'Sygeplejeskolen' vender tilbage - hovedrolle tager et opgør

TV 2 CHARLIE-serie blev en stor publikumssucces og vender tilbage i 2019. Der kommer både mere af det gode, gamle - men også noget helt nyt.

Søndag aften løb sjette og sidste afsnit af 'Sygeplejeskolen' over skærmen på TV 2 CHARLIE.

Kvinderne fik kapper på hovedet, hvilket symboliserer, at de har overstået prøveperioden som sygeplejeelever. Det samme har mændene. Nu skal eleverne for alvor tage fat på uddannelsen til sygeplejersker. Samtidig fik kærligheden mellem Erik (Morten Hee Andersen) og Anna (Molly Egelind) luft under vingerne.

Spørgsmålet er så bare, hvad der nu skal ske? 

Svaret kommer engang i 2019, hvor sæson to af 'Sygeplejeskolen' vender tilbage. 

- 'Sygeplejeskolen' har været en kæmpe succes for TV 2 Charlie, siger kanalchef på TV 2 Networks Sune Roland Jensen.

Cirka 480.000 seere har i gennemsnit fulgt med i dagligdagen på Fredenslund hospital, hvor serien foregår. De høje seertal gør 'Sygeplejeskolen' til en af de største fiktionssucceser på TV 2 CHARLIE overhovedet. 

I top ti over mest sete programmer på kanalen ligger fem episoder af tv-serien 'Mercur' fra 2017 og fem episoder af 'Sygeplejeskolen' fra 2018. 

Når serien vender tilbage, sker noget nyt.

Molly Egelind som Anna og Morten Hee Andersen som Erik i den danske dramaserie 'Sygeplejeskolen'.
Molly Egelind som Anna og Morten Hee Andersen som Erik i den danske dramaserie 'Sygeplejeskolen'. Foto: Mike Kollöffel / TV 2

Den nye historie

I første sæson fulgte vi den nye sygeplejeelev Erik og de udfordringer, han stødte på som første mand i kvindefaget. Når serien vender tilbage, træder Anna (Molly Egelind) frem. Hun skal tage et opgør med sin velhavende far, som ikke billiger Annas valg om at pleje andre. Imens skal hun forsøge at balancere kærligheden til Erik og sin uddannelse.

- Vi har fået så overvældende respons på serien. Den bliver jo sendt på CHARLIE, men både unge og ældre skriver til mig, at de er vilde med serien. Så vi går straks i gang med at lave flere afsnit, siger Molly Egelind, som fem dage efter at have deltaget i 'Vild med dans'-finalen, trækker i sygeplejeuniformen igen. 

Hun glæder sig over, at hendes karakter, Anna, gennemgår en stor udvikling i den nye sæson. 

- Hun kommer til at tage mere ansvar på sig og vriste sig fri af sit ophav som rigmandsdatter, men der sker også nye ting i hendes kærlighedsliv, lover Molly Egelind.

Derudover vender også Bjørn (Jesper Groth), overlæge Bent Neergaard (Jens Jørn Spottag), Nina Neergaard (Katrine Greis-Rosenthal) og mange flere fra første sæson tilbage.

Der er endnu ikke sat en premieredato for sæson to af 'Sygeplejeskolen'. Optagelserne begynder allerede onsdag den 28. november.

Indtil da kan du gense alle afsnit af serien på TV 2 PLAY.