Trailer for 'Løvernes Konge' beroliger anmelder: Det kan blive fantastisk

16x9
'Løvernes Konge' udkom i 1994 og er stadig populær den dag i dag. En såkaldt 'live action'-version af tegnefilmen er planlagt til 2019. Foto: Walt Disney Productions

'Løvernes Konge' kan ses i danske biografer til juli 2019.

Disney-klassikeren om Simba, Pumba, Nala og de andre dyr fra savannen bliver genindspillet.

'Løvernes Konge' blev lavet som tegnefilm i 1994, og nu er den på vej til de danske biografer i en live-action udgave. 

Disney har netop sendt den første trailer for filmen ud, og smagsprøven beroliger filmanmelder på 'Go' morgen Danmark' Ann Lind Andersen. 

- Jeg var da skeptisk, da man talte om at indspille en live-action version af 'Løvernes Konge', fordi det er så elsket en klassiker, siger hun og fortsætter: 

- Når man ser traileren, må man bare sige, at teknologien er så god på computergenererede billeder, at det ser virkelig godt ud. Jeg har det sådan nu, at det kan godt være, at det kommer til at spille fuldstændig fantastisk. 

Falliterklæring eller guld

Diskussionen blandt anmeldere og forbrugere er ifølge Ann Lind Andersen gået på, om det er en falliterklæring, når Disney laver de gamle klassikere igen. 

- Hvorfor gøre det? Det er det store spørgsmål, der altid dukker op ved remakes af store klassikere eller kultfilm. Skal man røre ved guldet, eller skal man bare lade være? lyder det fra anmelderen, der selv er splittet i det spørgsmål. 

- Grundlæggende har jeg det sådan, at man kun skal lave remakes, hvis man har en frisk idé. Hvis man laver en gammel film på ny én-til-én, bliver det omsonst. Resultatet er også tit, at remaken bliver dårligere, siger hun. 

Men når man går fra tegnefilm til live-action, er det alligevel noget andet. 

- Når det kommer til at se så godt ud, som det gør, kan det alligevel give mening, siger Ann Lind Andersen. 

Barndommens guld

Filmanmelderen forventer, at 'Løvernes Konge' kommer til at splitte de danske filmforbrugere. 

- Jeg tror, at rigtigt mange, der er vokset op med 'Løvernes Konge', vil være bange for, hvad der bliver gjort ved den.

Nogle vil elske at gå ind og gense filmen og historien på en ny måde, mens andre vil være rædselsslagen for, om der er pillet ved deres barndoms guld, siger Ann Lind Andersen. 

De to hovedroller, Simba og Nala, spilles af to musikere, nemlig Donald Glover og Beyoncé Knowles-Carter.

Klassikere i ny version

'Løvernes Konge' er den næste i en række af genindspilninger af Disney-klassikere. Også 'Junglebogen' og 'Skønheden & Udyret' har inden for de seneste år været vist i danske biografer i nye forklædninger. 

Til næste år kommer også 'Mulan', 'Aladdin' og 'Dumbo'. Se hele listen over kommende Disney-klassikere her.