Simon Stenspil vinder 'Vild med dans': - Det er den vildeste følelse

De var bagud på point før afgørelsen, men seernes stemmer sikrede Simon Stenspil og Asta Björk sejren.

- Jeg er glad, og jeg er stolt. 

Sådan lød det fra skuespiller Simon Stenspil, da han blev udråbt som vinder af dette års ’Vild med dans’.

Gennem hele finalen sad følelserne uden på tøjet, og det hele kulminerede, da Simon Stenspil kunne løfte trofæet sammen med dansepartneren Asta Björk foran cirka 2800 mennesker i et tætpakket Forum Horsens.

- Den allerbedste finale

Sejren betyder, at den professionelle danser Asta Björk gik hele vejen på trods af, at denne sæson var hendes debut i 'Vild med dans'. Inden dansekonkurrencen gik i gang blev hun og skuespilleren ellers placeret næstsidst – på en 11. plads – af oddssætterne. 

Parret endte dog med at snyde bookmakerne og løb med sejren efter en nervepirrende finale. Dommer Jens Werner kaldte den endda ’Vild med dans’-historiens allerbedste finale.

Jens Werner havde flotte ord til de to finalepar. Video: 11702 & Rasmus Woo

Her fik vinderne hård konkurrence fra finalens andet par, skuespiller Molly Egelind og danseren Mads Vad.

Begge par imponerede dommerne, som alle fire kvitterede med flotte karakterer.

9- og 10-taller regnede ned over parrene, og efter finalens tre danse endte Molly Egelind og Mads Vad i front som dommernes favoritter med 116 point, mens Simon Stenspil og Asta Björk fik en samlet dommerscore på 114 point. 

Derfor blev det seernes stemmer, der sikrede parret sejren.

- Det er den vildeste følelse. Det havde jeg simpelthen aldrig nogensinde regnet med, sagde Simon Stenspil til TV 2 efter showet. 

Stor ros til freestyle

Efter 12 uger med intens dansetræning er vinderne nået igennem i alt 17 forskellige danse. I finalen lagde de ud med deres selvvalgte favorit af standarddansene. En vals, som de dansede første gang i program fire.

Herefter fulgte en udfordrende latinmix på fire minutter og 30 sekunder, hvor Simon Stenspil og Molly Egelind dansede sig igennem et fuldt pensum af latindanse sammen med hele holdet af professionelle dansere.

Et latin medley over de fem danse. Video: Rasmus Woo

Til sidst blev der sat punktum med de to freestyledanse. Simon Stenpil og Asta Björk fremførte en dans med en actionfyldt koreografi, der affødte stående applaus fra salen, samt topkarakter og flotte ord fra dommeren.

- Jeg ville ønske, jeg havde en 12’er. Jeg ved med sikkerhed, at jeg aldrig har set magen til freestyle i ’Vild med dans’, udbrød Nikolaj Hübbe, og Britt Bendixen bakkede ham op.

- Det er den bedste freestyle, vi har set i mange år. Tillykke med jer, lød det fra hende.

Dansen affødte stående applaus fra salen, samt topkarakter og flotte ord fra dommerne. Video: Rasmus Woo

Selv gav Simon Stenspil en stor del af æren til sin dansepartner: 

- Det har været virkelig sjovt. Det har også været hårdt. Jeg giver min dybeste respekt til Asta, lød det efter dansen. 

- Aftenen har været nervepirrende og virkelig energisk i forhold til at stå i den her sal med så mange mennesker, som virkelig brænder for 'Vild med dans'. At mærke deres energi har været fuldstændig vanvittig, sagde Simon Stenspil. 

Skuespilleren og nydanseren Asta Björk er vindere af 'Vild med dans' 2018. Video: Thor Hedegaard

Gense hele finalen af 'Vild med dans' 2018 på TV 2 PLAY.