En tandlæge, en sportsdirektør og et comeback - her er alle 'Vild med dans'-vinderne i dag

16x9
Christina Roslyng, David Owe, Ena Spottag og Sarah Mahfoud har alle vundet det eftertragtede 'Vild med dans'-trofæ. Foto: Ritzau Scanpix

Fredag kulminerer 'Vild med dans' i den store finale. Ved du, hvordan det er gået alle dem, som tidligere har vundet danseshowet?

De var hver især – mere eller mindre – kendte for deres talent, da de sagde ja til at lære at danse. Men for de fleste 'Vild med dans'-vindere har de mange fredage på hele Danmarks dansegulv ført store skift med sig. 

Der er vejrværter, som fik tilbudt nye jobs efter sejren. Der er skuespillere, som for alvor blev kendte ansigter. Der er sportsfolk, som har skiftet bane. Og en enkelt, der fik sin største drøm opfyldt, fordi hun blev opdaget i danseprogrammet.

For det er ikke uden betydning at danse hver fredag i den bedste sendetid. Da programmet fik premiere i 2005, fulgte 1,3 millioner seere finalen, og i 2009 nåede det tal op på halvanden million seere.  

Nedenfor kan du læse, hvordan det er gået dem alle sammen: 

2005: Mia Lyhne

Skuespilleren Mia Lyhne vandt allerførste sæson af 'Vild med dans' i foråret 2005 sammen med Thomas Evers Poulsen. 

Mange seere troede, de var vidne til en spirende romance mellem danseren og den dengang 33-årige og forholdsvis ukendte skuespiller. Danseparret satte for alvor gang i rygterne, da de kyssede under kærlighedens dans, rumbaen. De sluttede også af med en brudevals-gimmick i deres freestyle.

Men de blev dog aldrig mere end venner – og senere blev det også bredt kendt, at Thomas Evers Poulsen er til mænd.

Mia Lyhne har siden været åben om, hvordan 'Vild med dans' ændrede hendes liv.

- For min karriere betød det, at jeg blev kendt. Desværre skal man have et kendt ansigt som skuespiller, og det hjalp 'Vild med dans' mig med at få, sagde hun til BT i 2013.

Samme år som sejren slog hun for alvor igennem i tv-serien 'Klovn', der dette efterår har haft premiere på sin syvende sæson, og indtil videre også er mundet ud i to spillefilm.

I dag tæller hendes cv i alt 22 filmtitler, 10 tv-serier, 3 julekalendere samt en række teaterforestillinger og musicals. 

2005: David Owe 

Anden sæson af 'Vild med dans' kom i efteråret 2005, og her gik sejren til skuespiller og stuntman David Owe og hans partner, Vickie Jo Ringgard. 

Det gav rift om den dengang 27-årige skuespiller, som turnerede med en teaterforestilling lige efter sejren.

- Opmærksomheden efter 'Vild med dans' var meget intens. Hvis vi efter forestillingen gik ud om aftenen, satte teknikerne fra produktionen sig rundt om mig, fordi der var så mange, der kom over for at sidde hos mig, har David Owe sagt til TV 2

Han havde i årene efter danseprogrammet gang i gennembruddet med tv-serien 'Ørnen' og fik også flere større roller, for eksempel i filmen 'Tempelriddernes skat' og serierne '2900 Happiness' og 'Maj og Charlie'. Men herefter forsvandt han fra de danske tv-skærme i et årti. 

I stedet vendte han sig mod teaterscenen og startede i 2008 Nepo Teatret sammen med sin kone, skuespilleren Marie Askehave. Derudover har han haft haft roller i flere tyske serier, men i 2018 fik han comeback i den danske serie 'Løbeklubben'

2006: Christina Roslyng 

Håndboldspilleren Christina Roslyng blev den tredje vinder af 'Vild med dans'. Hun var 28 år og vandt sammen med danseren Steen Lund i 2006, under et år efter at hun var blevet mor for første gang.   

