De har delt deres kærester med knap en million danskere - nu glæder de sig til at få dem tilbage

16x9
De to 'Vild med dans'-deltagere har begge en god støtte på hjemmefronten. Foto: Ritzau Scanpix / Privatfoto

Benjamin Hasselflug og Anna Stokholm står bag hver sin 'Vild med dans'-finalist.

Det er ikke kun Molly Egelind og Simon Stenspil, der ved, hvad det kræver at nå til finalen i 'Vild med dans'.

Rejsen har medført ømme fødder, en dansepartner, der tager nærmest alle døgnets vågne timer, og gentagne fredage med følelserne uden på tøjet. Og to personer har stået på sidelinjen gennem det hele.

- Jeg har følt mig lidt som hendes corner-man, hvis man skal bruge boksetermer, griner Molly Egelinds mand, Benjamin Hasselflug.

- Jeg vil faktisk sige, at jeg har fået et lille crash-kursus i, hvordan man er fysioterapeut for en nydanser. Jeg har stået klar med massageolie, isomslag og tigerbalsam, og hvad hun nu har haft brug, fortsætter han.

Og det kender Simon Stenspils kæreste, Anna Stokholm, også alt til.

- Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at være støtten derhjemme, der stod klar med fodbad og muskelvarmende cremer. Det er så hårdt for kroppen og ikke mindst for fødderne at blive presset ned i de små dansesko. Det har hans fødder lidt hårdt under, griner hun.

Simon Stenspil og Anna Stokholm har været kærester i et år og bor sammen.
Simon Stenspil og Anna Stokholm har været kærester i et år og bor sammen. Foto: Privatfoto

Stolte af succesen

Spørger man de to, der kender årets 'Vild med dans'-finalister allerbedst, er der da heller ingen tvivl om, at dansen har fyldt alt de sidste måneder. Og ingen af dem lægger skjul på, at de er kampstolte af deres dansende partnere.

- Ingen af os havde regnet med, at han ville nå så langt, så det er bare for vildt, at det er nået hertil, siger Anna Stokholm om Simon Stenspil.

Benjamin Hasselflug er også overrasket over sin kone.

- Jeg tror, hverken Molly eller jeg havde regnet med, at hun ville få den respons, hun har fået. Én ting er karaktererne, men også de udtalelser, der er kommet. Det er svært ikke at blive rørt over, at en, jeg holder så meget af, opnår så meget anerkendelse for noget, hun virkelig går op i, siger han.

'Vild med dans' har i gennemsnit haft 966.000 seere hver fredag. I finalen danser skuespiller Simon Stenspil og hans dansepartner, Asta Björk, mod skuespiller Molly Egelind og hendes dansepartner, Mads Vad.
'Vild med dans' har i gennemsnit haft 966.000 seere hver fredag. I finalen danser skuespiller Simon Stenspil og hans dansepartner, Asta Björk, mod skuespiller Molly Egelind og hendes dansepartner, Mads Vad. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Med på holdet

Men Molly Egelind og Simon Stenspil er ikke kommet sovende til succesen. For 12. uge i træk har de nye koreografier skullet indøves til perfektion, og op til finalen har de begge trænet 12 timer om dagen.

Det betyder, at det i Molly Egelinds lejr har været Benjamin Hasselflug, der har fået deres lille familie på tre til at fungere.

- Jeg har fået en lille smagsoplevelse på, hvad det vil sige at være singleforælder, og min respekt for singleforældre er røget gevaldigt i vejret, siger Benjamin Hasselflug.

Molly Egelind og Benjamin Hasselflug har været sammen siden 2012 og blev gift i 2016.
Molly Egelind og Benjamin Hasselflug har været sammen siden 2012 og blev gift i 2016. Foto: Privatfoto

Men han mener dog alligevel, at det er lykkedes at gøre 'Vild med dans' til en del af hverdagen. Han har været forbi træningslokalet regelmæssigt. Haft parrets datter på fire år med både der og i tv-studiet, så hun kunne se, hvor mor var henne. Og nogle gange har han også medbragt aftensmad til det hårdtarbejdende dansepar.

Benjamin Hasselflug har været så stor en del af universet, som træningen har tilladt det. Og han er glad for, at hustruens dansepartner, Mads Vad, har involveret ham så meget.

- Selvom det ikke var bydende nødvendigt, fordi Molly og jeg begge er skuespillere og har samme faglige tilgang til det at være tæt på nogen fysisk, når vi er på arbejde, så har jeg virkelig været glad for, at han også har villet lægge en arm om mig og sige, at jeg også var med i det her, siger han.

