviterer.

- Når jeg har lavet 'Vild med dans' om fredagen, sidder de alle sammen og følger med på en storskærm. Så jeg har en hel efterskole, der hepper på mig, griner hun. 

Den 29-årige danser er nyuddannet folkeskolelærer, og så læser hun for tiden en kandidat i didaktik, som er læren om undervisningens mål og indhold.  

Selv om hun har travlt, er der stadig plads til både at undervise i dans og til at danse selv ved siden af.

I september var hun eksempelvis iført cowboyhat og -støvler, da hun var en del af åbningsnummeret til Zulu Comedy Galla sammen med blandt andre værten Mick Øgendahl.  

Sådan så det ud, da Jenna Bagge optrådte til Zulu Comedy Galla i efteråret. Til højre: Jenna Bagge og tv-værten Emil Thorup i en cha-cha-cha.
Sådan så det ud, da Jenna Bagge optrådte til Zulu Comedy Galla i efteråret. Til højre: Jenna Bagge og tv-værten Emil Thorup i en cha-cha-cha. Foto: Privatfoto / Henrik Ohsten/TV 2

Michael Olesen - skiftede fra ingeniør til dans

I mange år har Michael Olesen arbejdet som civilingeniør indenfor byggeri ved siden af sin dans. Men det er sat på hold nu. 

- Jeg sad i en projektledelse og styrede forskellige byggerier på Sjælland. Men nu har jeg valgt at fokusere på dans på fuld tid, fortæller han. 

Til venstre ses Michael Olesen efter et dansearrangement sammen med kollegaen Morten Kjeldgaard. Til højre ses han på gulvet i 'Vild med dans', hvor han i år dansede med rapperen Lucy Love.
Til venstre ses Michael Olesen efter et dansearrangement sammen med kollegaen Morten Kjeldgaard. Til højre ses han på gulvet i 'Vild med dans', hvor han i år dansede med rapperen Lucy Love. Foto: Privatfoto / Ritzau Scanpix

Derfor er Michael Olesens hverdag siden i sommer blevet vendt på hovedet. Han holder i dag blandt andet danseworkshops sammen med dansekollegaen Morten Kjeldgaard, ligesom de to også arrangerer danseferier til Marbella i Spanien. 

Derudover står den på shows, foredrag og andre events for den 36-årige danser. 

- Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg kan få lov til at gøre min passion til min levevej, siger sidste års 'Vild med dans'-vinder.

Morten Kjeldgaard - musicaldanser og personlig træner

'Grease', 'Dirty Dancing' og 'Saturday Night Fever' er blot nogle af de musicals, som danseren Morten Kjeldgaard har været med i de sidste 12 år.

Den næste, han skal optræde i, er 'Flashdance', som kommer til at spille i Aarhus og København i 2019. 

Til venstre er Morten Kjeldgaard på et pressefoto i den kommende forestilling 'Flashdance'. Til højre er han med sin dansepartner i årets 'Vild med dans', Laila Friis-Salling.
Til venstre er Morten Kjeldgaard på et pressefoto i den kommende forestilling 'Flashdance'. Til højre er han med sin dansepartner i årets 'Vild med dans', Laila Friis-Salling. Foto: Pressefoto / Henrik Ohsten/TV 2

Her spiller han rollen som værkføreren Joe, der hører til på det stålværk, hvor en af hovedrollerne Alex Owens arbejder. 

Derudover arbejder 33-årige Morten Kjeldgaard i hverdagen som personlig træner, hvor han bruger dansen som en træningsform. 

- Jeg har lavet et helt nyt træningskoncept, 'Move Fit', hvor jeg træner mine klienter til et vægttab gennem dans og styrkeøvelser med egen kropsvægt, forklarer han.

Karina Frimodt - har åbnet en danseskole

Efter en dramatisk sæson af 'Vild med dans', hvor hun og partneren Rolf Sørensen måtte udgå på grund af en skade, vender den 40-årige danser tilbage til hverdagslivet på sin egen danseskole, Karina Frimodt Dans. 

- Jeg har drømt om at åbne mit eget sted i mange år, og det gjorde jeg heldigvis til virkelighed for halvandet år siden. Det er jeg så glad for, siger hun. 

Karina Frimodt er på billedet til venstre i gang med forberedelserne til det allerførste afdansningsbal på hendes egen danseskole - det fandt sted den 3. juni i år. Til højre danser hun en paso doble med Rolf Sørensen.
Karina Frimodt er på billedet til venstre i gang med forberedelserne til det allerførste afdansningsbal på hendes egen danseskole - det fandt sted den 3. juni i år. Til højre danser hun en paso doble med Rolf Sørensen. Foto: Privatfoto/Henrik Ohsten/TV 2

Her underviser hun børn, unge og voksne på forskellige niveauer og par. Hun holder blandt andet såkaldte camps for børn og unge, hvor de hver dag i en uge fra 9-15 går i dybden med en dansestilart. 

Derudover bruger hun sin tid på sine to børn på fire og 11 år og kæresten, Kasper Lentz. 