Den populære venstrefløj havde på det tidspunkt blandt andet været med til at vinde OL-guld for det danske landshold i 2000. Men i 2004 blev hun ikke udtaget til de olympiske lege i Athen, og i 2008 måtte hun stoppe karrieren efter en rygskade. 

I dag arbejder Christina Roslyng som sportspsykologisk konsulent med unge talenter og eliteidrætsudøvere i sin egen virksomhed. Derudover arbejder hun som HR-businesspartner i JUAL Group i Juelsminde 

Christina Roslyng er gift med håndboldveteranen Lars Christiansen, som hun har to sønner med. Han har deltaget i dette års 'Vild med dans' og forlod konkurrencen efter fem fredage på dansegulvet

2007: Robert Hansen

Robert Hansen jublede som ingen anden, da han vandt 'Vild med dans' i 2007 sammen med Marianne Eihilt. For den dengang 28-årige skuespiller var der nemlig meget mere på spil end det at mestre dansetrinnene. 

Han så programmet som en mulighed for at vaske tavlen ren efter det alkohol- og stofmisbrug, der havde sendt ham på en årelang nedtur fra sin status som hele Danmarks kæledække Viktor Knudsen fra ungdomsfilmen 'Kærlighed ved første hik'.

Min deltagelse i 'Vild med dans' vendte alt

Robert Hansen

Det har han fortalt i selvbiografien 'Velkommen på forsiden'. 

- Min deltagelse i 'Vild med dans' vendte alt og gav mig en chance for at vise, hvordan jeg er. Man fulgte os i otte uger, og det var en af de mest fantastiske oplevelser, sagde han også i 2009 til Ekstra Bladet. 

Siden har nye kriser dog ramt skuespilleren. I 2015 faldt han om på scenen under musicalen 'Dirty Dancing' og blev hasteindlagt med en flænge i hjertets hovedpulsåre. Og i 2017 skete det igen. Her blev han ramt af en hjerneblødning, som han har brugt næsten et års genoptræning på at komme sig over. 

Nu er Robert Hansen tilbage på scenen i 'Kærlighed ved første hik - the musical', og i 2019 spiller han med i endnu én: 'Flashdance'. 

2008: Joachim B. Olsen

Joachim B. Olsen blev landskendt som hele Danmarks dansebamse, da han vandt 'Vild med dans' i 2008. Og under finalen skrev han et lille stykke historie. For første gang nogensinde scorede et par nemlig maksimumkarakteren 120 for deres tre finaledanse.

Der var ellers ikke store forventninger til den 130 kilo tunge kuglestøder, inden han gik på gulvet. Men sammen med dansepartneren Marianne Eihilt imponerede han fra første vals. Og til sidst havde kuglestøderen i øvrigt tabt sig så meget af at danse hver uge, at han efterfølgende kæmpede med at finde tilbage til sin sportslige idealvægt. 

Joachim B. Olsen måtte dog stoppe karrieren som kuglestøder året efter 'Vild med dans' på grund af skader.

Efter sejren fik han tilbud om at deltage i andre tv-programmer, blandt andet 'Kvægræs' på TV 2 Zulu. 

I 2011 blev han valgt ind i Folketinget for Liberal Alliance. I dag er han partiets finans- og skatteordfører, mens han også har ordførerposter på integrations- og udlændingeområdet. 

2009: Casper Elgaard 

Racerkøreren Casper Elgaard morede sig ikke, da han tog sine første trin i 'Vild med dans' i 2009. Men efterhånden som han blev bedre, gav han – med hjælp fra seerne – de andre par baghjul. Og han endte med at vinde sammen med sin dansepartner, Vickie Jo Ringgaard. 

Efter sin sejr fortsatte Casper Elgaard i motorsporten, og da han i 2016 indstillede karrieren bag rattet, kunne han kalde sig den mest vindende kører i den danske motorsportserie DTC. 

I sine sidste sæsoner var han både kører og sportsdirektør for holdet Massive Motorsport, og da han stoppede, var det for at give jobbet som sportsdirektør fuld fokus. Det job har han stadig i dag.  

