Asta Björk rørt til tårer: - Jeg ved ikke helt, hvad der lige skete

Asta Björk og Simon Stenspil lovede hinanden, at de bare skulle igennem den første udstemning. Fredag vandt de det hele.

Hun er den yngste professionelle danser, der nogensinde har vundet 'Vild med dans'. 

Den islandske danser Asta Björk var rørt til tårer efter sejren fredag aften. For hun har fået meget mere ud af oplevelsen, end hun selv havde troet. 

- Det var en kæmpe opgave som 20-årig at få i hænderne, fortalte hun. 

- Jeg har lært så utrolig meget – også af Simon om så mange ting. Man vokser virkelig med opgaven, og jeg synes, jeg er blevet meget stærkere som person.

Hendes dansepartner Simon Stenspil supplerede hurtigt:

- Det er du også. Du er eddermaneme sej.

Den 20-årige danser og hendes dansepartner Simon Stenspil havde ikke regnet med at nå så langt i 'Vild med dans'. Video: Thor Hedegaard

Oplagt at ryge som den første

Asta Björk er født i Island af islandske forældre, men familien flyttede til Smørum på Sjælland, da hun var 12 år gammel.

I 2017 blev hun student med et 12-tal i huen, og samme år kunne hun skrive et danmarksmesterskab i De Danske Danseskolers turnering på cv'et.

Hun var derfor i gang med sit sabbatår, da hun blev en del af 'Vild med dans' - og hun havde ikke de store forhåbninger om at nå langt. 

- Det er oplagt, at når man kommer ind som den nye, så ryger man ud som den første, har hun tidligere sagt til TV 2.

- Det er ikke fordi, det var uambitiøst. Jeg havde bare slet ikke tænkt, at man kunne få en partner, som kunne blive dygtig, og at man kunne nå langt. Når jeg tænker tilbage, skulle jeg nok have forberedt mig på, at alt jo kan ske i det her program, lød det, da hun stod i semifinalen. 

Hvad skete der lige?

Hendes dansepartner, skuespilleren Simon Stenspil, havde heller ikke regnet med, at det ville blive til  mange fredage, og bookmakerne spåede parret til en samlet 11. plads, før konkurrencen gik i gang. 

Jeg er stadig i chok

Asta Björk, vinder af 'Vild med dans' 2018

Alligevel lavede Asta Björk og Simon Stenspil en aftale om, at de ville gøre deres bedste for ikke at blive de første til at forlade konkurrencen. 

Og det blev de langt fra. Fredag aften kunne de løfte vindertrofæet efter 12 fredage uden en eneste omdans.  

- Jeg ved ikke helt, hvad der lige skete. Jeg er stadig i chok. Jeg synes, det er så vildt. Jeg tror ikke, at der var nogen af os, der regnede med det. Vi havde tænkt, at det var meget begrænset tid, vi havde i det her program, sagde Asta Björk lige efter finalen. 

Duoen fik fire 10-taller af dommerne for deres freestyledans. Se den herunder:

Dansen affødte stående applaus fra salen, samt topkarakter og flotte ord fra dommerne. Video: Rasmus Woo

Fem procent lidt hårdt

De mange timers intens dansetræning har rykket ved Asta Björks evne til at sætte sig mål og til at blive ved. 

- Vi blev presset til vores grænse flere gange, og vi har stået 12-13 timer i døgnet i en kælder med en person, man lige har mødt, og en deadline, der bare puster én i nakken. Man kan ikke lade være med at hærde sig, for der er ikke nogen fridage, fortalte hun. 

Det har været 95 procent sjovt. Og fem procent... lidt hårdt

Asta Björk

- På den måde lærer man hinanden rigtig godt at kende, sagde hendes dansepartner Simon Stenspil. 

De mener begge, at de har været gode til at sige til hinanden: "Det skal være sjovt" - også selvom det har været hårdt. Og udover en sejr har de fået et venskab med i bagagen. 

Nu ser vinderne frem til at kunne slappe helt af. 

- Det har været 95 procent sjovt. Og fem procent... lidt hårdt. Men mest sjovt, lød det fra Asta Björk. 

Se hele finalen af 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.