Tydelig rørt rapper ude af ’Vild med dans’: - Jeg vidste ikke, om der var plads til en som mig

Dansepartner Michael Olesen kalder hende den største forvandling i programmet nogensinde.

Kvartfinalen blev sidste stop for rapper Lucy Love i ’Vild med dans’.

Ti fredage dansede hun sig igennem med dansepartneren Michael Olesen, men efter parret endte i omdans for fjerde gang, blev det altså et endeligt farvel i aften.

Det var en tydelig rørt Lucy Love, der modtog seernes afgørelse. Da tv-vært Sarah Grünewald spurgte hende om, hvad det bedste, hun havde oplevet i 'Vild med dans', var, svarede rapperen:

- Det bedste? At jeg har mødt Michael.

- Jeg er så glad for, at jeg sagde ja til at være med. Jeg vidste ikke, om der var plads til sådan en som mig, lød det fra Lucy Love.

Dommerkarakterer program 10

  • Molly Egelind og Mads Vad: 40 point
  • Esben Dalgaard og Mille funk: 37 point
  • Simon Stenspil og Asta Bjørk: 36 point
  • Lucy Love og Michael Olesen: 35 point

Grønt, lilla og blond hår

Med neongrønt hår var Lucy Love med i 'Vild med dans' på sin egen måde – hun ville selv tegne kjolerne og sætte sit præg på koreografien.

Håret blev senere lilla, så blev det skiftet ud med en blond paryk, og denne fredag aften havde hun sat sit sorte hår op med store røde roser.

- Jeg er bare alternativ i forhold til mainstream Danmark. Jeg laver alternativ musik, og jeg har en alternativ tilgang til at optræde og udtrykke mig. Derfor er jeg så megastolt af, at Danmark har stemt på os igen og igen, siger hun til TV 2 efter afgørelsen.

Se Lucy Loves mange frisurer her:

Men hun kunne ikke skjule skuffelsen over at ryge ud:

- Vi ryger ud, og jeg er sgu ret knækket over det, fordi vi er så tæt på. Men jeg kunne ikke have gjort det bedre. Men jeg ville så gerne have nået til den freestyle, og jeg ærgrer mig over ikke at skulle lave finaletøjet.

Skuespiller Esben Dalgaard og dansepartneren Mille Funk klarede sig videre fra omdansen og kan sammen med Simon Stenspil og Asta Bjørk samt Molly Egelind og Mads Vad se frem til semifinalen næste fredag.

De tre semifinalister, der alle er skuespillere, får pæne ord med på vejen fra den udstemte rapper:

- De sidste tre, der er tilbage, er sgu dygtige. De vil det lige så meget, og jeg glæder mig på deres vegne.

Sidste fredag var det tv-værten Signe Lindkvist, der måtte forlade programmet. Da hun røg ud, afslørede hun, at hun faktisk havde heppet på Lucy Love siden første program. 

Se Signe Lindkvist rose sin dansekollega - og se Lucy Love kvittere med et kram. Video: Marie Kjempff

- Største forvandling i ’Vild med dans’-historien

Michael Olesen, der sidste år vandt ’Vild med dans’ sammen med Sofie Lassen-Kahlke, er også ked af at skulle forlade programmet.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, når man er så tæt på. Men jeg er så pavestolt af det her kvindemenneske, der står her, siger han efter afgørelsen med armen om sin dansepartner.

Lucy love og Michael Olesen er ude af 'Vild med dans'. Video: Marie Kjempff

- I min verden er det en af de største forvandlinger, der er sket i ’Vild med dans’-historien. En ting er, at hun har sat et kæmpe aftryk med sin personlighed, karisma og farver, og det andet er den store udvikling, hun har været igennem. Hun er en fighter, siger han.

Parrets kemi og forståelse for hinanden er også årsagen til, at de har klaret det så langt, mener Lucy Love.

- Jeg ville ikke kunne have været med i det her program så længe, hvis vi ikke havde det så fedt sammen og var så tætte venner. Det har ikke været et job, det har bare været så sjovt.

Gense kvartfinalen af 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.