Derudover har han i to sæsoner været vært på Kanal 5s actionprogram '5. gear', hvor 40 kendte danskere skal dyste mod hinanden, både i vilde bilstunts og om at komme først over målstregen. Anden sæson løb over skærmen dette efterår. 

2010: Cecilie Hother 

Vejrværten Cecilie Hother vandt 'Vild med dans' sammen med dansepartneren Mads Vad i 2010. Og sejren kom ikke som nogen overraskelse. Parret havde scoret højeste dommerkarakterer i de sidste tre programmer op til finalen. 

Cecilie Hother har siden udtalt, at 'Vild med dans' gjorde hende til en helt anden person. 

- Man skubber hele tiden sine grænser, udfordrer sig selv og kommer ud af sin komfortzone. Det er ligesom på sådan et kursus, hvor man skal lære at slå en kanin ihjel, sagde hun sidste år til TV 2

Efter 'Vild med dans' startede vejrværten sin egen smykkevirksomhed, mens hun også blev tilbudt nye værtjobs.

Det er ligesom på sådan et kursus, hvor man skal lære at slå en kanin ihjel

Cecilie Hother

I sæsonen efter sin sejr var hun stand-in for Lisbeth Østergaard som såkaldt webvært på 'Vild med dans'. Og efter et kort skift til DR vendte hun i 2013 tilbage til TV 2 for at blive en at de bærende tv-værter på den dengang nye kanal TV 2 Fri.

Hun kan stadig opleves som vært på en række livsstilsprogrammer på TV 2 FRI og TV 2. I øjeblikket er hun i gang med optagelserne til en ny sæson af 'Mit luksushus'. 

2011: Sophie Fjellvang-Sølling

Tredje gang blev lykkens gang for danseren Silas Holst. Han blev slået i finalen i både 2009 og 2010, men i 2011 vandt han sit første 'Vild med dans'-trofæ sammen med skiløberen Sophie Fjellvang-Sølling. 

Hun var på det tidspunkt Danmarks bedste skiløber med 21 vundne danmarksmesterskaber og gode placeringer i flere VM, World Cup-finaler og deltagelse i Vinter OL i 2010. Men hvad der skulle have fortsat som en opadgående succeshistorie, udviklede sig ganske anderledes året efter 'Vild med dans'-sejren. 

Kursen var sat mod næste OL, da 30-årige Sophie Fjellvang-Sølling mistede sin mand pludseligt. Han døde af et hjertestop 36 år gammel, og hun blev alenemor til parrets søn på halvandet år. Derfor vendte hun ikke tilbage til livet som professionel skiløber, da det krævede for mange rejsedage væk fra hendes søn.

Men hun slap ikke skiene helt. I stedet blev Sophie Fjellvang-Sølling vært på TV 2-programmet 'Skiskolen', og hun arbejder i dag som sportskommentator på Eurosport ved siden af sit job som tandlæge. 

Hun fandt også kærligheden igen i kæresten Casper Barfoed. De blev forældre til en datter i 2015, og i oktober fik parret en søn. 

2012: Joakim Ingversen

Joakim Ingversen dansede sig i 2012 til førstepladsen i 'Vild med dans' sammen med partneren Claudia Rex. Og den dengang 26-årige tv-vært og skuespiller vandt mere end bare trofæet.

Et år efter sejren offentliggjorde danseparret nemlig, at de var blevet kærester. Forholdet holdt dog ikke, men det gjorde Joakim Ingversens popularitet. 

Han var allerede inden 'Vild med dans' dukket op på skærmen som vært på TV 2-programmet 'Bingo Banko', og siden er mængden af værtsjob kun vokset.

Joakim Ingversen er blandt andet kendt som vært på en række forskellige programmer på DR Ultra, og senest har man kunnet se ham i værtsrollen på programmerne 'Alle mod 1' og 'X Factor', hvor han vikarierede for sin hustru, Sofie Linde. 

Parret blev gift i december 2017, og i begyndelsen af 2018 blev familien Linde Ingversen udvidet med datteren Trine, hvorfor Sofie Linde måtte have en kort barsel fra 'X Factor'. 