Molly Egelind, Mads Vad og Benjamin Hasselflug på aftenen, hvor danseparret gik videre til semifinalen.
Molly Egelind, Mads Vad og Benjamin Hasselflug på aftenen, hvor danseparret gik videre til semifinalen. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Det er da også sket, at Benjamin Hasselflug en enkelt gang eller to har givet sit besyv med, hvis han er blevet spurgt ind til et bestemt dansetrin. Men oftest har hans rolle været at berolige danseparret med et: ”I kan jo godt”. Det er sket, hvis Molly Egelind og Mads Vad har villet øve en dans for 14. gang, selvom de i virkeligheden bare burde gå hjem og lade trinnene lagre sig i hukommelsen.

- Jeg håber, at det har været godt for dem, at der kom en udefra, som sagde: "Nu skal I altså slappe af, fordi I har styr på det", siger han. 

Lærte koreografi udenad

Også hos Simon Stenspil og Anna Stokholm er dansen blevet en del af forholdet. Hjemme i stuen har kæresten været prøvekanin til flere af de løft, Simon Stenspil og dansepartneren Asta Björk har arbejdet på.

Op til semifinalen satte Simon endda Anna så godt ind i aftenens showdans, at hun kunne koreografien lige så godt som ham, så de kunne øve den side om side derhjemme.

- Simon kan ikke gå ind i ting uden at gå all in, så på den måde har det fyldt i hans hoved hele tiden. Vi har grinet så meget over de der ting, og jeg har følt mig involveret på den fede måde, siger hun.

"Det her menneske knokler absurd hårdt i danseland for tiden og alligevel har han et overskud og en evne til at få mig til at grine cirka sådan her, hver eneste dag! Jeg er så stolt af dig." Sådan skrev Anna Stokholm for nogle uger siden, da hun delte dette billede på sin Instagram-profil. Foto: Privatfoto

For Anna Stokholm, der også er skuespiller, har der heller ikke været nogen frygt for, at hendes kæreste har danset tæt med en anden end hende.

- Vi er jo vant til, at man bliver meget tæt med alle de mennesker, man arbejder med på alle mulige måder, og så er Asta enormt professionel og dygtig til sit fag. Så det har gjort det nemt, og så har vi også bare haft et vildt godt forhold fra begyndelsen, Asta og jeg, siger Anna Stokholm.

Kæresten har set Simon Stenspil danse i studiet hver fredag undtagen én enkelt gang, hvor hun selv havde premiere på en teaterforestilling.

- Jeg ved, det har betydet meget for ham. Hver gang man er i tvivl om, hvorvidt man ryger ud, er det rart, at der er en til at tage imod en bagefter, siger hun.

- Det skønne er, at det slutter igen

Men denne fredag er der endnu mere på spil, og når det hele kulminerer i finalen i Forum Horsens, er begge finalisters bedre halvdele naturligvis også at finde på tilskuerrækkerne.

Selvom Benjamin Hasselflug og Anna Stokholm har set ’Vild med dans’ som en stor oplevelse, gør det heller ikke noget, at den intense dansetræning slutter nu.

- Det lyder forkert, når jeg siger det, men det er jo det skønne ved det her: At det slutter igen. Det har været helt fint, at det går amok i nogle måneder, men heldigvis er det ikke status quo for vores lille familie, siger Benjamin Hasselflug.

Anna Stokholm kender sin kærestes konkurrent rigtig godt, da hun spiller sammen med Molly Egelind i serien 'Sygeplejeskolen'. Det ændrer dog ikke på, at Anna Stokholm holder med Simon Stenspil. - Hun ved, at jeg synes, hun er fantastisk, men selvfølgelig er jeg nødt til at stemme 12 gange på min mand. Det er klart, siger hun.
Anna Stokholm kender sin kærestes konkurrent rigtig godt, da hun spiller sammen med Molly Egelind i serien 'Sygeplejeskolen'. Det ændrer dog ikke på, at Anna Stokholm holder med Simon Stenspil. - Hun ved, at jeg synes, hun er fantastisk, men selvfølgelig er jeg nødt til at stemme 12 gange på min mand. Det er klart, siger hun. Foto: Mikkel Kollöffel / TV 2

- Lige nu deler jeg Molly med hele Danmark, og det har været dejligt i en periode, men det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide min kone og også glæder mig til at få hende tilbage igen, siger han.

Anna Stokholm har det på samme måde, selvom hun og Simon Stenspil har været gode til at finde plads til hinanden i det travle program. 

- Det har vi altid været skide gode til. Men vi har lovet hinanden, at vi tager på noget afslappende, når vi er færdige her - bare for lige at se hinanden i øjnene, siger hun.

Molly Egelind
VS
Simon Stenspil
10-taller før finalen
11
4
Fredage med topplacering
8
3
Antal omdanse
0
0
Karaktergennemsnit gennem hele sæsonen
26
22,28
Højeste dommerkarakter
40
40
Laveste dommerkarakter
17
10
Bedst bedømte dans
Pasodoble, jive (i semifinalen)
Cha cha cha (i semifinalen)
Dårligst bedømte dans
Wienervals
Tango
Dansepartners sæsoner i 'Vild med dans'
13
1

Se, hvem der vinder årets 'Vild med dans', fredag klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.