Thomas Evers Poulsen - foredragsholder og eget band

'Vild med dans'-veteranen står bag flere foredrag, som han rejser landet rundt med. Det ene hedder 'Jeg har valgt at være positiv', og det andet hedder 'Jeg kan få kvinder til alt'. 

- Det handler om at sætte sig et mål, tro på sig selv og om fordomme og vaner, forklarer den 40-årige danser. 

Han afholder derudover dansearrangementer, men de færreste ved måske, at Thomas Evers Poulsen også kan indtage en scene med sin sangstemme. 

I 2012 indsendte han en sang til det danske Melodi Grand Prix. Nummeret kom ikke med i showet, men det fik ham til at gøre noget mere ved musikken. 

Derfor startede han festbandet 'Thomas Evers Poulsen band', som optræder ved forskellige lejligheder.

De spiller hits fra de seneste 40 år kombineret med velkendte Melodi Grand Prix-sange.

Esbern Syhler-Hansen - arbejder som jurist

Han dansede i en årrække på fuld tid, men så skiftede han spor til noget helt andet.

Nu handler det om paragraffer for 37-årige Esbern Syhler-Hansen. Han har uddannet sig til jurist og arbejder i dag i den finansielle sektor. Her sidder han mere specifikt på hovedkontoret i Nykredit. 

- Min mor er jurist, og jeg har altid tænkt, at det var sejt. Når jeg kigger i de 'blå bøger' fra folkeskolen, stod der højt og tydeligt, at målet for fremtiden var at blive advokat, fortæller han. 

Esbern Syhler-Hansens kontorplads:

Men han har ikke sluppet dansen. Fire gange om året rejser han til Spanien for at undervise i dans. Derudover er Esbern Syhler-Hansen ved at udtænke et koncept med en 'Vild med dans'-kollega, som handler om at komme rundt i landet og undervise. 

- Vi prøver at gentænke, hvordan kan man få danseglæden hos en masse forskellige mennesker bredt ud, så det ikke ligner det, man har set de sidste 5-10 år, fortæller han, men kan ikke afsløre nærmere på nuværende tidspunkt.

Esbern Syhler-Hansen har desuden to sønner på et og fire år med sin hollandske kæreste. Familien bor i Farum. 

Esbern Syhler-Hansen sammen med kæresten Lidewijde. Til højre er 'Den Store Bagedyst'-deltageren Rosa Kildahl, som han dannede par med i årets dansekonkurrence.
Esbern Syhler-Hansen sammen med kæresten Lidewijde. Til højre er 'Den Store Bagedyst'-deltageren Rosa Kildahl, som han dannede par med i årets dansekonkurrence. Foto: Privatfoto/Henrik Ohsten/TV 2

Mille Funk - arbejder med marketing

Årets tredjeplads Mille Funk har arbejdet på nedsat tid på sit arbejde i Aller Media de sidste par uger af ’Vild med dans’, fordi dansetræningen har taget så meget af hendes tid.

Hun har en bachelor i retorik og har arbejdet hos Aller Media i lidt over tre år. Hendes titel er CLM Campaign Manager – og det betyder kort sagt, at hun arbejder med en koordinationsrolle indenfor marketing.

-  Jeg skal tilbage til vores julekampagne, der kører nu og i december. Og så glæder jeg mig helt vildt meget til at se mine venner igen, siger hun.

Den tidligere balletdanser er også flyttet sammen med kæresten – skuespilleren Mathias Käki, som hun mødte i ’Vild med dans’ for to år siden.

- Jeg glæder mig til at have en dag, hvor jeg ikke skal andet end bare at hygge mig. Mathias har lavet forestillingen SKAM, så når jeg er kommet hjem om aftenen, har han stået på en scene, så det er meget lidt, vi har fået set hinanden. Det glæder jeg mig helt vildt meget til, at vi kan, siger hun.

Asta Björk - nylig student og sabbatår

Dette års 'Vild med dans'-vinder blev student sidste år, hvor hun havde fokus på bioteknologi og matematik på Ballerup Tekniske Gymnasium. Hun sluttede med et 12-tal i huen.

Derefter holdt Asta Björk et sabbatår, hvor hun blandt andet rejste rundt i Asien og Afrika, og samme år vandt hun danmarksmesterskabet i De Danske Danseskolers turnering.

- Jeg var på et lidt sjovt stadie, hvor jeg ikke helt vidste, hvad der skulle ske. Så skete det her med 'Vild med dans' - og nu tror jeg, at jeg skal tilbage til ’hvad skal der ske nu’- fasen, griner hun.

Fredag aften vandt hun dansekonkurrencen sammen med skuespilleren Simon Stenspil. Nu vil Asta Björk bruge tid med familien og på en ny lejlighed.

- Jeg skal flytte ordentligt ind i min nye lejlighed og gøre den fin og pæn, og så flyver jeg til Island og holder jul med min familie og slapper lidt af. Jeg tror også, jeg skal på en spaweekend, lyder planen. 

Til venstre er Asta Björk fotograferet kort før 'Vild med dans' gik i gang - til højre er hun og Simon Stenspil på gulvet i en cha-cha-cha.
Til venstre er Asta Björk fotograferet kort før 'Vild med dans' gik i gang - til højre er hun og Simon Stenspil på gulvet i en cha-cha-cha. Foto: TV 2/Henrik Ohsten

Asta Björk vil blandt andet tænke over, hvad hun gerne vil læse videre til.