2013: Mie Skov 

Mange anede ikke, hvem Mie Skov var, da hun gik på gulvet i 'Vild med dans' i 2013. Men Danmarks bedste kvindelige bordtennisspiller gik hele vejen sammen med partneren Mads Vad. 

Hun droppede faktisk et EM for at være med i 'Vild med dans'. Hun var mættet af sin sport, men var sikker på, at udfordringen og presset hver fredag ville gøre hende bedre ved bordtennisbordet.  

Året efter sin sejr i 'Vild med dans' stoppede Mie Skov dog sin professionelle karriere, og i 2015 fik hun sit første barn med sin daværende kæreste. 

Siden har hun blandt andet været sportskommentator og uddannet sig til personlig træner, og i dag er Mie Skov i gang med en masteruddannelse til coach.

Det har kickstartet min udvikling

Mie Skov

Hun kalder 'Vild med dans' for en ny begyndelse, fordi hun opdagede sin feminine side og fik mere mod på at kigge indad. 

- Jeg er så taknemlig for, at jeg tog udfordringen op dengang og gav den fuld skrue, for det har kickstartet min udvikling, siger hun. 

Næste år er planen at åbne egen virksomhed, der kombinerer træning og coaching. Og gennem arbejdet med sig selv har Mie Skov også fundet tilbage til bordtennisbordet. Motivationen og passionen er tilbage, og i tirsdags fik hun comeback på landsholdet. 

- Jeg har fundet helt nye sider af mig selv, som jeg virkelig ønsker at prøve af, både ved bordet, men også i livet.

2014: Sara Maria Franch-Mærkedahl 

I 2014 gik sejren til endnu en vejrvært. Sara Maria Franch-Mærkedahl imponerende sammen med Silas Holst i det, der siden blev den mest omdiskuterede freestyle i dansk 'Vild med dans'-historie.

Den fik kritik for at være for inspireret af en dans fra den amerikanske pendant til 'Vild med dans'. Det ændrede dog ikke på, at dansen i 2015 blev kåret som det største øjeblik nogensinde i 'Vild med dans' af tusindvis af brugere på tv2.dk

For Sara Maria Franch-Mærkedahl førte 'Vild med dans' til ændringer både på arbejdsfronten og privat. 

Hun har siden været i front på forskellige tv-programmer. Blandt andet som medvært på 'Vild med dans', Knæk Cancer-aften i 2015 og i ekstraprogrammet 'Trin for trin', som blev sendt samme år. 

- Der er ingen tvivl om, at det har påvirket min karriere positivt og gav et dejligt skift, siger hun.

Der er ingen tvivl om, at det har påvirket min karriere positivt og gav et dejligt skift

Sara Maria Franch-Mærkedahl

Efter ekstraprogrammerne sprang hun i 2016 ud som cirkusprinsesse for Cirkus Arena, udgav en løbebog og har desuden deltaget i flere tv-programmer. Blandt andet programmet 'Til middag hos', hvor hun åbnede op om, at 'Vild med dans' spillede en rolle i skilsmissen fra hendes mand, der kom kort efter 'Vild med dans'-sejren. 

- Vi var på et stadie, hvor vi skulle finde ud af, hvad der skulle ske. Så det har måske rykket processen, at jeg var med i 'Vild med dans', sagde Sara Maria Franch-Mærkedahl dengang i programmet. 

I dag laver hun blandt andet rejse-tv for Apollo Rejser, holder foredrag og er vært på podcastserien 'Glæden ved at give', som netop er gået i luften på kultursitet Heartbeats. 

2015: Ena Spottag

Skuespilleren Ena Spottag dansede sig i 2015 ind i mange danskeres hjerter sammen med Thomas Evers Poulsen. Duoen kaldte sig 'Team Glad', og seerne sikrede dem sejren i finalen, til trods for at  dommerne gav dem en samlet score på 113 mod konkurrenternes 120.

Ena Spottag ser sin oplevelse i 'Vild med dans' som et antropologisk studie af en fremmed verden. 

