Måtte som den eneste undvære finaledansen: - Det var for risikabelt

Cykelveteranen Rolf Sørensen må skuffe de mange damer, der byder ham op til dans, efter han har været med i 'Vild med dans'.

Det var ikke kun de to finalepar, der skulle på gulvet fredag aften i finalebraget i ’Vild med dans’.

De 10 udstemte par var nemlig også trukket i dansetøjet igen.

Men et par var ikke ude og kridte danseskoene. Det var den skaderamte cykelveteran Rolf Sørensen og hans dansepartner Karina Frimodt.

- Det er fordi, jeg har den skade i benet. Vi kunne måske godt have danset i 30 sekunder, men ikke processen op til, siger den 53-årige Rolf Sørensen, der så sent som i torsdags var til lægetjek med benet.

Parret udgik efter program otte på grund af en danseskade, som Rolf Sørensen havde pådraget sig, og som efter et fald udviklede sig til en smertefuld blodansamling omkring fibersprængningen.

Fik særlig hilsen fra vært

Undervejs i finaleshowet havde hvert udstemte par fået lov til at vise omkring 40 sekunder af deres yndlingsdans. Lucy Love og Michael Olesen viste deres pasodoble og Rosa Kildahl og Esbern Syhler-Hansen dansede en cha-cha-cha.

Rolf Sørensen og Sarah Grünewald efter showet i Forum Horsens.
Rolf Sørensen og Sarah Grünewald efter showet i Forum Horsens. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Men da det var Rolf Sørensen og Karina Frimodts tur, måtte de nøjes med at blive siddende i greenroom. Men de fik en anerkendelse af tv-vært Sarah Grünewald:

- Jeg vil lige sige: Tusind tak, fordi I er her og tak for alle dansene, sagde hun til parret.

Der var ellers en hel del danse at vælge imellem, for Rolf Sørensen nåede en sjetteplads i programmet og var blandet andet igennem en vals, en pasodoble og ikke mindst den omdiskuterede dans med et bord på gulvet, som den skadede nydanser kunne støtte sig til.

Se et klip af Rolf Sørensen og Karina Frimodts borddans her.

Se deres syvende dans i Vild med dans 2018.

Fik ikke lov at sige farvel

Det gibbede da også lidt i cykelveteranen, da han mærkede stemningen i Forum Horsens på finaleaftenen.

- Jeg må indrømme, jeg ville da gerne have danset. Det publikum, det var imponerende, siger han til TV 2 efter finalen.

Til gengæld fik hans dansepartner sit øjeblik på de bonede gulve. Karina Frimodt var – sammen med andre professionelle dansere på gulvet i det mere end fire minutter lange latinmedley.

Et latin medley over de fem danse. Video: Rasmus Woo

Men hun synes alligevel, det var ærgerligt ikke at kunne danse sit farvel med Rolf Sørensen.

- Det var lidt mærkeligt. Det er jo den sidste dans, hvor man siger farvel til publikum. Det var den rigtige beslutning, men man ville da gerne have været derude, siger hun.

Damer byder ham op

Efter Rolf Sørensen har vist danseevnerne frem i ’Vild med dans’ har flere budt ham op til dans. Men på trods af dansetræningen, er han ikke blevet nem at lokke ud på gulvet. 

- Jeg har fået diverse opfordringer af damerne, når vi er ude til selskaber. Men så siger jeg til dem: "Jeg kan de der seks danse, og så skal det være de seks danse og de trin". Så har de kigget mærkeligt på mig, siger han og griner.

Rolf Sørensen og Karina Frimodt før han blev skadet i benet.
Rolf Sørensen og Karina Frimodt før han blev skadet i benet. Foto: TV 2

Han halter ikke længere, men er stadig ekstra opmærksom på udfordringer som at gå op og ned ad trapper. Selvom han har sat dansen på pause, kan han ikke undvære cykeltræningen.

- Den bedste behandling for den slags skader er jo at cykle let. Men når jeg cykler, har jeg godt kunne mærke, at der ikke skulle for meget belastning på. Men det er vejen frem, siger han.