- Men jeg vil tage det stille og roligt. Jeg tror, man har fortjent en lille pause efter det her, siger den professionelle danser.  

Mie Martha Moltke - driver et dansestudie

Den 37-årige danser driver til daglig sit eget dansestudie på Nørrebro.

Hun har desuden brugt de sidste 10 år på at udvikle konceptet Feminineflow, som handler om, at man gennem kontakten til sin egen krop kommer tættere på sig selv, og den man er som person. 

Til venstre er Mie Martha Moltke i dansestudiet. Til højre: Under årets 'Vild med dans' sammen med partneren Adam Duvå Hall.
Til venstre er Mie Martha Moltke i dansestudiet. Til højre: Under årets 'Vild med dans' sammen med partneren Adam Duvå Hall. Foto: Scanpix/Henrik Ohsten/TV 2

- Gennem bevægelse og en dyb kontakt til kroppen kan vi komme tættere på en selvaccept og selvkærlighed. Og det er der, min største passion ligger, fortæller hun. 

Det foregår gennem kurser, workshops, foredrag og retreats landet over, og det er noget, der har haft stor betydning i Mie Martha Moltkes eget liv. 

- Min absolutte yndlingssætning er: "Du er lige præcis, som du skal være", fortæller hun. 

Sidste år udgav danseren desuden bogen 'Bevæg dit liv', som omhandler samme tema. 

Privat er hun mor til sønnen Mio, der bliver syv år til december. 

Frederik Nonnemann – erhvervsøkonomi og youtube

Den 28-årige danser har undervist på kollegaen Mie Martha Moltkes danseskole Soulhouse i København, hvor han blandt andet har stået for holdet Burlesque Fit.

Udover dansen har han også haft tid til uddannelse. Sidste år færdiggjorde han sin bachelor i erhvervsøkonomi på RUC. 

I foråret var han desuden på en to måneders rundrejse i Asien med sin tidligere dansepartner Julia Sofia. Her besøgte de blandt andet Thailand, Vietnam og til sidst Tanzania, hvor de lavede velgørende arbejde med SOS Børnebyerne. Undervejs på turen delte de to rejsemakkere videoer på youtube fra deres tur.

Sofie Kruuse - højskolelærer

Den 42-årige danser og mor til tre har de seneste seks år arbejdet på Aarhus Idrætshøjskole.

Her står hun for danselinjen, og så underviser hun i medie-og kulturfag.

- Jeg har stor opbakning derfra, men de savner mig selvfølgelig, når jeg er med i 'Vild med dans', siger Sofie Kruuse, der har en cand.mag. i medier og kommunikation.

Derudover er hun en del af danseskolen Beat Fabrikken i Aarhus, hvor hendes mand René Brix er partner og instruktør. Som unge har de to vundet flere nationale og internationale danseturneringer indenfor latindans.

Sofie Kruuse og ægtefællen René Brix. Til højre er den professionelle danser og håndboldveteranen Lars Christiansen i årets 'Vild med dans'.
Sofie Kruuse og ægtefællen René Brix. Til højre er den professionelle danser og håndboldveteranen Lars Christiansen i årets 'Vild med dans'. Foto: Scanpix Denmark/Henrik Ohsten/TV 2

De sidste 16 år har parret undervist i hiphop, og Sofie Kruuse hjælper til med undervisningen på danseskolen, når hun kan. Der er nemlig også en familie, der skal passes.

Sofie Kruuse og ægtefællen bor nær Aarhus, og de har tre døtre på 13, 9 og 7 år.

Mads Vad - har stiftet flere danseskoler

Den 34-årige danser kan i år fejre 13. år med egen danseskole VM Dans i Aarhus, der også har åbnet afdelinger i Randers, i Skanderborg og i Horsens.

I begyndelsen stod Mads Vad selv for undervisning, han var administrerende direktør, personaleansvarlig og marketingchef.

Mads Vad med nogle af de unge, der går på hans danseskole - og til højre danser han en wienervals med Molly Egelind.
Mads Vad med nogle af de unge, der går på hans danseskole - og til højre danser han en wienervals med Molly Egelind. Foto: Privatfoto/Henrik Ohsten/TV 2

Men med næsten 30 ansatte har han i dag lagt ansvaret for den daglige ledelse fra sig. Dansen har han ikke sluppet: 

- Nu underviser jeg 2-3 dage om ugen, forklarer dette års 'Vild med dans'-finalist. 

Derudover rejser Mads Vad rundt med foredraget ’Jeg vil være glad’.

- Det centrerer sig omkring den følelse, der er blevet sat på mig omkring, at jeg ”bare altid er glad”. Jeg har haft lyst til at fortælle, at det ikke er noget jeg ”bare” er. Jeg har også dårlige dage. Jeg har bare tidligt i livet valgt at finde ud af, hvad jeg skal gøre for at have flest dage, hvor jeg er glad, uddyber han.

Se hele finalen af 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.