- Jeg fik en smag på noget, som jeg slet ikke forstod. Som både var voldsomt og sjovt. Men når man er et virkelig genert menneske, var det ret grænseoverskridende, at der pludselig var så mange, der vidste, hvem jeg var, siger hun. 

Jeg fik en smag på noget, som jeg slet ikke forstod. Som både var voldsomt og sjovt

Ena Spottag

De danske tv-seere kendte dog allerede før 'Vild med dans' den dengang 30-årige skuespiller som køkkenpigen Martha fra to sæsoner af 'Badehotellet'. Siden er tre sæsoner kommet til, og der er udsigt til endnu en

Derudover har Ena Spottag brugt sin tid på Aalborg Teater, som hun skrev kontrakt med i 2016. Året efter blev hun nomineret til en Reumert i kategorien 'Årets kvindelige hovedrolle' for forestillingen 'Drengen der ville være vægtløs'.

Ena Spottag er fortsat ansat som skuespiller på Aalborg Teater den kommende sæson og er også aktuel i forestillingen 'Kunsten at være lykkelig', som spiller på Edison i København til foråret. 

2016: Sarah Mahfoud

Den nærmest ukendte Sarah Mahfoud blev ikke spået store vinderchancer, før hun gik på gulvet i 13. sæson af 'Vild med dans'. Men både dommere og seere fik øjnene op for den hurtige bokser allerede i første program, hvor hun scorede aftenens højeste karakterer fra dommerne.

Hun dansede sig herfra til sejren sammen med partneren Morten Kjeldgaard. 

Og Sarah Mahfoud lægger ikke skjul på, at 'Vild med dans' har haft stor betydning for hendes karriere. 

- Jeg fik min største drøm opfyldt på grund af 'Vild med dans'. To måneder efter vi vandt, fik jeg debut som professionel bokser, sagde hun til TV 2 sidste år.

To måneder efter vi vandt, fik jeg debut som professionel bokser

Sarah Mahfoud

Da hun sagde ja til at deltage var hun nemlig amatørbokser, men under programmet blev hun opdaget af boksepromoter Mogens Palle, der efterfølgende tilbød hende en professionel kontrakt og gjorde hende til bokser på fuld tid. 

Hun er samtidig begyndt at læse til sygeplejerske. Det foregår på nettet, hvilket gør det muligt for hende at passe det ind, når boksekarrieren tillader det. Men der er ingen tvivl om, at sporten kommer først. 

I dag træner hun to gange om dagen, og drømmen er at vinde de store bælter og en dag at kunne kalde sig verdensmester.  

2017: Sofie Lassen-Kahlke

Sidste år stod 'Vild med dans'-finalen mellem to store skuespillernavne. 

Den dengang 38-årige Sofie Lassen-Kahlke dansede sig til sejr foran kollegaen Iben Hjejle og kunne dermed give sin dansepartner, Michael Olesen, hans første sejr efter 11 sæsoner i programmet. 

Og selvom Sofie Lassen-Kahlke har prøvet lidt af hvert gennem sin 24 år lange karriere, blev 'Vild med dans' en ganske særlig oplevelse for hende, som hun også har kunnet bruge foran kameraet og på teaterscenen. 

Man er så blottet i det program

Sofie Lassen-Kahlke

- Jeg er kommet i kontakt med flere følelser og fået større selvtillid til at kaste mig ud i det og turde noget. Man er så blottet i det program. (...) Man føler sig pillet af helt ind til skindet, som om man bliver gennemsigtig, og alle kan se ind i ens sjæl, sagde hun til Dagbladet Roskilde en måned efter sejren.  

Sofie Lassen-Kahlke har dette efterår travlt med 'Kærlighed ved første hik - the musical', hvor hun og Robert Hansen vender tilbage til rollerne som Anja og Viktor. Det sker 20 år efter den store filmsucces, der gjorde dem landskendte. Herefter er hun aktuel i Odense Sommerrevy. 

Se, hvem der vinder årets 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.